Undervisningen den store taber på Naturvidenskab

På bundlinjen ser opgørelsen fra dekanen på SCIENCE ved Københavns Universitet slet ikke så tosset ud: 1.101 stillinger på Det Naturvidenskabelige Fakultet i 2010 mod kun 811 i 2005. En kraftig positiv tilvækst på 36 procent.Men tallene dækker over en udvikling, som vækker bekymring både hos forskere, undervisere og fakultetsledelse.

Antallet af adjunkter er i de sidste fem år faldet fra 46 til bare 17. I samme periode er antallet af postdoc’er eksploderet fra 51 i 2005 til 234 ved seneste opgørelse i 2010. Det er en stigning på 360 procent. Samtidig har fakultetet siden 2008 kunnet notere sig en sammensætning i medarbejderstaben, hvor de løstansatte har overhalet antallet af fastansat videnskabeligt personale.

Det er ikke kun på SCIENCE, at udviklingen går i retning af markant flere løse og eksternt finansierede postdoc-stillinger med en undervisningspligt, der maksimalt fylder 10 procent af arbejdstiden, mens resten af tiden er helliget forskningsprojektet. Den samme tendens ses på fx LIFE, det farmaceutiske fakultet FARMA og på andre naturvidenskabelige og sundhedsvidenskabelige fakulteter. Og at adjunktstillingerne, hvor undervisningen udfylder op imod 50 procent af arbejdstiden, samtidig er tæt på at blive fuldstændigt udraderet, møder stærk kritik.

De studerende svigtes
Frederik Voetmann Christiansen, lektor i naturvidenskabsdidaktik på Institut for Farmakologi og Farmakoterapi, Københavns Universitet, er blandt kritikerne. Han mener, at universitetet svigter de studerende til fordel for alt for meget kortsigtet projektforskning.

“Forskningen og undervisningen bliver mere og mere afkoblet fra hinanden. I stedet har vi i dag en situation, hvor postdoc’erne sidder i afsondrede tårne med ganske få års løn til at bevise deres værd som forskere. De knokler med en forhåbning om, at det kan udløse en fast ansættelse, men de får hverken automatisk undervisningserfaring eller det adjunktpædagogikum, der kan kvalificere dem, og der er utroligt mange postdoc’er i konkurrence om ganske få lektorater”, pointerer Frederik Voetmann Christiansen.

I dag udgør basisbevillingen til SCIENCE en tredjedel af totalbudgettet, hvor den i 2005 udgjorde to tredjedele. På grund af den kraftige nedskæring er både SCIENCE og andre institutter blevet tvunget til at løbe så meget hurtigere efter de såkaldt konkurrenceudsatte midler, at det har negative konsekvenser for uddannelserne, mener lektoren.

“Mange vil gerne undervise og have kontakten med miljøet uden for deres eget lille kontor, men undervisning er jo slet ikke tænkt ind i de konkurrenceudsatte midler. Dermed kommer vi til at svigte udviklingen af nye undervisere”, advarer Frederik Voetmann Christiansen.

Fikseret på ekstern finansiering
Leif Søndergaard, lektor og tillidsrepræsentant på Biologisk Institut ved KU samt formand for 3.800 universitetsansatte DM-medlemmer, læser en katastrofal nedprioritering af undervisningen ind i stillingskategoriudviklingen på SCIENCE. Det ærgrer ham dybt, og han mener ikke, at ledelsen kan frasige sig ­ansvaret for den udvikling.

“Ledelsen er fuldstændigt fikseret på at skaffe sig ekstern finansiering og forsømmer i den proces at skabe et godt rekrutteringsgrundlag, så der også er nogle til at besætte de fremtidige lektorater. Det er en meget kortsigtet strategi. En postdoc betragtes som en dead end-stilling, fordi langt de fleste bliver sparket ud igen, når deres projekt er overstået. Adjunkter er en uddøende race, og de færreste postdoc’er får lov at kvalificere sig til et lektorat. Jeg tør næsten ikke tænke på, hvordan uddannelseskvaliteten på universitetet bliver, efterhånden som de erfarne undervisere erstattes med løstansat personale, der interesserer sig mest for forskning”, siger Leif Søndergaard.

Universitetet som projekt-hotel
Bekymringen for de mange løse ansættelser deler Leif Søndergaard med Kirsten Hastrup, dr. scient.soc. og professor i antropologi ved Københavns Universitet og p.t. præsident for Videnskabernes Selskab.

Kirsten Hastrup er som udgangspunkt positiv over for stigningen i eksternt finansierede postdoc-stillinger. Hun mener, at de unge forskere tilfører universitetet noget nyt, også på undervisningssiden.

“Men problemet er, at der er alt for få afløbsstillinger til både postdoc’er og adjunkter, der jo også er ansat i tidsbegrænsede stillinger. Og derfor er universitetet i fare for primært at blive et ad hoc-projekt-hotel uden fokus på klassisk, kontinuerlig lærdom. Jeg mener, en moderne lærdomsorganisation skal kunne rumme begge dele”, forklarer Kirsten Hastrup.

I dag er et lektorat ikke længere nødvendigvis en attraktiv stilling for alle, understreger hun.

“Mange lektorer føler sig klemt, blandt andet af de unge postdoc’er, som har så stor en forskningsfrihed, som lektorer kun kan drømme om. Lektorerne oplever at skulle kæmpe med et stort arbejdspres, samtidig med at de er garanterne for den nødvendige kontinuitet på studierne. Der er heller ikke mange åbninger efter et lektorat, så for mig at se er det hele bevillingsstrukturen i universitetsverdenen, der skaber problemerne i systemet”, forklarer Kirsten Hastrup.

Kilde: Det Naturvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet