Dansk Magisterforening

De kan selv

Liv Alfast Kretzschmer
Del artikel:

Frihed. Muligheden for at kunne specialisere sig i det, man brænder for. Chancen for selv at tilrettelægge sin arbejdstid. Freelancere og selvstændige har nemt ved at sætte ord på, hvorfor det er så skønt at være sin egen chef på arbejdsmarkedet.

De er forholdsvis erfarne, og de har ikke valgt tilværelsen som freelancer eller selvstændig af nød, men af ren og skær lyst. De nyder at bestemme selv og vælge de opgaver, de finder interessante. De holder af at fordybe sig i deres faglighed og arbejde med det, de er bedst til. Og det ser ud til, at de fleste har fat i noget helt rigtigt, for trods finanskrise og afmatning melder næsten hver tredje om stigende indtægter, mens knap halvdelen har en stabil indtjening. To ud af tre fortæller, at de sparer op til pension.

Kendetegnende for gruppen af freelancere og selvstændige er, at de har en del års erfaring med at være herrer og fruer i eget hus. Hver fjerde har drevet egen virksomhed eller freelancet i mere end ti år, mens næsten hver tredje har 6-10 år bag sig. Kun seks procent er nystartede.

Det mest almindelige er, at man arbejder alene i firmaet. Blot seks procent har en enkelt ansat eller kollega, mens fem procent har minimum fem ansatte.

De fleste får opgaver fra både nogle faste og nogle skiftende kunder. Færre har en enkelt eller få faste kunder, mens hver syvende udelukkende har skiftende kunder.

Man kunne tro, at freelancearbejdet er valgt, fordi det har været svært at få foden inden for på arbejdsmarkedet, og at mange vil kaste håndklædet i ringen, hvis fast lønmodtagerarbejde kommer inden for rækkevidde. Men den tanke kan undersøgelsen på ingen måde bekræfte. Tværtimod har tre ud af fire valgt selvstændigheden, fordi de havde lyst til det, mens kun hver tiende er blevet freelancer eller selvstændig af nød. Og på samme måde svarer godt halvdelen et klokkeklart ja til spørgsmålet om, om de fortsat er selvstændige om fem år, mens under hver tiende ikke regner med at være det.

Netværk og mund til mund
Det sværeste ved livet som selvstændig er at skaffe kunder – det ser halvdelen som en stor udfordring. Men hvad gør de så for at markedsføre sig selv eller deres virksomhed? De allerfleste bruger deres netværk og deres hjemmeside. Rigtig mange markedsfører sig ved mund til mund-metoden, hvor tidligere eller nuværende kunder anbefaler dem til andre, og for nogle er det nok. En del skaffer kunder ved at deltage på konferencer og faglige arrangementer og tilbyde foredrag. Mange har fundet det værd at annoncere på Google med Adwords. En del henvender sig direkte til relevante virksomheder pr. mail eller telefon, og andre bruger sociale medier som Facebook og LinkedIn. En gruppe angiver, at de slet ikke har behov for at markedsføre sig.

Der er mange bud på, hvordan man holder sig fagligt opdateret, når man arbejder alene. En skriver: “Gennem fagligt udviklende opgaver. Jeg foretrækker opgaver, hvor der er en vis grad af læring, men sådan at balancen mellem læring og tilfredsstillende løsning af opgaven bevares”. En anden skriver: “Har tidligere været frustreret over manglende opdatering, men er nu begyndt at søge kurser og videreuddannelse. Desuden ved sparring med andre ansatte og konsulenter hos den kunde, jeg primært arbejder for”.

For en tredje ligger opdateringen et lidt andet sted: “Det er langtfra den klassiske universitetsfaglighed, jeg holder mig opdateret omkring, mere salgsteknik, motivationspsykologi og andet, ligesom virksomheden har tætte relationer til fx diætister, fysioterapeuter mv., som jeg har kontakt til i det daglige”. For en fjerde er det meget enkelt: “Jeg nørder simpelthen med mit fagområde hele tiden”.

Hvad er det bedste ved at være selvstændig/­freelancer?
“At arbejde med det, man er bedst til, og som man brænder for”.
“At det kan lade sig gøre at kombinere alle mine bedste kompetencer inden for meget forskellige felter”.
“At have stor faglig frihed og få lov til at bruge sit speciale”.
“At kunne arbejde hjemme”.
“Udviklingsmulighederne, herunder friheden til at udvikle”.
“At bruge mig selv på en rigtig god måde. At kunne være til gavn for andre og samtidig tjene penge på det og høste anerkendelse for det”.
“At kunne specialisere sig inden for et snævert område”.
“Selv styre work-life-balance”.
“At kunne tage action på en ide med det samme”.
“At man principielt kan håndplukke lige præcis de opgaver, man synes er mest spændende”.
“Frihed, frihed og frihed”.

Hvad er det sværeste ved at være selvstændig/freelancer?
“Usikkerheden omkring indtjening, dvs. på sin vis det samme, som er mest fordelagtigt: friheden!”.
“Usikkerheden mht. næste års opgaver. Bekymringen over ikke at have til pensionsopsparing”.
“Årsregnskab + momsregnskab”.
“Prissætning”.
“Jeg må have et job ved siden af, indtil firmaet er kommet godt i gang”.
“Ikke at kende arbejdsbelastningen
eller indtægterne”.
“Der er ikke noget, der er vanskeligt, men det kunne da være rart med sparring, når der skal tages beslutninger”.
“At opgaverne tit kommer oven i hinanden”.
“At det administrative står i vejen for det kreative arbejde”.
“Alle de regler, man skal kende”.

}