Knæfald for erhvervslivet
Kompetenceprofiler, kvalifikationsnøgler, arbejdsrelevans. Konkrete delmål for hvert eneste fag samt et væld af mindre eksaminer undervejs. Humaniora har gjort knæfald for erhvervslivet. Sammen med politisk detailstyring op igennem 00’erne har det ført til en skolegørelse af de studerende, konkluderer ph.d. Laura Louise Sarauw i ny afhandling.
En yderstyret, målorienteret, uselvstændig performer.
Nej, det er ikke definitionen på en ung, håbefuld kandidat til et af efterårets talrige tv-talentshows af mere eller mindre lødig karakter. Ifølge nyslået ph.d. Laura Louise Sarauw er det derimod sådan, studenteridealet på humaniora defineres i Danmark anno 2011.
Den skolegørelse af de studerende, som hun ser tage fart op igennem 00’erne, er resultatet af et politisk opgør med den eksisterende tradition for at fokusere på det faglige på de danske universiteter.
I sin ph.d.-afhandling, som hun forsvarede i slutningen af august, afdækker Laura Louise Sarauw, hvordan de seneste danske universitetsreformer har afstedkommet en snæver detailstyring mod arbejdsmarkedet.
“Efter universitetsloven fra 2003 har Danmark indført en ny omvendt uddannelsesplanlægning. Det er ikke længere det faglige indhold, men arbejdsmarkedsrelevansen, der styrer tilrettelæggelsen. Fx har alle uddannelser skullet redesignes med udgangspunkt i en arbejdsmarkedsrelevant kompetenceprofil, der matcher nogle bestemte anvendelsesfunktioner på arbejdsmarkedet. Det betyder bl.a., at mål, der ikke kan oversættes 1:1 til konkret anvendelse på arbejdsmarkedet, ikke længere fremgår af studieordningerne. Intet er længere overladt til tilfældighederne, og detailstyringen er typisk så ekstrem, at beskrivelserne af studieordningerne er vokset til tredobbelt størrelse på 10 år”, forklarer Laura Louise Sarauw.
Viden er mindre vigtig
Hun er 34 år, cand.mag. i idéhistorie og litteraturvidenskab og med en overbygning i moderne kultur og formidling. I dag er hun tilknyttet Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet. Som den første forsker herhjemme har hun gennemtrawlet og sammenlignet studieordningerne, som de har udviklet sig gennem det sidste årti på 10 forskellige humaniorauddannelser.
“De centrale værdier i den danske universitetstradition – den klassiske dannelse og den menneskelige stræben efter viden og indsigt – er stort set skrevet ud af studieordningerne. I stedet skal fluebenene nu sættes ud for de studerendes evner til fx at formidle, performe og arbejde projektorienteret med konkret anvendelse for øje”, siger Laura Louise Sarauw.
Hun bruger indholds- og målbeskrivelsen på danskstudierne som et eksempel på den klare transformation, som er sket:
“I 1998 skulle studerende på kandidatuddannelsen fx demonstrere evner til selvstændig og kritisk diskussion af vedtagne faglige positioner. Evner for “fordybelse”, “overblik” og “videnskabelig opgaveløsning” bliver også fremhævet, mens det i en bisætning nævnes, at den studerende gerne skal blive i stand til at “påtage sig formidlingsopgaver”. I 2008-beskrivelsen af målene for kandidatuddannelsen er det arbejdsmarkedsrelevansen, der helt snævert bliver beskrevet. Det handler ikke længere om at vide noget. Øverst står de kompetencer listet, som kandidaterne forventes at opnå inden for bl.a. tekst-, medie- og kommunikationsanalyse, dernæst bruges der en hel del plads på at beskrive, hvor kandidaterne kan finde ansættelse efter universitetet”, forklarer Laura Louise Sarauw.
Diskussionen er forstummet
Den ulige kamp, som det traditionelle akademiske fokus på faglighed og refleksion efter Laura Louise Sarauws vurdering er ude i, er ikke en entydig kritik af det faktum, at humaniora har overgivet sig til erhvervslivet, understreger Laura Louise Sarauw.
“Det er en misforståelse, at faglighed automatisk står i modsætning til erhvervsrettethed, og jeg kan pege på flere gode initiativer, som på forbilledlig vis har fået uddannelserne til at åbne sig for omverdenen. Men det er usundt, at diskussionen af, hvad uddannelserne egentlig skal kunne, helt er forstummet”, mener hun.
“Flere af de undervisere og vejledere, jeg har talt med undervejs i arbejdet med min afhandling, ser det som en negativ konsekvens af de senere års kompetencereformer, at de studerende er blevet langt mere uselvstændige og yderstyrede. Vejen til anerkendelse går ikke længere gennem selvstændig faglig fordybelse, men er noget, man opnår, hvis man performer på den rigtige måde. Jeg mener, vi fremadrettet skal diskutere, hvorvidt vi i denne proces er kommet til at glemme det selvstændige initiativ og engagement, som vi tidligere har set som et adelsmærke ved det danske uddannelsessystem”.
Nej, det er ikke definitionen på en ung, håbefuld kandidat til et af efterårets talrige tv-talentshows af mere eller mindre lødig karakter. Ifølge nyslået ph.d. Laura Louise Sarauw er det derimod sådan, studenteridealet på humaniora defineres i Danmark anno 2011.
Den skolegørelse af de studerende, som hun ser tage fart op igennem 00’erne, er resultatet af et politisk opgør med den eksisterende tradition for at fokusere på det faglige på de danske universiteter.
I sin ph.d.-afhandling, som hun forsvarede i slutningen af august, afdækker Laura Louise Sarauw, hvordan de seneste danske universitetsreformer har afstedkommet en snæver detailstyring mod arbejdsmarkedet.
“Efter universitetsloven fra 2003 har Danmark indført en ny omvendt uddannelsesplanlægning. Det er ikke længere det faglige indhold, men arbejdsmarkedsrelevansen, der styrer tilrettelæggelsen. Fx har alle uddannelser skullet redesignes med udgangspunkt i en arbejdsmarkedsrelevant kompetenceprofil, der matcher nogle bestemte anvendelsesfunktioner på arbejdsmarkedet. Det betyder bl.a., at mål, der ikke kan oversættes 1:1 til konkret anvendelse på arbejdsmarkedet, ikke længere fremgår af studieordningerne. Intet er længere overladt til tilfældighederne, og detailstyringen er typisk så ekstrem, at beskrivelserne af studieordningerne er vokset til tredobbelt størrelse på 10 år”, forklarer Laura Louise Sarauw.
Viden er mindre vigtig
Hun er 34 år, cand.mag. i idéhistorie og litteraturvidenskab og med en overbygning i moderne kultur og formidling. I dag er hun tilknyttet Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet. Som den første forsker herhjemme har hun gennemtrawlet og sammenlignet studieordningerne, som de har udviklet sig gennem det sidste årti på 10 forskellige humaniorauddannelser.
“De centrale værdier i den danske universitetstradition – den klassiske dannelse og den menneskelige stræben efter viden og indsigt – er stort set skrevet ud af studieordningerne. I stedet skal fluebenene nu sættes ud for de studerendes evner til fx at formidle, performe og arbejde projektorienteret med konkret anvendelse for øje”, siger Laura Louise Sarauw.
Hun bruger indholds- og målbeskrivelsen på danskstudierne som et eksempel på den klare transformation, som er sket:
“I 1998 skulle studerende på kandidatuddannelsen fx demonstrere evner til selvstændig og kritisk diskussion af vedtagne faglige positioner. Evner for “fordybelse”, “overblik” og “videnskabelig opgaveløsning” bliver også fremhævet, mens det i en bisætning nævnes, at den studerende gerne skal blive i stand til at “påtage sig formidlingsopgaver”. I 2008-beskrivelsen af målene for kandidatuddannelsen er det arbejdsmarkedsrelevansen, der helt snævert bliver beskrevet. Det handler ikke længere om at vide noget. Øverst står de kompetencer listet, som kandidaterne forventes at opnå inden for bl.a. tekst-, medie- og kommunikationsanalyse, dernæst bruges der en hel del plads på at beskrive, hvor kandidaterne kan finde ansættelse efter universitetet”, forklarer Laura Louise Sarauw.
Diskussionen er forstummet
Den ulige kamp, som det traditionelle akademiske fokus på faglighed og refleksion efter Laura Louise Sarauws vurdering er ude i, er ikke en entydig kritik af det faktum, at humaniora har overgivet sig til erhvervslivet, understreger Laura Louise Sarauw.
“Det er en misforståelse, at faglighed automatisk står i modsætning til erhvervsrettethed, og jeg kan pege på flere gode initiativer, som på forbilledlig vis har fået uddannelserne til at åbne sig for omverdenen. Men det er usundt, at diskussionen af, hvad uddannelserne egentlig skal kunne, helt er forstummet”, mener hun.
“Flere af de undervisere og vejledere, jeg har talt med undervejs i arbejdet med min afhandling, ser det som en negativ konsekvens af de senere års kompetencereformer, at de studerende er blevet langt mere uselvstændige og yderstyrede. Vejen til anerkendelse går ikke længere gennem selvstændig faglig fordybelse, men er noget, man opnår, hvis man performer på den rigtige måde. Jeg mener, vi fremadrettet skal diskutere, hvorvidt vi i denne proces er kommet til at glemme det selvstændige initiativ og engagement, som vi tidligere har set som et adelsmærke ved det danske uddannelsessystem”.
