Studier skal stile mod arbejdslivet

Det er for sent at lægge en strategi for ens plads på arbejdsmarkedet, hvis man først gør det som dimittend. Studerende skal være meget mere målrettede i deres studietid, hvis de vil forøge chancen for at få job hurtigt efter dimissionen. Det viser ny landsdækkende undersøgelse, som Akademikernes Centralorganisation (AC) offentliggjorde den 14. april.

Initiativet til undersøgelsen blev taget, da der i begyndelsen af 2008 efter flere års højkonjunktur stadig sås en relativ høj ledighed blandt dimittender. Blandt akademiske sommerdimittender fra 2007 var der stadig en ledighed på 10 procent et halvt år efter dimissionen på trods af højkonjunkturen. Siden har krisen også ramt Danmark.

“At undersøgelsens bagtæppe er farvet af både gode og dårlige tider, har derfor gjort, at vi har fanget nogle mere strukturelle og blivende problemer i sammenhængen mellem uddannelsesverdenen og arbejdsmarkedet”, fortælle Louise Bjerregaard, projektkonsulent i AC.

Prioritér arbejde frem for at blive færdig på normeret tid
Det er især studierelevant arbejde og tidlig jobsøgning, der mindsker dimittendernes ledighedsrisiko. 63 procent af de adspurgte, der var i arbejde hurtigt efter dimissionen, havde haft faglig relevant studiejob, og 25 procent af de nyuddannede i job havde haft studiejob med lille eller ingen faglig relevans.

“Man har godt vidst, at studierelevant arbejde er en god idé, men det har ikke været klart, hvor stor betydning det har. Men undersøgelsen viser, at studierelevant arbejde renser for betydningen af karakterer, og det er meget tankevækkende og overraskende”, siger Louise Bjerregaard. Det faktum overrasker mange studerende: “Jeg har fået fem 12-taller, bl.a. i mit speciale, og det giver ingen adgang, for karaktererne gør ingenting, hvis du ikke har erfaringen. Og det vidste jeg intet om, da jeg gik på universitetet, helt seriøst. Jeg tænkte, at en god karakter må være bevis på, at jeg er god til noget, at jeg kan noget fagligt. Men det passer ikke, for det kigger de ikke på. Og det synes jeg godt, de kunne have sagt på universitetet. For så havde jeg gjort mindre ud af et par fag og så i stedet taget relevant studiearbejde”, beklager Camilla sig i undersøgelsen. Hun er cand.mag. i oplevelsesøkonomi fra Aarhus Universitet.

Undersøgelsen afslører også, at hvis de studerende vælger at bruge et til to år mere på studiet, hvor de gør plads til studierelevant arbejde, så har de en nemmere indgang på arbejdsmarkedet end deres studiefæller, som gør studiet færdigt på normeret tid, men ikke har et studierelevant arbejde. “Det skyldes, hvad vi kalder kravet til dobbeltkvalificering. Det vil sige, at man både skal have en god uddannelse og et cv med nogle praktiske studierelevante aktiviteter for at være mest interessant for arbejdsgiverne som nyuddannet akademiker”, forklarer Louise Bjerregaard.

Advarsel til politikerne
“Det må siges at være en advarsel mod ønsket om yderligere politiske stramninger i SU eller studietiden. I forvejen stresser man de studerende hurtigt igennem studierne, og undersøgelsen viser faktisk, at det ikke kan betale sig for dem. Arbejdsgiverne vil hellere have en kandidat, der har haft lidt længere studietid, hvis man samtidig har opnået praktisk erfaring”, siger Niels Lykke Jensen, afdelingschef i AC.

Han synes, at det er uretfærdigt for de studerende, der ikke bemærker sådanne skjulte spilleregler, som har så stor indflydelse på, hvordan de kommer ind på arbejdsmarkedet efter studierne. Niels Lykke Jensen foreslår, at der gøres mere ud af rådgivningen af nyoptagede studerende på de videregående uddannelser.

“Jeg fik at vide til en såkaldt netværksdag, at det var vigtigt at netværke. De sagde alle sammen, at det var ligegyldigt, hvor lang tid man var om sin uddannelse, så længe man fik skabt et stort netværk. Og det får man så at vide, når man er lige ved at være færdig – på normeret tid. Universitetet vil bare gerne have os igennem og ud, mens virksomhederne gerne vil have, at vi har en masse erfaring ved siden af. Og der føler man sig lidt snydt, at man ikke får det at vide noget før”, siger Birgitte, biologistuderende fra Syddansk Universitet.

“Det vil være oplagt at fortælle om, hvordan det er gået andre, der er dimitteret fra faget, så de studerende har den baggrundsviden tidligt til at målrette deres studieaktiviteter og arbejde”, påpeger Niels Lykke Jensen.

Undersøgelsen viser, at tæt på 45 procent af de adspurgte ikke har haft studierelevant arbejde i mærkbart omfang, på trods af at det længe har været kendt, at studierelevant arbejde kan fremme de studerendes kommende karriere. Derfor har man i undersøgelsen fokuseret på, hvilke barrierer der findes for, at de studerende bedre kan kvalificere sig til arbejdsmarkedet. De studerende giver i undersøgelsen udtryk for, at de faktisk er blevet informeret om, at de bør have et studierelevant arbejde, men at de har svært ved at vurdere, hvilke job der er relevante og oplagte for dem. I andre tilfælde er udbuddet af relevante studiejob meget lille.

“Studiejob hænger ikke ligefrem på træerne. Man kan ikke blive ansat som student i forskerregi, fordi man ikke er kvalificeret nok. Så skal man vælge noget helt andet, og så er det ikke studierelevant”, fortæller Brian, biologistuderende fra Københavns Universitet. 

Universiteter uddanner kun til forskning
Men mens de studerende forsøger at klare sig igennem studiet, og studiestedet opfordrer dem til at lægge så meget indsats i de enkelte fag som muligt, så glemmer mange at stoppe op og reflektere over, hvor de er på vej hen. Det er svært at overskue, hvilken vej man skal følge for at få de bedst mulige chancer på arbejdsmarkedet, hvis studietiden er overvældende og kompliceret.

“Man får for meget lov til bare at vælge spændende fag, og det er fint nok, men det gør også, at det er svært at få en fornemmelse af, hvad der bliver efterspurgt på arbejdsmarkedet”, fortæller Barbara, biologistuderende på Københavns Universitet.

“Billedligt talt kan man sige, at man ser et kæmpemæssigt floddelta for sig med et næsten uendeligt antal bifloder, vandfald og strømhvirvler. Hver studerende er blevet placeret i en båd, og de skal nu igennem deltaet. Det er ualmindelig svært at danne sig et overblik, for ikke nok med at det er umuligt at vide på forhånd, om det er hovedfloden eller en af de utallige bifloder, der vil føre en hurtigst og tørrest igennem deltaet, man skal også holde sig oven vande og forsøge at undgå de værste strømhvirvler. Og hvordan ved man, om hovedfloden og bifloderne fører samme sted hen? Langt de fleste vil have så travlt med at holde sig sikkert i båden, at de vil følge hovedstrømmen. Hovedstrømmen er den strategi, som kulturen på det pågældende uddannelsessted påvirker de studerende til at følge. Men er det den bedste vej?”, spørger Niels Lykke Jensen retorisk.

“Det generelle forskerfokus synes udbredt på mange uddannelsesretninger, men de interviewede oplever samtidig det fokus som uudtalt. Det bliver ikke italesat, at uddannelsen har udpræget forskerfokus. Det virker snarere som en omstændighed, der ganske sent går op for de studerende: At floddeltaets hovedstrøm teoretisk set fører dem hen ad forskersporet, uanset om de har reelle muligheder eller ønsker om en forskerkarriere”, fortæller Louise Bjerregaard.

Som Henriette, en historiestuderende fra Københavns Universitet, udtrykker det i undersøgelsen: “Underviserne uddanner os til forskere. Det er åbenbart deres funktion, og det kan godt nogle gange være lidt frustrerende. Hvor mange kommer egentlig til at være forskere? Der mangler fokus på, at de studerende kommer ud i en anden virkelighed”, siger hun.

Niels Lykke Jensen understreger, at han ikke mener, at løsningen er at gøre universiteterne mindre akademiske. Men at der er behov for at gennemtænke, hvad det betyder, at man er gået fra at have elite­universiteter til masseuniversiteter, hvor måske kun to studerende ud af en årgang virkelig kommer til at arbejde med fagligheden som forskere, og resten af de studerende skal bruge deres viden på det almindelige arbejdsmarked. “Man bør have en gennemtænkt sammensætning af lærergruppen, så der også er en hel del eksterne lektorer, som dækker de sektorer, kandidaterne oftest kommer til at arbejde i”, siger han.

“På nogle uddannelsessteder bør man nok prøve at nedbryde den Berlinmur, der er mellem studiet og arbejdsmarkedet, hvor man siger: Vi uddanner, så godt som vi kan og til det højeste niveau, men hvad der sker efter dimissionen, det er ikke vores ansvar”, siger Niels Lykke Jensen.