Kunsten at sprænge rammerne

Udsigten er betagende fra Museet for Religiøs Kunst i Lemvig. På kanten af Limfjorden ligger byggeriet. Med frit udsyn til vuggende bølger, fiskekuttere og husene på den modsatte brink.

Måske er det netop derfor, museumsleder Gerd Rathje stort set ingen vinduer har i sit kontor. Så bliver hun ikke forstyrret af det dragende, meditative udsyn til himmel og hav, men kan i stedet koncentrere sig om det, hun skal: at sætte forholdet mellem kunst og religion til både refleksion og diskussion gennem museets skiftende udstillinger.

Dørene åbnes først for offentligheden klokken 13, så da Gerd Rathje inviterer på en rundtur i huset, skal sikkerhedsalarmerne lige kobles fra.

“Inden for sikkerhed på museer ligger vi i den højeste kategori. Det betyder, at vi er i stand til at skaffe udstillinger, som kan være endog meget svære at få fat i. Simpelthen fordi vi har det nyeste og højeste sikkerhedsniveau”, fortæller hun, mens hun låser op til udstillingen Det Guddommelige Billede, som består af russiske ikoner fra 1700-1800-tallet udlånt af Bodøgaardsamlingen samt nutidige fotografier af den norske samtidskunstner Steinar Christensen.

Udstillingen er den tiende i rækken under Gerd Rathjes ledelse af Museet for Religiøs Kunst. Hun er uddannet kunsthistoriker fra Københavns Universitet og University of California i Los Angeles i 2007. Stillingen som museumsleder i Lemvig blev slået op, kort efter at hun havde afleveret sit speciale. Selv om der er langt fra livet i hovedstaden til den vestjyske provinsby, var hun ikke i tvivl om, at hun skulle sende sin ansøgning. Og ud af 27 kandidater valgte bestyrelsen hende.

“Jeg er født og opvokset på Frederiksberg, så det var et clean break at komme hertil. Jeg kan på sin vis godt forstå, at folk som det første tænker, at det her må være kedsomhed i syvende potens. Butikkerne lukker klokken 12 om lørdagen, og så virker her totalt menneskeforladt. Men sådan er det ikke, de sociale strukturer er bare anderledes her end i en stor by”, siger hun som kommentar til den stilhed, der en grålig onsdag formiddag også hersker på museet. 

Det er okay at fejle
Den eneste grund til, at Gerd Rathjes smittende begejstring over udstillingen ikke møder verbal konkurrence på rundturen er, at ingen af husets 70 frivillige hjælpere endnu er dukket op.

“De frivillige kommer først ved ellevetiden. Så mødes vi over en kop kaffe og en bolle i caféen, og så får vi en hyggelig sludder med hinanden og får talt om det, der lige presser sig på”.

Ud over at sikre et højt kunstfagligt niveau på museet er det også Gerd Rathjes opgave at være en god chef for de øvrige syv lønnede medarbejdere samt det store frivillige korps. Det kræver både overblik og autoritet at få det hele til at spille sammen og gå op i en højere enhed.

“Det er en stor mundfuld for en ung leder som mig at have så stor en personalegruppe. Men jeg har lært meget allerede. Jeg har meldt mig ind i et netværk for unge ledere, hvor jeg henter inspiration gennem virksomhedsbesøg og snak med de andre. I begyndelsen havde jeg travlt med at vise, at jeg godt kunne magte det. Men man bliver også træt af at skulle vise hele tiden. I stedet har jeg fundet ro i, at det er okay, at man laver fejl indimellem, og så har jeg besluttet, at det er vigtigt, at jeg ikke blander mig i alting. Det er ikke mig, der skal detailstyre, hvilke boller der skal serveres. Det har Inga og de andre i caféen meget mere styr på. Mit ansvar er at få kompetencerne til at stråle hos de mennesker, som mit museum betaler løn til, og som kommer her helt frivilligt for at hjælpe. Og det, synes jeg, lykkes”, siger hun.

Et blik på de talkolonner, der holder styr på museets udvikling, tyder på, at Gerd Rathjes fornemmelse for religiøs kunst og lederskab er rigtig. Støtteforeningen er vokset fra 900 til 1.300 medlemmer i de små tre år, hun har været ansat. Det årlige antal betalende gæster er rykket op på 35.000. Og der er så mange frivillige, der gerne vil være en del af museets daglige drift, at der nu er oprettet en venteliste, fordi der ikke kan presses flere mennesker ind i vagtplanerne.

Lige nu har Gerd Rathje travlt med planlægningen af en udstilling, der skal åbne i 2013. Hvem der kommer til at pryde museets hvide vægge, er noget nær en statshemmelighed. “Niks, det siger jeg ikke. Men det bliver spændende”, fastslår hun med et hemmelighedsfuldt smil.

Som noget af det første i sin karriere som museumsleder erklærede Gerd Rath­je, at religiøs kunst i hendes optik er et globalt fænomen. Fra at være et museum rettet mod den kristne dimension i kunsten bringer den 29-årige museumsleder i dag alle trosretninger i spil, når hun rejser rundt i verden efter kunstnere og udstillinger, der skal tolkes i den lemvigske ramme. Af samme grund er hun ved at få de sidste aftaler til at falde på plads til et forestående besøg i Hamburg. Hvem hun skal møde, vil hun heller ikke ud med. Det er en del af 2013-hemmeligheden. 

Sparring hentes udefra
Det kan være lidt et ensomt fagligt ridt at være den eneste kunstfaglige person på museet, erkender Gerd Rathje. Men det har også sine fordele: Der er begrænsede faglige sammenstød at slås med i hverdagen. Og når det er nødvendigt med kunstfaglig sparring, finder museumslederen den uden for huset.

“Jeg har ikke nogen i dagligdagen, jeg kan vende faglige ting med, så jeg prøver at kompensere for det ved at bruge min bestyrelse meget aktivt og derudover ved altid at indhente eksperter, når jeg planlægger nye udstillinger. Jeg henter de mennesker ind fra branchen og mit netværk, som ved noget på området, og det giver mig en del af den faglige sparring, som jeg indimellem savner lidt i hverdagen”, siger hun.

Den store kontaktflade til kunstverdenen, både den i Danmark, men også i det øvrige Norden og resten af verden, plejer Gerd Rathje de første par timer af arbejdsdagen. Fra mødetid mellem klokken otte og ni og til de frivillige hjælpere ankommer klokken elleve, er der ofte kun hende selv og hendes sekretær i huset. Det er i det tidsrum, der er ro til at besvare mails, få planlagt rejser og skrive tekster til kommende udstillingskataloger.

“Selv om der er stille dage her på museet, er min hverdag langtfra kedelig. Mellem en og to uger om måneden er jeg ude at rejse, og jeg er til masser af møder i museumsverdenen. Jeg har dage, hvor jeg går hjem klokken 16, men jeg har også dage, hvor jeg er her 16 timer, fordi vi arbejder på at få gjort en ny udstilling klar. Med fare for at lyde som en ingeniør vil jeg sige, at jeg i kraft af min uddannelse er blevet rustet til problemløsning. Det betyder, at jeg nogle dage er totalt praktisk gris. Men så har jeg også andre dage, hvor jeg bruger hele min akademiske faglighed på at undersøge, hvordan forholdet mellem kunst og religion kan udtrykkes med forskningsmæssig tyngde. Der er masser af udfordringer, selv om vi er langt væk fra København”, fastslår hun.