Slip arbejdskraften fri
Arbejdsmarkedet er under forandring. Fremtiden byder på færre livslange fastansættelser. Til gengæld vil langt flere komme til at arbejde i hybridrummet mellem deltidsansættelser, projektarbejde, konsulentydelser og freelanceopgaver. Det stiller nye krav til fagforeninger, arbejdsgivere, lovgivningen og hele vores kulturelle opfattelse af arbejde.
Der mangler et ord på dansk. Gennem sproget danner vi os vores virkelighed, så manglen på ordet betyder en mangel i vores verden. Ordet, vi mangler, skulle beskrive den medarbejdertype, som vil blive mere og mere udbredt de næste årtier, uanset hvad han/hun kaldes.
Ordet er i familie med “iværksætter”. Men det er ikke helt det samme. For når man siger iværksætter, leder det tankerne hen på den der entreprenante forretningsmand, der starter en virksomhed med vækst, ansatte og millioneksport i kikkerten.
Det samme gør sig langt hen ad vejen gældende med “selvstændig”. “Freelancer” duer heller ikke, for det er næsten uløseligt knyttet til journalister og fotografer. “Løsarbejder” og “daglejer” er også forkerte, for her tænker man på 30’ernes ufaglærte masser. På engelsk har jeg fundet begrebet “free agent”. Men på dansk lyder det altså for meget af en løssluppen James Bond.
Manglen på ordet er illustrativt for manglen på opmærksomhed om denne nye medarbejdertype fra lovgivere, fagforeninger, arbejdsgivere og os selv. Og det er synd, for vi risikerer alle at gå glip af en masse.
Friarbejderen
Vi mangler det ord. Vi mangler det i en sådan grad, at det er nødvendigt at opfinde. Lad mig derfor foreslå: friarbejderen. Måske ikke verdens smukkeste ord. Men det smukke ligger i indholdet, så lad os straks komme dertil.Friarbejderen sælger sine evner i mindre bidder end de 37 timer om ugen resten af livet, som hele vores samfund og kultur er bygget op omkring. Han sælger sin arbejdskraft på timebasis, dagsbasis, månedsbasis eller opgavebasis.
Friarbejderen stiller altså sine helt særlige kompetencer til rådighed for mange forskellige virksomheder på én gang, og virksomhederne betaler ham kun for det, de får. Til gavn for begge parter. I modsætning til den traditionelle iværksætter har friarbejderen ikke nødvendigvis ambitioner om at se sin virksomhed vokse og ansætte folk. Han er en fri person, der arbejder med det, han er bedst til, og for de arbejdsgivere, der har brug for ham. I modsætning til freelanceren og daglejeren kan friarbejderen have en hvilken som helst baggrund. I modsætning til den selvstændige lader han sig gerne ansætte i perioder.
Friarbejderen er et barn af vidensamfundet, som arbejderen var det af industrisamfundet. Vi er i dag så højt specialiserede og kvalificerede, at der ikke nødvendigvis står 37-timers-job klar til os alle, men det behøver der heller ikke. I vores nutidige samfundsparadigme er tid, arbejde og ansættelser i forvejen en så flygtig ting, at det giver mening at sprænge det gamle samfunds snærende bånd. Med personlig frihed og livskvalitet for den enkelte.
Friarbejderne udgør Danmarks største ressource for vækst i en meget nær fremtid. Det er derfor på høje tid at få dem opfundet. Råmaterialet findes allerede, men desværre står alt for mange af dem i dag i ledighedskøen.
Fra jobtager til jobmager
Økonomisk krise, et globaliseret arbejdsmarked og en ændret samfundsstruktur har sendt og sender stadig flere mennesker fra alle samfundslag og uddannelser til tælling. Og dem har vi af en eller anden grund svært ved at betragte som andet end en samfundsbyrde.
Ledighedssystemet (staten, jobcentrene og a-kasserne) afspejler og forstærker dette. Systemet fokuserer fifty-fifty på at pacificere henholdsvis ydmyge de arbejdsløse. Hvad VKO ikke har formået i jobskabelse, har de i den grad formået i afstraffelse.
Men med de store kompetencer og gode uddannelse, de fleste danskere – også dem der er ledige – har med sig i bagagen, er det ikke bare en forældet måde at behandle vores arbejdsløse på. Det er en dybt uansvarlig måde.
Gør dem til friarbejdere. Vi har brug for deres ressourcer, også selvom der ikke lige står en virksomhed, der kan aflønne deres specifikke ydelser 37 timer om ugen resten af livet. Der er brug for, at mange flere af dem ændrer identitet fra jobtagere til jobmagere.
Det kræver naturligvis en ændring af vores kollektive selvopfattelse, ikke mindst hos de potentielle friarbejdere selv. Den nationale frygtkultur for at springe ud med eget firma skal bearbejdes. Kultur er noget af det sværeste at ændre, men man kunne for eksempel starte med at introducere idéen i skolen, på gymnasiet og universitetet. Eller skifte cv-kurserne ud med iværksætterkurser.
Også vores virksomheder skal tilpasse sig den nye medarbejdertype. De skal begynde at tage for sig af retterne, men de skal også indstille sig på at betale. I dag arbejder tusindvis af freelancere under usikre og dårlige arbejdsvilkår uden nogen form for lønkompensation. En medarbejder, der selv skal betale for sygdom, ferie, barsel, arbejdsløshed, pension, arbejdsplads, kørsel, printerpapir og julegratiale, skal naturligvis have højere bruttoløn end en fastansat.
Fagforeningernes besøgelsestid
Virksomhedernes gevinst ved at kunne plukke i friarbejdernes kompetencer og tid vil stadig være overvældende.
Men da det næppe sker af sig selv, ligger der her en stor opgave for fagforeningerne. De burde måske fokusere på andet end de faste overenskomster og arbejde med at organisere de mange friarbejdere. Universiteternes brug af underbetalte eksterne lektorer (typiske friarbejdere) er bare et eksempel på, at der stadig er meget at kæmpe for.
Lovgiverne kunne bidrage ved at gøre op med det forældede ledighedssystem. Start med at droppe de endeløse aktiveringskurser, cv-forløb og krav om talløse ansøgninger, der skal føre folk hen imod ikke-eksisterende job. Lær i stedet folk selv at skabe deres job.
Og lad os gøre det økonomisk muligt at starte op. Det kan stort set ikke lade sig gøre i dag, hvis du ikke har en rig onkel. Dagpenge- og bistandssystemet understøtter i praksis kun 37-timers-ansættelser. Forringelsen af de supplerende dagpenge i 2008 var et stort skridt i den forkerte retning. Men de var kun en del af den logik, der fordrer, at du enten er 100 % beskæftiget eller 100 % arbejdsløs.
Det har jeg selv oplevet, da jeg startede eget firma. Her blev jeg mødt af et regelsæt, der kun kunne give mig økonomisk støtte, hvis jeg glemte alt om at være selvstændig. Skidt for mig, skidt for samfundet, skidt for dem, der sidenhen har købt mine kompetencer som friarbejder.
Har vi råd til at lade være?
Vores berømte flexicurity-model, der fungerer så fint for de fastansatte, modarbejder i realiteten dem, der vil springe ud som friarbejdere. I praksis skal du derfor kunne stå på egne ben fra dag et, hvis du vil starte selv, og det kan de færreste – og så lader man være. Men efter et par måneder eller et år vil de fleste kunne stå med rank ryg og forsørge sig selv, og det er nok værd at vente på og værd at kaste lidt dagpenge efter.
Nogle vil mislykkes. Men de vil i det mindste have skrabet flere erfaringer og kontakter sammen, end nok så mange cv-kurser og praktikker kan gøre det. Og fortjener de virkelig evig gæld og bistandshjælp, fordi de gjorde forsøget?
Nogle andre vil lykkes over al forventning med vækst, ansatte og millioneksport som resultat. Og det kan vel heller ikke skade vores samfund. Måske var de startet alligevel, selvom der ikke var kulturel og økonomisk opbakning at finde. Spørgsmålet er, om vi synes, vi har råd til at satse på det. Eller måske snarere råd til ikke at satse på det.
Slip arbejdskraften fri
Ordet er i familie med “iværksætter”. Men det er ikke helt det samme. For når man siger iværksætter, leder det tankerne hen på den der entreprenante forretningsmand, der starter en virksomhed med vækst, ansatte og millioneksport i kikkerten.
Det samme gør sig langt hen ad vejen gældende med “selvstændig”. “Freelancer” duer heller ikke, for det er næsten uløseligt knyttet til journalister og fotografer. “Løsarbejder” og “daglejer” er også forkerte, for her tænker man på 30’ernes ufaglærte masser. På engelsk har jeg fundet begrebet “free agent”. Men på dansk lyder det altså for meget af en løssluppen James Bond.
Manglen på ordet er illustrativt for manglen på opmærksomhed om denne nye medarbejdertype fra lovgivere, fagforeninger, arbejdsgivere og os selv. Og det er synd, for vi risikerer alle at gå glip af en masse.
Friarbejderen
Vi mangler det ord. Vi mangler det i en sådan grad, at det er nødvendigt at opfinde. Lad mig derfor foreslå: friarbejderen. Måske ikke verdens smukkeste ord. Men det smukke ligger i indholdet, så lad os straks komme dertil.Friarbejderen sælger sine evner i mindre bidder end de 37 timer om ugen resten af livet, som hele vores samfund og kultur er bygget op omkring. Han sælger sin arbejdskraft på timebasis, dagsbasis, månedsbasis eller opgavebasis.
Friarbejderen stiller altså sine helt særlige kompetencer til rådighed for mange forskellige virksomheder på én gang, og virksomhederne betaler ham kun for det, de får. Til gavn for begge parter. I modsætning til den traditionelle iværksætter har friarbejderen ikke nødvendigvis ambitioner om at se sin virksomhed vokse og ansætte folk. Han er en fri person, der arbejder med det, han er bedst til, og for de arbejdsgivere, der har brug for ham. I modsætning til freelanceren og daglejeren kan friarbejderen have en hvilken som helst baggrund. I modsætning til den selvstændige lader han sig gerne ansætte i perioder.
Friarbejderen er et barn af vidensamfundet, som arbejderen var det af industrisamfundet. Vi er i dag så højt specialiserede og kvalificerede, at der ikke nødvendigvis står 37-timers-job klar til os alle, men det behøver der heller ikke. I vores nutidige samfundsparadigme er tid, arbejde og ansættelser i forvejen en så flygtig ting, at det giver mening at sprænge det gamle samfunds snærende bånd. Med personlig frihed og livskvalitet for den enkelte.
Friarbejderne udgør Danmarks største ressource for vækst i en meget nær fremtid. Det er derfor på høje tid at få dem opfundet. Råmaterialet findes allerede, men desværre står alt for mange af dem i dag i ledighedskøen.
Fra jobtager til jobmager
Økonomisk krise, et globaliseret arbejdsmarked og en ændret samfundsstruktur har sendt og sender stadig flere mennesker fra alle samfundslag og uddannelser til tælling. Og dem har vi af en eller anden grund svært ved at betragte som andet end en samfundsbyrde.
Ledighedssystemet (staten, jobcentrene og a-kasserne) afspejler og forstærker dette. Systemet fokuserer fifty-fifty på at pacificere henholdsvis ydmyge de arbejdsløse. Hvad VKO ikke har formået i jobskabelse, har de i den grad formået i afstraffelse.
Men med de store kompetencer og gode uddannelse, de fleste danskere – også dem der er ledige – har med sig i bagagen, er det ikke bare en forældet måde at behandle vores arbejdsløse på. Det er en dybt uansvarlig måde.
Gør dem til friarbejdere. Vi har brug for deres ressourcer, også selvom der ikke lige står en virksomhed, der kan aflønne deres specifikke ydelser 37 timer om ugen resten af livet. Der er brug for, at mange flere af dem ændrer identitet fra jobtagere til jobmagere.
Det kræver naturligvis en ændring af vores kollektive selvopfattelse, ikke mindst hos de potentielle friarbejdere selv. Den nationale frygtkultur for at springe ud med eget firma skal bearbejdes. Kultur er noget af det sværeste at ændre, men man kunne for eksempel starte med at introducere idéen i skolen, på gymnasiet og universitetet. Eller skifte cv-kurserne ud med iværksætterkurser.
Også vores virksomheder skal tilpasse sig den nye medarbejdertype. De skal begynde at tage for sig af retterne, men de skal også indstille sig på at betale. I dag arbejder tusindvis af freelancere under usikre og dårlige arbejdsvilkår uden nogen form for lønkompensation. En medarbejder, der selv skal betale for sygdom, ferie, barsel, arbejdsløshed, pension, arbejdsplads, kørsel, printerpapir og julegratiale, skal naturligvis have højere bruttoløn end en fastansat.
Fagforeningernes besøgelsestid
Virksomhedernes gevinst ved at kunne plukke i friarbejdernes kompetencer og tid vil stadig være overvældende.
Men da det næppe sker af sig selv, ligger der her en stor opgave for fagforeningerne. De burde måske fokusere på andet end de faste overenskomster og arbejde med at organisere de mange friarbejdere. Universiteternes brug af underbetalte eksterne lektorer (typiske friarbejdere) er bare et eksempel på, at der stadig er meget at kæmpe for.
Lovgiverne kunne bidrage ved at gøre op med det forældede ledighedssystem. Start med at droppe de endeløse aktiveringskurser, cv-forløb og krav om talløse ansøgninger, der skal føre folk hen imod ikke-eksisterende job. Lær i stedet folk selv at skabe deres job.
Og lad os gøre det økonomisk muligt at starte op. Det kan stort set ikke lade sig gøre i dag, hvis du ikke har en rig onkel. Dagpenge- og bistandssystemet understøtter i praksis kun 37-timers-ansættelser. Forringelsen af de supplerende dagpenge i 2008 var et stort skridt i den forkerte retning. Men de var kun en del af den logik, der fordrer, at du enten er 100 % beskæftiget eller 100 % arbejdsløs.
Det har jeg selv oplevet, da jeg startede eget firma. Her blev jeg mødt af et regelsæt, der kun kunne give mig økonomisk støtte, hvis jeg glemte alt om at være selvstændig. Skidt for mig, skidt for samfundet, skidt for dem, der sidenhen har købt mine kompetencer som friarbejder.
Har vi råd til at lade være?
Vores berømte flexicurity-model, der fungerer så fint for de fastansatte, modarbejder i realiteten dem, der vil springe ud som friarbejdere. I praksis skal du derfor kunne stå på egne ben fra dag et, hvis du vil starte selv, og det kan de færreste – og så lader man være. Men efter et par måneder eller et år vil de fleste kunne stå med rank ryg og forsørge sig selv, og det er nok værd at vente på og værd at kaste lidt dagpenge efter.
Nogle vil mislykkes. Men de vil i det mindste have skrabet flere erfaringer og kontakter sammen, end nok så mange cv-kurser og praktikker kan gøre det. Og fortjener de virkelig evig gæld og bistandshjælp, fordi de gjorde forsøget?
Nogle andre vil lykkes over al forventning med vækst, ansatte og millioneksport som resultat. Og det kan vel heller ikke skade vores samfund. Måske var de startet alligevel, selvom der ikke var kulturel og økonomisk opbakning at finde. Spørgsmålet er, om vi synes, vi har råd til at satse på det. Eller måske snarere råd til ikke at satse på det.
Slip arbejdskraften fri
