De usædvanligt sædvanlige humanister

Imod alle odds. Outsiderne, der kom med på banen. Man kan nemt gribe efter klichéer fra sportens verden, når man skal beskrive humanisternes gang på arbejdsmarkedet. Bekymring har der ellers været nok af gennem årene. For hvordan skulle det gå humanisterne, som det var svært at forestille sig brugbarheden af uden for undervisningsverdenen? Mængden af gymnasielærerstillinger var begrænset. Læg dertil det faktum, at flere og flere fravalgte de traditionelle undervisningsfag og i stedet kastede sig over fag, der ikke undervises i på ungdomsuddannelserne, og måske endda helt nyoprettede fag.

Historisk set var det i den offentlige sektor, humanistjobbene var – og især inden for undervisning, og det var nærmest umuligt at forestille sig, hvad humanisterne skulle lave andre steder. I 1978 var halvdelen af alle humanister beskæftiget i gymnasieskolen, og de læste hovedsagligt de fag, der lå inden for gymnasieskolens område – i 1970’erne havde over 90 procent af de nyuddannede humanister da også et eller flere gymnasiefag. De, der ikke var ansat i gymnasieskolen, forskede og underviste på universiteter, seminarier og handelsskoler. En lille gruppe var ansat i den offentlige administration, og kun få var privatansatte.

Edb-humanist
Bekymringen var til at tage og føle på som i Lauge Dahlgaard-udvalgets rapport i 1984, der tog hul på at lave langtids­prognoser for behovet for humanister. Den så meget pessimistisk på den fremtidige beskæftigelse for humanister: Man kunne forvente øget ubalance på især humanisternes arbejdsmarked, og antallet af ansatte uden for de traditionelle områder skulle flerdobles, hvis man ikke skulle opleve massiv ledighed. Godt nok ville en del gymnasielærere snart være i pensionsalderen, men det ville langtfra være nok til at opsuge den massive flodbølge af humanister, der var på vej. I 1972 var 4.529 humanistiske kandidater på arbejdsmarkedet, og bare seks år senere var antallet næsten fordoblet, så der var grund til bekymring. Det var ikke sidste gang, humanisternes fremtid blev målt og diskuteret.

I begyndelsen af 1980’erne skulle flere forskellige projekter sørge for, at humanisterne fik utraditionelle ansættelser, for skulle alle have arbejde, måtte mange flere ind i den private sektor. Det lykkedes rigtig godt, og i blandt andet Magisterbladet kunne man læse om humanister i den eksotiske edb-verden. Fra 1972 til 1998 blev antallet af humanistiske kandidater firedoblet. Men i samme periode faldt andelen af humanistiske kandidater, der valgte et af de store humanistiske fag, fra 75 procent til 51 procent. Tendensen var altså, at kandidaterne også selv bevægede sig væk fra de fag, der kunne give ansættelse i gymnasieskolen.

Ikke af nød
Ser man på, hvad humanisterne beskæftigede sig med, så var næsten 90 procent i 1978 ansat som undervisere. Tyve år senere var den andel faldet til under 60 procent. Den omvendte udvikling kunne man se i forhold til det private erhvervsliv. Her var 1 procent af kandidaterne fra de store humanistiske fag privatansatte og lidt flere af de øvrige humanister var i det private erhvervsliv. I 1998 var tallet steget til 14 procent for kandidater fra de store humanistiske fag og en anelse mere for de andre humanister. I 2009 var hele 42 procent af humanisterne privatansatte. Det var i den grad lykkedes for humanisterne at indtage det private arbejdsmarked.

De senere år har de nyuddannede humanister især fundet job inden for konsulent- og rådgivningsvirksomheder, medievirksomheder, it-virksomheder, HR, salg og marketing, og de er ofte den første akademiker i virksomheden, viser humanistundersøgelsen. Ofte er det nogenlunde de samme opgaver, humanisterne udfører i private og offentlige virksomheder. Der er dog en tendens til, at de offentligt ansatte i højere grad har opgaver inden for undervisning og kulturformidling, mens de privatansatte har mere at gøre med strategisk kommunikation, markedsføring, innovation, it og salg.

Spørger man humanisterne selv – som Magisterbladet har gjort det i en stor undersøgelse i forbindelse med dette temanummer – så er de slet ikke færdige med at sparke døre ind til nye områder. 39 procent vurderer, at deres job er utraditionelt i forhold til deres uddannelse, 40 procent opfatter jobbet som delvist utraditionelt, mens kun 20 procent er i en traditionel stilling. På samme måde er mange humanister med til at skabe nye vækstområder, forretningsfelter og lignende i deres job – det kan over hver tredje nikke genkendende til. Og det er da også tydeligt, at hovedparten af humanisterne ikke går snorlige fra ungdomsuddannelse over universitet til arbejdsmarked. 43 procent havde en idé om, hvad de sidenhen ville arbejde med, da de begyndte på universitetet. Men det var kun 18 procent, der rent faktisk kom til at arbejde med noget, der mindede om deres plan. Man kunne tro, at det er, fordi mange ikke kan få job inden for det område, de drømmer om. Men undersøgelsen viser også, at kun 15 procent har deres job “af nød”. En stor, stor gruppe har altså sprængt deres egen forestillingsramme og fået et job, som de ikke selv havde forestillet sig.

Slut med de skæve
Ledigheden for humanister er halveret gennem de sidste ti år. Selv under recessionen, hvor humanisterne blev spået at falde som fluer, har humanisterne bevist, at de har bidt sig fast, og de er mindre berørt af fyringer end fx ingeniører, arkitekter, jurister, økonomer og cand.merc.er.

I virkeligheden giver det ikke længere mening at kalde humanister ansat i en bank, lille industrivirksomhed, it-virksomhed osv. osv. for utraditionelle. Det er heller ikke dækkende at tale om humanisternes generalistkvalifikationer, for rigtig mange bruger deres faglighed i de “skæve” job. Det er netop det, portrætterne af humanister i dette nummer afspejler. Det er interessant, hvad de som humanister kan byde ind med og bidrage med, men det er ikke interessant i sig selv, at de er ansat, hvor de er. Det usædvanlige er blevet det sædvanlige, og der er nærmest ikke længere grænser for, hvor man som humanist kan få job. Utallige rapporter og undersøgelser har efterhånden dokumenteret det, men mange øjenbryn lagt i bekymrede folder har fortsat ikke fundet deres afslappede leje. Dansk Industri og mange andre udtrykker gang på gang ønsker om, at man begrænser optaget på humaniora og i stedet får de studerende til at vælge de uddannelser, samfundet har brug for. Men indtil videre ser det ud til, at samfundet i høj grad har brug for humanisterne.