Dansk Magisterforening

Det’ mit job: Søren Dam Nielsen

Af Martin Ejlertsen
Del artikel:

Søren Dam Nielsen, 40 år, Journalist i kommunikations­bureauet Larsen & Partnere

Du er cand.mag. i filosofi og tysk, men arbejder i dag som journalist. Hvordan kom du ind på det spor?
Jeg havde en forestilling om, at jeg ville være gymnasielærer. Men da jeg blev færdig, var det sådan, at man skulle søge optag i Undervisningsministeriet for at få et pædagogikum, og mit hovedfag er filosofi, hvor der var meget få sådanne stillinger at søge. Men en ven fortalte mig om en kommunikationsstilling på Videnscenter om Epilepsi i Dianalund, som jeg søgte og fik. Det blev indgangen til journalistikken. For samtidig begyndte jeg på en diplomuddannelse i journalistik. Jeg arbejdede nemlig sammen med en trykker, der fortalte, at de manglede nogle folk i Larsen & Partnere. Så jeg ringede dertil og kom til samtale og fik jobbet.

Din arbejdsplads er et lille kommunikationsbureau med to andre journalister. I hvilken grad har din uddannelse rustet dig til jobbet som journalist på en lille arbejdsplads?
Jeg skriver som journalist fortrinsvis for fagbladene “Mureren” under 3F og “ArbejdsmiljøNET”. Min universitetsuddannelse har på den måde ikke ret meget at gøre med det, jeg laver nu. Det har til gengæld min efteruddannelse. Man hører til tider diskussion om, hvorvidt der er forskel på magistre og journalister. Jeg synes faktisk ikke, at der er stor forskel. Det afhænger af jobbets ramme. Produktionsniveauet som journalist er ret højt uden meget tid til fordybelse, som der ellers er lagt vægt på inden for humaniora. Jeg skriver desuden til en målgruppe, blandt andet murere, der ikke har en højere uddannelse. Det tvinger mig virkelig til at tænke over mit sprogbrug. Det synes jeg er sundt.

I hvilken grad bruger du din faglighed, når du arbejder som journalist?

Jeg er rigtig stolt af at være magister og filosof. Min uddannelse har givet mig enormt meget. Den har rustet mig til at se meget nuanceret på verden. Det kan man nemt risikere ikke at gøre, hvis man ikke har de egenskaber med sig fra universitetet, hvor man lærer at vende og dreje hver en sten. Men jeg synes ikke, jeg går på kompromis med min faglighed ved at være journalist, selv om jeg ikke altid har tiden til fordybelse. Journalistjobbet er også fagligt meget udfordrende. Man skal kunne være skarp i pennen, samtidig med at man skal tage de forbehold, som forholdet til opponenten kræver. Mit arbejde er til tider måske mere en slags informationsjournalistik, men på grund af interesser og fagpolitik er der bestemt stadig meget på spil. Jeg har desuden ambitioner om at skrive en bog ved siden af mit arbejde – gerne om Goethe, som jeg skrev mit speciale om.

Hvad inspirerer dig i hverdagen?
Det er inspirerende at komme ud på byggepladser og beskæftige sig med murere, som er en helt anden faggruppes verden end min egen. Det er sjovt at komme ud på forskellige arbejdspladser, tale med folk og fremstille deres verden, så de selv er glade for at læse det bagefter. For mange af mine kilder er dette den eneste gang, de vil opleve at medvirke i et interview. Derfor skal man gøre sig ekstra meget umage med at forstå deres arbejdsliv, glæder og bekymringer og fremstille det så præcist som muligt. Det er en forudsætning, at man er god til at spille med på deres præmisser. Det gælder respekten for deres arbejde.

Hvilke ambitioner har du med dit arbejde?
Det sjove ved arbejdet er, at det ligger i en lille flække i Sorø. Her er det ikke de højtuddannedes højborg. Det stiller nogle udfordringer. Her bor jeg med min familie, og jeg vil bevise, at det er muligt at drive journalistisk virksomhed også i en lille by. Jeg bruger derfor mere og mere tid på at skaffe nye opgaver her. Vi har mange kunder inden for fagforeningerne, og vi prøver at skaffe endnu flere. Det er da lidt småt, og nogle gange kunne jeg godt ønske flere kolleger, men jeg kan lide udfordringen og at bo og leve her.

Hvilken udfordring har været størst for dig?
Det handler hele tiden om fordybelse kontra produktivitet. Cirka en gang om ugen vender jeg blikket udad og tænker, om jeg ikke lige skulle bruge lidt mere tid på at sætte mig ind i noget stof. Men jeg har ofte blot halvanden dag eller to til mine artikler, og det giver ikke ret meget tid til fordybelse. Men da jeg sidder med det samme stof hele tiden, lærer jeg også hele tiden noget. Ikke så meget som magister, men som journalist og menneske. Nu har jeg beskæftiget mig med fagforeningsstof og arbejdsmiljø i nogle år. Nu vil jeg også gerne interesse mig for de store linjer som i filosofien. Det er vigtigt for mig at kunne se en udvikling. At man er med til at rykke noget både i det store og i det små.
}