Dansk Magisterforening

DM demonstrerede mod CSC

Af Martin Ejlertsen
Del artikel:

CSC’s krav om store forringelser og lockout af flere hundrede it-medarbejdere fik PROSA på gaden i en stor demonstration. DM og flere andre fagforeninger bakkede op.

I snart to år har CSC og PROSA forgæves forsøgt at blive enige om en ny overenskomst. I slutningen af maj måned meldte CSC’s danske ledelse så ud, at den ville frigøre sig fra overenskomsten med it-medarbejdernes fagforbund for i stedet at forsøge at indgå en overenskomst med HK. Det vil medføre en betydelig lønnedgang og afkald på en række tilkæmpede goder.

Den udmelding fik PROSA til at gå på gaden i demonstration den 26. maj for at støtte en overenskomstmæssig konflikt mod CSC. Fagforbund som DM og FTF støttede op om PROSAs demonstration, som gik i optog fra 3F til CSC’s hovedsæde i Valby.

Her talte blandt andre DM’s formand Ingrid Stage fra scenen. Ifølge hende er PROSAs kamp mod ledelsen på CSC en decideret overlevelseskamp for den danske aftalemodel. CSC har nemlig reelt ikke været interesseret i at forhandle på den traditionelle danske måde med give and take.

“CSC vil kun tage, og de har forberedt sig på konflikt i månedsvis. Ledelsen har ført sig frem på en utrolig aggressiv, nærmest krigerisk måde. Vi kan kun konkludere, at den ønsker et afgørende slag mod en del af den danske fagbevægelse, som den givetvis vil følge op med nye slag – også mod andre fagforeninger”, sagde Ingrid Stage.

CSC har omkring 1.300 ansatte i hovedsædet i Valby. De fleste er PROSA-medlemmer, men et par hundrede er akademikere, som også kan blive berørt af konflikten. DM’s formand gjorde det da også klart for forsamlingen, at DM støtter PROSA, og at magistrene deltog i demonstrationen for at vise, at ingen fagforening kan se passivt til, når arbejdsgivere tager de metoder i brug, som CSC anvender.

“Der er mange tegn på, at CSC har foruddiskonteret en konflikt. CSC har henvendt sig til andre it-firmaer for flere måneder siden med henblik på at rekvirere medarbejdere til at erstatte de lockoutede og de strejkende. Samtidig har de hentet udenlandsk arbejdskraft til landet med henblik på oplæring til at udføre konfliktramt arbejde. Det er metoder, vi vil kæmpe imod i samlet flok. Og det er en kamp, vi ikke må tabe”, sagde Ingrid Stage.

Store konsekvenser

Hun opfordrede i forlængelse heraf Folketinget til at sikre, at import af strejkebrydere som arbejdskraft i en overenskomstmæssig arbejdskonflikt ikke fremover bliver en smart måde at undgå jobcentrenes forbud mod at sende arbejdsløse ud som strejkebrydere på.

CSC’s ledelse har lockoutet 120 PROSA-medlemmer siden februar. Men samtidig har den ansat mere end 100 vikarer til at varetage arbejdet for nogle af de godt 400 medlemmer af PROSA, som ved redaktionens slutning var varslet i strejke den 1. juni.

De resterende medarbejdere er blevet tvunget til at oplære vikarerne. CSC’s ledelse har ligeledes bortvist 22 medarbejdere efter tre dages overenskomststridig arbejdsnedlæggelse. Heriblandt var en tillidsmand, som ikke deltog i selve strejken.

CSC har leveret it-servicer i Danmark siden 1959 og er den næststørste leverandør af it-services i Danmark. Virksomheden håndterer tunge opgaver for staten, bl.a. for SKAT.
}