Dansk Magisterforening

Millioner til efteruddannelse samler støv

Af Pernille Siegumfeldt
Del artikel:

Med trepartsaftalen i 2008 blev et stort ønske om ekstra midler til kompetenceudvikling af statens AC-medarbejdere indfriet. I dag, mindre end et år før aftalens udløb, mangler 20 millioner fortsat at blive brugt.

Adskillige millioner kroner til job- og kompetenceudvikling af statens AC-medarbejdere risikerer at stå ubrugte tilbage på en konto, når trepartsaftalen udløber om mindre end et år.

En opgørelse, som Magisterbladet har fået fra Statens Center for Kompetenceudvikling (SCKK), viser, at kun 29,3 millioner er brugt af den pulje, som med trepartsaftalen blev afsat til at opkvalificere og uddanne akademikere i undervisnings-, forsknings- og administrative job i staten. 20 millioner er endnu ikke brugt.

Den situation frustrerer Martin Teil­mann, direktør i Akademikernes Centralorganisation (AC) og desuden formand for arbejdspladsudvalget APU, som fordeler og administrerer midlerne.

“Der er masser af gode kompetenceudviklingsprojekter, som fortjener at få støtte. Men det har været meget vanskeligt at finde en fælles forståelse af grundlaget for arbejdet i udvalget, og min oplevelse er, at det er medarbejdersiden, der har haft hele initiativet. Derfor har der været et usædvanligt langt og frustrerende tilløb, fra startskuddet lød, og til det første projekt fik penge”, siger Martin Teilmann.

Trepartsaftalen høstede ellers store roser fra både politikere, arbejdsgivere og medarbejderorganisationer, da den blev indgået i 2008. Et af de vigtigste punkter i aftalen handlede netop om flere penge til medarbejdernes efteruddannelse og kompetenceudvikling. Og for AC’ernes vedkommende betød aftalen, at en substantiel pulje på ekstra knap 50 millioner kroner blev afsat til formålet. Det er den pulje, som skal være brugt i den igangværende overenskomstperiode, der slutter 1. april 2011.

Ingrid Stage, der er DM’s formand og medlem af APU, er enig i Martin ­Teilmanns vurdering. Det har været en tung proces at komme i gang og beslutte kriterier og procedurer for udvalgets arbejde, erkender hun, men afviser samtidig pure, at man med indgåelsen af trepartsaftalen overvurderede AC’ernes behov for kompetenceudvikling.

“Slet ikke. Der ligger jo mange forslag, også fra DM-arbejdspladser, som bare venter på at blive behandlet. Det er i den sammenhæng også vigtigt at fortælle, at det er nok, at projekterne er besluttet, og midlerne reserveret. Projekterne behøver ikke at være i gang, når aftalen udløber”, forklarer Ingrid Stage.

AC’s direktør, Martin Teilmann, vurderer også, at pengene nok skal blive brugt. Men der bliver behov for en afløbsperiode efter overenskomstens udløb.

“Der er enkelte områder, fx Undervisningsministeriets, hvor det er vanskeligt at få brugt pengene. Vi kommer i det hele taget til at skulle løbe lidt stærkere hen imod målstregen, så også de sidste 20 millioner bliver anvendt bedst muligt”, fastslår Martin Teilmann.

}