Det’ Mit Job: Christine E. Swane
Christine E. Swane, 51 år, Direktør i EGV Fonden (Ensomme Gamles Værn)
Hvad laver en direktør for Ensomme Gamles Værn?
Jeg arbejder med strategi, økonomi og budskaber, der skal slå igennem i offentligheden. Navnet Ensomme Gamles Værn emmer af gamle dage. Vi havde 100-års-jubilæum sidste år, og dengang opfattedes de ældre som nogle, der skulle værnes om. Deraf navnet. Men at finde på et nyt navn løser ikke problemet. I dag ser vi værnet som et fællesskab, der både forebygger og kan hjælpe ældre ud af ensomhed. EGV er i dag en moderne, forskningsbaseret humanitær fond, der beskæftiger sig med ensomhed og fællesskaber i alderdommen. Vi støtter forskning vedrørende økonomisk og socialt dårligt stillede ældre og socialt udviklingsarbejde, samtidig med at vi styrer en mindre legatfond. Jeg har tidligere arbejdet meget med formidling både som forsker, videnscenterleder og studieleder, men dette job giver mig opgaver med at reformulere og udvikle fondens virke og bringe EGV’s eksistens og projekter bredt ud i offentligheden.
Hvad motiverede dig til at takke ja til denne stilling?
Det interessante er at være med til at skabe en balance i dilemmaet, at ensomhed i alderdommen er et problem for en mindre gruppe, som har det svært, men samtidig gøre budskabet relevant for de mange for at gøre opmærksom på, at problemet eksisterer, og at EGV er der til at hjælpe.
Mange har svært ved at se på alderdom som noget udviklingspræget og interessant. Det gør jeg, og vi støtter speciale- og ph.d.-studerende, som skriver om sociale aspekter af ældrelivet. Det er der brug for mere af inden for gerontologien. Tanken om alderdom er så tæt knyttet til forestillinger om sygdom og forfald, men der er meget mere end det. Jeg arbejdede med masteruddannelser i gerontologi og rehabilitering på Syddansk Universitet, da jeg blev opfordret til at søge jobbet. Jeg havde stor sympati for, at fonden netop ikke støtter klinisk og medicinsk forskning, men humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning med fokus på dårligt stillede ældre. Det passer perfekt til min kultursociologiske tilgang til hverdagslivet at synliggøre komplekse problemstillinger for grupper af mennesker, som ellers er usynlige. Jeg vil gerne skabe forandring på baggrund af forskningsbaseret viden, og det kan jeg i EGV.
Hvad har været den største udfordring for dig med dette job?
Det er balancegangen mellem, at EGV iværksætter og støtter en række initiativer for en mindre gruppe ældre, som virkelig har det svært, og samtidig at gøre opmærksom på os selv og vores virke uden at komme til at støtte den gængse kulturelle konnotation i befolkningen, at alderdom er lig med ensomhed og forfald. For sådan er det langtfra for alle. Alderdom er jo heller ikke lig med demens. Vi skal passe på, at vores budskaber ikke generaliseres til skade for de mange ældre, som har det godt, samtidig med at vi støtter initiativer og forskning for dem, som har det svært. Det har været udfordringen, men også privilegiet ved at arbejde et sted, hvor viden og forskning er en forudsætning for, at vi kan træffe kvalificerede valg til gavn for en gruppe af mennesker, som eksempelvis minoritetsetniske ældre, der har brug for andres håndsrækning. Vi er en lille fond i forhold til de store fonde og organisationer med fokus på ældres forhold.
Du er blevet ansat som direktør uden lederuddannelse. Hvordan løfter du den opgave?
Da jeg blev leder af Gerontologisk Institut, tog jeg et kursus i DM i dialogbaseret ledelse, og jeg har netop gennemgået en uddannelse i forskningsledelse ved CBS. Her i EGV arbejder kun jeg, en sekretariatschef og en halvtidsansat koordinator, som begge er akademisk uddannede. Det har jeg meget brug for, når jeg skal have sparring. Indimellem har vi også en ung forsker ansat, men vi arbejder også med andre fonde, forskere og organisationer. Da EGV hyrede mig, fik de også mit brede netværk inden for gerontologien. Så for mig gælder det derfor om at finde ud af, hvor mine kompetencer er, og hvordan de kan bruges i organisationen og i samspillet med andre. Vi har god opbakning fra bestyrelse og repræsentantskab til udvikling og forandring, uden at det overskygger fokus på medmenneskelighed og nærvær i vores direkte kontakt med ældre mennesker.
Jeg arbejder med strategi, økonomi og budskaber, der skal slå igennem i offentligheden. Navnet Ensomme Gamles Værn emmer af gamle dage. Vi havde 100-års-jubilæum sidste år, og dengang opfattedes de ældre som nogle, der skulle værnes om. Deraf navnet. Men at finde på et nyt navn løser ikke problemet. I dag ser vi værnet som et fællesskab, der både forebygger og kan hjælpe ældre ud af ensomhed. EGV er i dag en moderne, forskningsbaseret humanitær fond, der beskæftiger sig med ensomhed og fællesskaber i alderdommen. Vi støtter forskning vedrørende økonomisk og socialt dårligt stillede ældre og socialt udviklingsarbejde, samtidig med at vi styrer en mindre legatfond. Jeg har tidligere arbejdet meget med formidling både som forsker, videnscenterleder og studieleder, men dette job giver mig opgaver med at reformulere og udvikle fondens virke og bringe EGV’s eksistens og projekter bredt ud i offentligheden.
Hvad motiverede dig til at takke ja til denne stilling?
Det interessante er at være med til at skabe en balance i dilemmaet, at ensomhed i alderdommen er et problem for en mindre gruppe, som har det svært, men samtidig gøre budskabet relevant for de mange for at gøre opmærksom på, at problemet eksisterer, og at EGV er der til at hjælpe.
Mange har svært ved at se på alderdom som noget udviklingspræget og interessant. Det gør jeg, og vi støtter speciale- og ph.d.-studerende, som skriver om sociale aspekter af ældrelivet. Det er der brug for mere af inden for gerontologien. Tanken om alderdom er så tæt knyttet til forestillinger om sygdom og forfald, men der er meget mere end det. Jeg arbejdede med masteruddannelser i gerontologi og rehabilitering på Syddansk Universitet, da jeg blev opfordret til at søge jobbet. Jeg havde stor sympati for, at fonden netop ikke støtter klinisk og medicinsk forskning, men humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning med fokus på dårligt stillede ældre. Det passer perfekt til min kultursociologiske tilgang til hverdagslivet at synliggøre komplekse problemstillinger for grupper af mennesker, som ellers er usynlige. Jeg vil gerne skabe forandring på baggrund af forskningsbaseret viden, og det kan jeg i EGV.
Hvad har været den største udfordring for dig med dette job?
Det er balancegangen mellem, at EGV iværksætter og støtter en række initiativer for en mindre gruppe ældre, som virkelig har det svært, og samtidig at gøre opmærksom på os selv og vores virke uden at komme til at støtte den gængse kulturelle konnotation i befolkningen, at alderdom er lig med ensomhed og forfald. For sådan er det langtfra for alle. Alderdom er jo heller ikke lig med demens. Vi skal passe på, at vores budskaber ikke generaliseres til skade for de mange ældre, som har det godt, samtidig med at vi støtter initiativer og forskning for dem, som har det svært. Det har været udfordringen, men også privilegiet ved at arbejde et sted, hvor viden og forskning er en forudsætning for, at vi kan træffe kvalificerede valg til gavn for en gruppe af mennesker, som eksempelvis minoritetsetniske ældre, der har brug for andres håndsrækning. Vi er en lille fond i forhold til de store fonde og organisationer med fokus på ældres forhold.
Du er blevet ansat som direktør uden lederuddannelse. Hvordan løfter du den opgave?
Da jeg blev leder af Gerontologisk Institut, tog jeg et kursus i DM i dialogbaseret ledelse, og jeg har netop gennemgået en uddannelse i forskningsledelse ved CBS. Her i EGV arbejder kun jeg, en sekretariatschef og en halvtidsansat koordinator, som begge er akademisk uddannede. Det har jeg meget brug for, når jeg skal have sparring. Indimellem har vi også en ung forsker ansat, men vi arbejder også med andre fonde, forskere og organisationer. Da EGV hyrede mig, fik de også mit brede netværk inden for gerontologien. Så for mig gælder det derfor om at finde ud af, hvor mine kompetencer er, og hvordan de kan bruges i organisationen og i samspillet med andre. Vi har god opbakning fra bestyrelse og repræsentantskab til udvikling og forandring, uden at det overskygger fokus på medmenneskelighed og nærvær i vores direkte kontakt med ældre mennesker.
