Mellem vold og udvisning

Allerede som barn af pakistanske indvandrere i Odense hørte Uzma Ahmed Andresen mange historier om voldsramte familiesammenførte kvinder og deres børn. Hendes mor tolkede urdu og var forkvinde i en kvindeforening, og kvinder fra hele verden kom i hjemmet, hvor de diskuterede alt fra makeup til menneskerettigheder. En pakistansk kvinde, der skjulte sig for sin voldelige ægtemand, blev Uzma Ahmed Andresens nye søster, da moderen tog hende til sig.

“Mødet med disse kvinder har lige fra starten berørt mig dybt. De kæmper og kæmper for sig selv og deres børn, men systemet yder dem på ingen måde retfærdighed. Syv-års-reglen betyder fx, at tilknytningskravet til Danmark er blevet endnu større. De skal også selv dokumentere, at de bliver udsat for hustruvold. Vender de manden ryggen, vender de typisk hele familien ryggen, mange af dem kender ikke deres rettigheder eller ved, hvor de kan få hjælp. Det er et demokratisk problem, men også et menneskeretligt og etisk spørgsmål, for det er den måde, som det danske samfund med sin lovgivning har valgt, at situationen skal være for nogle af de svageste og allermest udsatte borgere”, forklarer Uzma Ahmed Andresen.

Hun er 35 år og uddannet cand.ling.merc. i engelsk, har arbejdet som translatør og – indtil for to år siden – som udviklingskonsulent for Røde Kors på integrationsområdet. Men så var der et andet projekt, der trængte sig for kraftigt på.

Problemets omfang ukendt
Sammen med billedkunstneren Tina Enghoff har hun rejst landet tyndt og interviewet og fotograferet voldsofre fra så forskellige lande som Cuba, Ukraine, Thailand, Pakistan og Gambia. Kvinder, som er fanget i et voldeligt ægteskab, fordi bl.a. syv-års-reglen kan tvinge dem og deres børn tilbage til et liv i hjemlandet, de af forskellige årsager har vendt ryggen. Arbejdet med kvinderne er resulteret i udstillingen “SYV”, som åbner med fotografier og videoinstallation på Det Nationale Fotocenter i København 20. maj. En bog med de bearbejdede interviews og fotos udkommer ved samme lejlighed, og et debatarrangement, lavet i samarbejde med KVINFO, følger efter 3. juni, også i Diamanten.

“Syv” er ikke et projekt, der har til formål at kortlægge problemets omfang. Undervejs gik det nemlig op for Uzma Ahmed Andresen, at der ikke eksisterer noget talmateriale, der dokumenterer, hvor mange familiesammenførte kvinder der rent faktisk lever i voldelige ægteskaber.

“Vi fik kontakt med kvinderne gennem sprog- og krisecentrene i de større byer. Men der er ingen tvivl om, at mange vælger ikke at tage kontakt med de sociale myndigheder eller krisecentrene. Vi ved også, at kvinder, der kommer på skadestuen med brud osv., ofte har deres mand med, han bliver brugt som tolk og fortæller næppe nogensinde den rigtige historie, så heller ikke sygehusene kan redegøre for, hvor mange ofre der findes”, forklarer hun.

Udstillingen er ikke en jagt på de voldelige ægtemænd. Det er lovgiverne, som de stærkt personlige og følelsesladede beretninger fra kvinderne forhåbentlig vil tale til.

“Lovgivningen er skyld i nogle meget hårde skæbner. Tina Enghoff og jeg udviklede et ritual, så vi – hver gang vi krydsede Storebælt – tog en dukkert for at vaske de barske historier lidt af os, inden vi kom hjem”, siger Uzma Ahmed Andresen.

At projektet langtfra er slut, når udstillingen lukker ned igen til september, står klart for hende.

“Vi vil gerne forandre nogle ting gennem kunsten og igennem kvindernes stærke historier. Samtidig har vores oplevelser rejst en hel masse nye spørgsmål, fx om den manglende dokumentation på området. Vi savner en hel masse tal og fakta om disse skæbner. Drømmescenariet for mig er, at jeg – i samarbejde med Institut for Menneskerettigheder, Dannerstiftelsen, Børnerådet og andre eksperter – kan være med til at afdække problemet mere præcist”, siger Uzma Ahmed Andresen.