Strid om tal i Københavns Kommune
Københavns Kommune vil hente millioner ved at udnytte AC’ernes rådighedsforpligtelse bedre. Men der findes ingen beregninger, der viser, at det kan lade sig gøre. Besparelserne er fiktive, siger en fællestillidsrepræsentant, der kalder kommunens tiltag tragikomisk.
Politikerne i Københavns Kommune har besluttet at nedbringe udgifterne til administration med 200 mio. kr., og en del af pengene skal findes gennem en bedre udnyttelse af AC’ernes rådighedstillæg. Helt præcist vil kommunen hente 10,2 mio. kr. årligt på den konto.
Derfor besluttede kommunen i efteråret 2010 at opsige alle lokale flekstidsaftaler, der hidtil har givet de ansatte mulighed for at afspadsere opsparet overarbejde. Kommunen ønskede herefter at indgå en ny aftale, der indebar, at alle ansatte med rådighedstillæg skulle acceptere at give afkald på honorering eller retten til afspadsering af op til 20 timers oparbejdet overarbejde hvert kvartal. Efter ufrugtbare centrale forhandlinger og med pistolen for panden valgte AC’erne i fem af kommunens syv forvaltninger at sige ja til en lokal aftale. Alternativet, meddelte Økonomiforvaltningen, var, at man alene lod overenskomstens arbejdstidsbestemmelser gælde. Her står der, at AC’ere med rådighedstillæg skal aflevere op til 35 timers pålagt merarbejde i kvartalet uden afregning.
Som fællestillidsrepræsentant for AC’erne i Kultur- og Fritidsforvaltningen Winnie Brandt Madsen siger:
“Det var et valg mellem pest eller kolera”.
Winnie Brandt Madsen mener, at potentialet for besparelser i aftalen er så godt som ikkeeksisterende. Aftalen kan til gengæld få alvorlige konsekvenser for AC’ernes arbejdskultur og relationen mellem medarbejdere og ledere, siger hun.
En ligning med flere ubekendte
Ifølge sekretariatsleder i Økonomiforvaltningen Siggi Brandt Kristoffersen kan en del af de 10,2 mio. kr. hentes i kraft af, at kommunen ikke længere honorerer i kroner og øre inden for de første 20 merarbejdstimer. Resten hentes ved, at en bedre udnyttelse af rådighedstillægget på sigt kan føre til nedlæggelse af stillinger.
Men de to forudsætninger holder ikke, siger Winnie Brandt Madsen. I første tilfælde fordi kommunen kun i sjældne tilfælde honorerer merarbejde kontant, i det andet tilfælde fordi det kræver en urealistisk høj udnyttelse af rådighedsforpligtelsen.
“Årsnormen for en stilling er 1.680 timer. Skal det tal omsættes til besparelser på grundlag af aftalen, svarer det til, at kommunen skal udnytte rådighedsforpligtelsen i en afdeling med 21 AC’ere fuldt ud med 20 timer per medarbejder hvert kvartal. Det når man aldrig nogensinde i nærheden af”.
Ifølge Siggi Brandt Kristoffersen kan kommunen dog ikke heller ikke fremlægge beregninger, der viser, at regnestykket holder vand. I Økonomiforvaltningens indstilling til beslutningen om at opsige aftalerne hedder det blot, at 20 timers-modellen “umiddelbart” forventes at kunne imødekomme sparekravet, “dog med forbehold for omfanget af adfærdsændringer” hos medarbejderne, som forringelsen af flekstidsordningen fører med sig.
Kejserens nye klæder
Og netop udsigten til adfærdsændringer er Winnie Brandt Madsens anden store anke.
“Der er en risiko for, at folk begynder at blive meget nøjeregnende med deres tidsforbrug”, siger hun.
Men det modsatte kan også ske, påpeger hun.
“Det er jo de lokale ledere, der skal udmønte besparelsen ved at lede og fordele arbejdet, og det er også her, besparelsen virkelig kan blive kejserens nye klæder. Vi har allerede eksempler på, at ledere har bedt medarbejdere om at “aflevere timer” – uden i øvrigt at interessere sig synderligt over indholdet i overarbejdet, om det fx er reelt arbejde. Så ud over at besparelsen her i den grad bliver udstillet som latterlig – og et utal af ledere ønsker sig da også besparelsen hen, hvor peberet gror – er medarbejderen pludselig også medansvarlig for at skulle finde besparelsen, hvilket er helt forkert, da det selvfølgelig er et ledelsesansvar”, siger Winnie Brandt Madsen.
En leder, som Magisterbladet har talt med, peger på, at der ikke en nogen fælles forståelse af, hvornår rådighedsforpligtelsen skal anvendes, mens en anden er i tvivl om, hvilken form for arbejde 20 timers-modellen overhovedet dækker over. En tredje siger, at den nye aftale er som en “hund i et spil kegler”:
“20 timers-modellen sætter et enormt uheldigt fokus på matematikken omkring den måde, vi samarbejder på, hvor det hidtil har fungeret sådan, at jeg som leder beder medarbejderne om at levere varen og selv lader dem finde ud af, hvordan de gør det. Jeg synes, at tiden er kommet til at kaste fleksskemaet bort og fokusere meget mere på opgaveløsningen i en tid, hvor vi bevæger os hen mod et andet samfund”.
Som en tredje mulig adfærdsændring peger Winnie Brandt Madsen på, at arbejdstiden i afdelinger med højt arbejdspres risikerer at blive sat permanent op over de 37 faste timer, fx ved at ledelsen opfinder nye opgaver for at levere til besparelsen, eller ved at medarbejderne ændrer normer og “presser” hinanden til at arbejde mere.
Netop udsigten til en permanent udvidelse af arbejdstiden var den vigtigste årsag til, at AC’erne i Beskæftigelsesforvaltningen sagde nej til aftalen, forklarer tillidsrepræsentant Josephine Grosso.
“Vi er ikke specielt glade for ordlyden i overenskomsten, men der er en intention om, at rådighedsforpligtelsen ikke skal udnyttes systematisk. Det går man fuldstændig bort fra med 20 timers-modellen. Det minder om en form for plustid, bare uden at lønnen tilsvarende bliver løftet”, siger hun.
Aftalen skal evalueres næste år.
Derfor sagde DM nej tak
Lokalaftalen med AC’erne i de fem forvaltninger blev indgået, efter at det ikke lykkedes at opnå enighed om en central aftale mellem DM, DJØF og Økonomiforvaltningen, hvor 20 timers-modellen også var på bordet. Om DM’s afvisning af kommunens tilbud siger formanden for de offentligt administrative ansatte i DM, Peter Grods Hansen:
“Økonomiforvaltningens krav dengang såvel som de indgåede lokale aftaler indebærer, at man har hævet arbejdstiden tyve timer i kvartalet ved at indbygge en automatik i udnyttelsen af rådighedstillægget. Det kunne vi selvfølgelig ikke anbefale. Omvendt er det positivt, at aftalerne også fastslår, at merarbejde skal honoreres uden forudgående drøftelse”, siger Peter Grods Hansen med henvisning til, at overskydende arbejde ud over 55 timer giver mulighed for afspadsering i forholdet 1:1,5.
Derfor besluttede kommunen i efteråret 2010 at opsige alle lokale flekstidsaftaler, der hidtil har givet de ansatte mulighed for at afspadsere opsparet overarbejde. Kommunen ønskede herefter at indgå en ny aftale, der indebar, at alle ansatte med rådighedstillæg skulle acceptere at give afkald på honorering eller retten til afspadsering af op til 20 timers oparbejdet overarbejde hvert kvartal. Efter ufrugtbare centrale forhandlinger og med pistolen for panden valgte AC’erne i fem af kommunens syv forvaltninger at sige ja til en lokal aftale. Alternativet, meddelte Økonomiforvaltningen, var, at man alene lod overenskomstens arbejdstidsbestemmelser gælde. Her står der, at AC’ere med rådighedstillæg skal aflevere op til 35 timers pålagt merarbejde i kvartalet uden afregning.
Som fællestillidsrepræsentant for AC’erne i Kultur- og Fritidsforvaltningen Winnie Brandt Madsen siger:
“Det var et valg mellem pest eller kolera”.
Winnie Brandt Madsen mener, at potentialet for besparelser i aftalen er så godt som ikkeeksisterende. Aftalen kan til gengæld få alvorlige konsekvenser for AC’ernes arbejdskultur og relationen mellem medarbejdere og ledere, siger hun.
En ligning med flere ubekendte
Ifølge sekretariatsleder i Økonomiforvaltningen Siggi Brandt Kristoffersen kan en del af de 10,2 mio. kr. hentes i kraft af, at kommunen ikke længere honorerer i kroner og øre inden for de første 20 merarbejdstimer. Resten hentes ved, at en bedre udnyttelse af rådighedstillægget på sigt kan føre til nedlæggelse af stillinger.
Men de to forudsætninger holder ikke, siger Winnie Brandt Madsen. I første tilfælde fordi kommunen kun i sjældne tilfælde honorerer merarbejde kontant, i det andet tilfælde fordi det kræver en urealistisk høj udnyttelse af rådighedsforpligtelsen.
“Årsnormen for en stilling er 1.680 timer. Skal det tal omsættes til besparelser på grundlag af aftalen, svarer det til, at kommunen skal udnytte rådighedsforpligtelsen i en afdeling med 21 AC’ere fuldt ud med 20 timer per medarbejder hvert kvartal. Det når man aldrig nogensinde i nærheden af”.
Ifølge Siggi Brandt Kristoffersen kan kommunen dog ikke heller ikke fremlægge beregninger, der viser, at regnestykket holder vand. I Økonomiforvaltningens indstilling til beslutningen om at opsige aftalerne hedder det blot, at 20 timers-modellen “umiddelbart” forventes at kunne imødekomme sparekravet, “dog med forbehold for omfanget af adfærdsændringer” hos medarbejderne, som forringelsen af flekstidsordningen fører med sig.
Kejserens nye klæder
Og netop udsigten til adfærdsændringer er Winnie Brandt Madsens anden store anke.
“Der er en risiko for, at folk begynder at blive meget nøjeregnende med deres tidsforbrug”, siger hun.
Men det modsatte kan også ske, påpeger hun.
“Det er jo de lokale ledere, der skal udmønte besparelsen ved at lede og fordele arbejdet, og det er også her, besparelsen virkelig kan blive kejserens nye klæder. Vi har allerede eksempler på, at ledere har bedt medarbejdere om at “aflevere timer” – uden i øvrigt at interessere sig synderligt over indholdet i overarbejdet, om det fx er reelt arbejde. Så ud over at besparelsen her i den grad bliver udstillet som latterlig – og et utal af ledere ønsker sig da også besparelsen hen, hvor peberet gror – er medarbejderen pludselig også medansvarlig for at skulle finde besparelsen, hvilket er helt forkert, da det selvfølgelig er et ledelsesansvar”, siger Winnie Brandt Madsen.
En leder, som Magisterbladet har talt med, peger på, at der ikke en nogen fælles forståelse af, hvornår rådighedsforpligtelsen skal anvendes, mens en anden er i tvivl om, hvilken form for arbejde 20 timers-modellen overhovedet dækker over. En tredje siger, at den nye aftale er som en “hund i et spil kegler”:
“20 timers-modellen sætter et enormt uheldigt fokus på matematikken omkring den måde, vi samarbejder på, hvor det hidtil har fungeret sådan, at jeg som leder beder medarbejderne om at levere varen og selv lader dem finde ud af, hvordan de gør det. Jeg synes, at tiden er kommet til at kaste fleksskemaet bort og fokusere meget mere på opgaveløsningen i en tid, hvor vi bevæger os hen mod et andet samfund”.
Som en tredje mulig adfærdsændring peger Winnie Brandt Madsen på, at arbejdstiden i afdelinger med højt arbejdspres risikerer at blive sat permanent op over de 37 faste timer, fx ved at ledelsen opfinder nye opgaver for at levere til besparelsen, eller ved at medarbejderne ændrer normer og “presser” hinanden til at arbejde mere.
Netop udsigten til en permanent udvidelse af arbejdstiden var den vigtigste årsag til, at AC’erne i Beskæftigelsesforvaltningen sagde nej til aftalen, forklarer tillidsrepræsentant Josephine Grosso.
“Vi er ikke specielt glade for ordlyden i overenskomsten, men der er en intention om, at rådighedsforpligtelsen ikke skal udnyttes systematisk. Det går man fuldstændig bort fra med 20 timers-modellen. Det minder om en form for plustid, bare uden at lønnen tilsvarende bliver løftet”, siger hun.
Aftalen skal evalueres næste år.
Derfor sagde DM nej tak
Lokalaftalen med AC’erne i de fem forvaltninger blev indgået, efter at det ikke lykkedes at opnå enighed om en central aftale mellem DM, DJØF og Økonomiforvaltningen, hvor 20 timers-modellen også var på bordet. Om DM’s afvisning af kommunens tilbud siger formanden for de offentligt administrative ansatte i DM, Peter Grods Hansen:
“Økonomiforvaltningens krav dengang såvel som de indgåede lokale aftaler indebærer, at man har hævet arbejdstiden tyve timer i kvartalet ved at indbygge en automatik i udnyttelsen af rådighedstillægget. Det kunne vi selvfølgelig ikke anbefale. Omvendt er det positivt, at aftalerne også fastslår, at merarbejde skal honoreres uden forudgående drøftelse”, siger Peter Grods Hansen med henvisning til, at overskydende arbejde ud over 55 timer giver mulighed for afspadsering i forholdet 1:1,5.
