En humanistisk biks

“Lige et øjeblik. Jeg skal lige ordne det her toilet”, siger hun og er i løbet af et splitsekund forsvundet bag den brune finérdør. Og næsten lige så hurtigt er hun tilbage. At standse løbende toiletter er tydeligvis en af de utallige særkompetencer, som Bitten Lehmann-Poulsen har erhvervet sig gennem de tre år, hun foreløbig har været leder af kultur- og aktivitetshuset i Aabenraa, Nygadehuset.

“Det var ikke, fordi der stod Bitten i opslaget, da jeg søgte det her job. Men jeg har det med at ende steder, som jeg ikke lige havde forestillet mig”, siger hun grinende, mens hun fortsætter rundvisningen i det 2200 m2 store hus, som er hendes daglige domæne. Og det er en alsidig legeplads, hun er havnet på, erkender hun.

Fra kvist til kælder gemmer dør efter dør på alt, hvad indbyggerne i Aabenraa kan tænkes at interessere sig for: keramikværksted, malerværksted, motorisk sanserum for småbørn, traditionelle undervisningslokaler, gammeldags mødelokaler med tunge gardiner for vinduerne, koncertsal og ikke mindst slyngelstuen i kælderen, der tiltrækker byens musikeksperimenterende ungdom. Med brædder for vinduerne, plettet filttæppe på gulvet og en lugt, der indikerer, at rygeforbud er en administrativ beslutning.

“Det er selvfølgelig mit ansvar at udvikle huset. Men i dagligdagen er min fornemste opgave at drikke kaffe og sørge for, at brugerne, de frivillige og de ansatte føler sig godt tilpas her”, fortæller den 38-årige cand.mag. i æstetik og kultur fra Aarhus Universitet.

Før hun landede i det sønderjyske, boede Bitten Lehmann-Poulsen på Samsø, hvor hun var ansat som projektleder på et innovationsprojekt. Hendes job var at få overbevist verden om, at Samsø er en perle, der er værd at satse på, og sammen med en række andre ildsjæle gik hun til den med krum hals. Men da projektperioden udløb, skulle der ske noget nyt:

“Det var fedt at bo på Samsø, men magisterjob er der altså ikke mange af. Derudover var jeg også træt af at ræse af sted efter færgen og ikke nå den, så vi var klar til at prøve noget nyt”, fortæller hun. 

Kørsel er ikke spild af tid
Vejen fra færgeterminalen gik mod Aabenraa, og med i flyttelæsset var mand og to børn. Det private ophold i Aabenraa var dog kun en parentes, så i dag har familien base i Skanderborg. Det betyder omkring tre timers daglig transport til og fra arbejde for kulturhuslederen, men det er ikke spildtid, fastslår hun:

“Tiden i bilen er god at tænke tanker til ende i. Jeg bliver forstyrret 75 gange i løbet af en dag. Så er der en, der mangler et frimærke, så vil en anden have lov til at tage en kopi, så kommer der en, der har fået en god idé, som lige skal luftes. Når jeg skal skrive fondsansøgninger og tænke store tanker, skal jeg have ro omkring mig, og det har jeg, når jeg kører bil, og når jeg en dag om ugen arbejder hjemme. Så får jeg den slags fra hånden”.

Ud over Bitten Lehmann-Poulsen er der ansat en fast medarbejder i caféen samt en bogholder et par timer dagligt. Ellers er huset bemandet af mennesker, der er rekrutteret via jobcentret på mange forskellige beskæftigelsesordninger.

“Noget af det, jeg har lært rigtigt meget i det her job, er ledelse. Og jeg vil ikke sige, at det er nemt. Vi har tradition for at have alle mulige mennesker ansat på særordninger. Vi har en flexjobber, vi har også haft en i skånejob, så har vi nogle i arbejdsprøvning, og andre kommer her som praktikanter. Man bliver ret jobcenterkyndig i samfundets tjeneste, og det, synes jeg, er positivt. Nogle af de mennesker, der trives her, er folk, der har oplevet svigt hele vejen igennem deres liv. Men vi kan godt rumme dem. Vi finder på noget, de kan lave, så de bliver glade, og det synes jeg er en gave at give”, fortæller hun.

Bitten Lehmann-Poulsen ser ikke sig selv som en klassisk ledertype. Hun trives bedst i flade strukturer, hvor det er op til den enkelte at planlægge dagen og tage ansvar for tingene. Men den går ikke altid i et hus, der er så mangfoldigt som Nygadehuset.

“Jeg har opdaget, at nogle har brug for en chef, før de får noget fra hånden. Derfor er min udfordring at være mere skrap og tydelig der, hvor det er nødvendigt. Og det kan godt være svært, for jeg ser jo i bund og grund mig selv som en ansat på lige fod med alle de andre”, indrømmer hun.

Både i forbindelse med ledelsesudfordringerne, men også til idéudvikling kunne Bitten Lehmann-Poulsen godt bruge et par kolleger, der tænker som hende. For det er indimellem krævende at være alene om at fostre de lidt dybere tanker og føre dem ud i livet som idéer, der giver mening i et samfund som det sønderjyske.

“Jeg skal være den, der tror på mine idéer, og det kan være hårdt. På den front kunne jeg godt bruge en faglig sparringspartner, som sad tæt på mig. Men når jeg nu ikke har det, bruger jeg dels de kompetente folk i forvaltningen på kommunen, dels nogle af mine venner. Hos dem prøver jeg mine idéer af, så jeg føler mig klædt lidt bedre på, inden jeg serverer dem for personalegruppen i huset”. *

De ansatte har vænnet sig til, at der kommer nogle ting på bordet, som ikke lige er hverdagskost i de tyndere befolkede egne af Danmark. Som når Henrik Strube og forfatteren Erling Jepsen senere på året tørner sammen på scenen i Nygadehuset under overskriften “Røverhistorier fra det virkelige liv”.

“Det er meget sødt, og jeg oplever faktisk, at de nærmest undskylder mig lidt. Jeg er på en måde blevet alles barnebarn. De kigger på hinanden og siger: “Hvad har hun nu fundet på. Det går aldrig. Men vi skal nok hjælpe hende””, fortæller hun grinende. 

Cigarkasse-princippet
På trods af skepsis har Bitten Lehmann-Poulsen fået programsat mange aktiviteter, som har vist sig bæredygtige.

“Det er ikke nok, at folk kan komme her og smide en 10’er i kassen og så tro, at det er BonBon-Land. Jeg vil animere folk til at udvikle sig, og derfor sætter jeg nogle ting i gang, som stikker lidt dybere. Selv om aktiviteterne bliver serveret som meget spiselige i præsentationerne, så oplever jeg, at folk har fået noget andet og noget mere med, når de går herfra igen. Det synes jeg er dejligt”.

Ligesom ledelsesopgaverne har givet Bitten Lehmann-Poulsen kam til det rødlige hår, er den økonomiske side af jobbet også en vedvarende udfordring. For husets pengekasse skal kunne tåle, at publikum svigter:

“Jeg er nødt til at forholde mig til, at økonomien skal kunne bære, at der ikke kommer et øje. Hvis man er rigtig uheldig, har man planlagt et fedt arrangement på den søndag, hvor der tilfældigvis åbner et nyt byggemarked. Og så står folk altså i kø derude, mens du får lov til at sidde her mutters alene med alle dine talenter. Det er bagsiden af medaljen, men sådan er det, når man prøver at lancere noget kultur, der ikke lige er mainstream i lokalområdet”.

Fordi Nygadehuset er kommunalt ejet, er Bitten Lehmann-Poulsen underlagt indkøbsaftaler og andre økonomiske styringsredskaber som andre kommunale institutioner. Det fører en masse kolonner og paragraffer med sig, som ikke lige stod på forelæsningsskemaet på Aarhus Universitet:

“Jeg har læst Foucault, jeg har ikke læst økonomi. Så jeg driver det her, som jeg også driver min private cigarkasse derhjemme. Vi skal selvfølgelig overholde de indkøbsaftaler, der er indgået, men fordelen for os er, at vi bruger sådan nogle mærkelige ting i hverdagen. Der er ikke lige en aftale, der dækker græsfrø eller knænylonstrømper. Der står heller ikke noget om, at vi ikke må tage vores gamle garnrester med hjemmefra. Så på den måde har vi friere rammer. Og kan vi finde noget, der er billigere i Netto, så gør vi da det”.

Friheden ved at være sin egen chef er noget af det, som Bitten Lehmann-Poulsen sætter allermest pris på ved jobbet i Nygadehuset. Hun kan trække på de kommunale forvaltninger, hvis behovet opstår, og samtidig er der ingen, der udstikker lodrette ordrer til hende.

“Det, der krydrer min jobmæssige tilfredsstillelse mest, er, at jeg kan føre idéerne ud i livet. Jeg skal få planlagt arrangementerne og husets drift, så det giver mening for de mennesker, der kommer her, så min målestok er, om folk er glade for at være her. Jeg har fået skabt en meget humanistisk biks, og jeg føler, det er det rigtige. Men man kan jo aldrig sige, at man er færdig med noget. Man er på vej, og det er jeg også her”.