Dansk Magisterforening

Autodidakt festivalchef med ansvar for millionkontrakter

Af Pernille Siegumfeldt
Del artikel:

Rikke Øxner faldt i festivalgryden som nybagt studine i 1984 og er aldrig kommet op igen. I snart 10 år har Roskilde Festivals musikchef haft ansvar for millionkontrakter og booking af musikbranchens største navne.

Big, big business og det rødeste hjerteblod går i en sjælden grad hånd i hånd hos Rikke Øxner.

Det er ikke småpenge, musikchefen jonglerer med, når hun booker de bands, der skal spille på Roskilde Festival. År for år stiger musikbudgettet, og i 2011 skrives der kontrakter for 37,5 millioner kroner.

De svimlende summer får dog ikke Rikke Øxner til at ryste på hånden. Administrationen, juristeriet og hele den praktiske logistik omkring de optrædende, som hun er ansvarlig for, er nemlig båret oppe af en særlig energi.

“Der er to ting i verden, der kan udløse et særligt sammenhold og en kollektiv kærlighedsrus: for nogle fodbold, for mig musik. Og så er Roskilde ikonisk, fordi festivalen er en totaloplevelse og et sansebombardement, der løfter den op til at være meget mere end en musikoplevelse. Selv efter så mange år oplever jeg det som et kæmpe privilegium at være med til at skabe den her begivenhed sammen med alle de andre nørder, der elsker musik lige så højt, som jeg gør”, siger Rikke Øxner.

At begejstringen ikke er falmende, til trods for at hun i mere end 10 år ofte har haft en arbejdsuge på den forkerte side af 60 timer, er tydeligt. 46-årige Rikke Øxners energi er smittende, og hendes udstråling glad og afslappet, også selvom gryderne for alvor er begyndt at komme i kog for festivalsekretariatet, fordi festivalens start nærmer sig, og selv om medierne – “traditionen tro”, konstaterer hun tørt – igen har travlt med at kritisere årets musikprogram og spå om festivalens snarlige død, medmindre arrangøren tager sig alvorligt sammen.

“Hvert år falder aviserne over hinanden for at sable programmet ned. Men de kigger snævert på hovednavnene, og rammer vi ikke lige ned i anmeldernes eget segment med navne som Prince eller Bob Dylan, så lyder der et ramaskrig. Jeg ville være mere bekymret, hvis vi ikke lyttede til fx metalfolket, der har skreget på et navn som Iron Maiden eller Autopsy i årevis, eller plejede fremtiden ved at prøve at efterkomme ønskerne fra vores unge brugere, som holder os til ilden på blogs, forskellige fora eller på hjemmesiden. De har fx efterspurgt både Arctic Monkeys, som er på plakaten, og Kings of Leon”, forklarer musikchefen.

Ritualer og musikalske øjeblikke
Rikke Øxner glemmer aldrig, hvordan verden åbnede sig for hende, da hun selv som nyslået klassisk studine fra Rødovre Statsskole tog af sted på sin første Roskilde Festival i sommeren 1984.

“Det var starten på min dannelsesrejse. Jeg var helt åben og så modtagelig og blev bare vildt begejstret. Alene ritualerne, når man render rundt for at finde en pløkhammer hos naboerne, får fif til at åbne øl uden oplukker eller får tips til, hvor den bedste mad kan købes til den billigste pris! Og oveni de store musikalske øjeblikke, som for mig var helt ekstatiske. Den “orange feeling”, som vi kalder det, gennemsyrer stadig festivalen, når jeg bevæger mig rundt og iagttager vores gæster. Og det er lige fantastisk, ja nærmest bevægende, hver gang jeg oplever det”, siger hun.

Rikke Øxner varmede op til sit speciale om unge og musikmiljøer, da hun første gang kom i kontakt med Roskilde Festival.

“Jeg havde brug for en praktikplads, fordi mit projekt gik ud på at undersøge, hvordan musikverdenen organiserer sig. Jeg var til samtale med bestyrelsen og mødte også festivalleder Leif Skov. Få dage senere ringede han til mig og sagde, at han havde et job til mig”.

Rikke Øxner kom i mesterlære hos mesteren selv.

“Jeg tror, han kunne se, at jeg havde en vis struktur og orden i mit arbejde, samtidig med at jeg var dybt lidenskabelig, når det gjaldt musikken. Den kombination var afgørende”, vurderer hun.

Hun bliver ansat med løn som Leif Skovs højre hånd i 1995. Han tager hende med på andre festivaler, til musikmesser og med til forhandlinger med agenterne i London, hvor aftalerne med de største navne bliver indgået.

“Leif Skov gav mig en uddannelse, jeg ikke kunne have fået på nogen skole, og det er jeg ham dybt taknemmelig for. Men det stod også klart, da han stoppede, at vi skulle finde en ny struktur til erstatning for den topstyrede organisation, han stod i spidsen for. I dag er vi fire i ledelsen af Roskilde Festival, sekretariatet er vokset til at have 40-50 fuldtidsansatte og et samlet budget på 147 millioner. For ti år siden var det 74 millioner. Samtidig er vores opgaveportefølje også vokset, og Roskilde Festival står for arrangementer fx i forbindelse med 1. maj i Fælledparken, VM i fodbold for hjemløse og en event som Hopenhagen, der opstod i forbindelse med FN’s klimatopmøde i København. Vi lejer også lokummer ud til andre store begivenheder, så vi laver efterhånden meget andet end Roskilde Festival. Vi professionaliserer vores ydelser og prøver hele tiden at skærpe vores profil som eventarrangører i forhold til omverdenen”, forklarer Rikke Øxner.

Rejseri og netværkspleje
Selv med så bred en vifte af tilbud på alle hylder kan en festival højst overleve en eller to sæsoner med et dårligt musikprogram, så man skal konstant være på tæerne. En stor opgave i disse år er at få svenskerne til at genopdage Roskilde, efter at finanskrisen har holdt mange af dem hjemme igennem nogle sæsoner.

I gamle dage tog Rikke Øxner fem uger alene til Vesterhavet og ladede op hver sommer, når festivalen var overstået. Det var også der, hun omsider fik sit speciale afsluttet i 2004. Nu er hun flyttet sammen med sin kæreste og hans to teenagedrenge og har måttet lægge visse vaner lidt om, men seks rejsedage på en gennemsnitlig måned kan hun ikke ændre på.

“Især rejseriet kan godt tære lidt på kræfterne i perioder, men Roskilde Festival er mit liv, også på de mere kedelige dage, hvor jeg bare besvarer mails og fører langtrukne forhandlinger. Min rolle har med tiden forandret sig, og jeg er i dag mere den, der sidder med de store linjer og overblikket, end den, der finder den nye musik. Min rolle er snarere at hente viden på messer og konferencer og hos skribenter og i det øvrige netværk af unge i miljøer, der har fingeren på pulsen, når det gælder det nye”, fortæller Rikke Øxner.

Hun føler sig stadig ør af lykke, når hun smider sig udmattet i sit telt midt i “smatten” oven på en sommerdag, mens festivalen er på sit højeste.

“Og så længe den der orange feeling stadig kan gribe mig 100 procent, så kan jeg ikke forestille mig at arbejde noget andet sted”, siger musikchefen.
}