Dansk Magisterforening

Syge danskere skal gå på arbejde

Af Martin Ejlertsen
Del artikel:

Sygemeldte kan godt arbejde på nedsat tid og være i dialog med arbejdspladsen. Det kan nedbringe sygefraværet, mener regeringen. Fagforeninger bakker op, men advarer imod pres til at gå på arbejde.

Danskerne skal på arbejde – også selv om de er syge. For mange kan godt arbejde, selv om de er sygemeldte. I gennemsnit er danskerne årligt sygemeldt 11 uger, blandt andet forårsaget af, at 150.000 danskere er langtidssygemeldte, og det er alt for mange, lyder budskabet fra Beskæftigelsesministeriet.

Med millionkampagnen “Syg med job – sygdom og arbejde behøver ikke at udelukke hinanden” vil ministeriet gøre det muligt, at endnu flere får mulighed for at arbejde under sygdom og holde kontakt med arbejdspladsen under sygdom.

Den linje møder opbakning fra en række fagforeninger. Formand i DM Ingrid Stage pointerer, at det er vigtigt med åbenhed og dialog på arbejdspladsen om, hvordan man håndterer sygdom.

“Man skal have lov til at være syg. Men det er lettere at komme tilbage i arbejde, hvis man ikke har været totalt isoleret under sygdommen. Derfor er det vigtigt, at den enkelte arbejdsplads har en sygefraværspolitik og åbent diskuterer løsninger og muligheder for sygefravær”, siger Ingrid Stage og peger på, at tillidsrepræsentanter i den forbindelse spiller en afgørende rolle.

“De kan støtte og hjælpe den sygemeldte, så man ikke piskes tilbage i arbejde på grund af det økonomiske argument, at “sygdom koster”, for det er kontraproduktivt”, siger Ingrid Stage.

Det er formand for HK/Kommunals beskæftigelsesudvalg Christian Grønnemark enig i. Ifølge ham skal tillidsrepræsentanten sørge for, at den sygemeldte ikke bliver truet tilbage på arbejde.

“Man skal ikke komme i den situation, hvor man er bange for at blive afskediget og overhører kroppens egne signaler og går på arbejde uden at være klar til det”, siger han til Ekstra Bladet. 

Bred opbakning
Både DM, HK, LO og 3F støtter op om idéen bag regeringens sygekampagne, og at medlemmerne skal have en tæt kontakt med arbejdspladsen under langtidssygemelding. Men samtidig advarer fagforeningerne imod, at den sygemeldte skal for hurtigt tilbage i arbejde. Derfor skal tillidsrepræsentanten tages med på råd for at udarbejde en sygefraværspolitik, som vil være en fordel for alle parter på arbejdspladsen.

Ministeriets kampagne startede den 15. marts. Den er en del af en trepartsaftale om sygdom, som er indgået mellem regeringen og en række faglige organisationer som LO, DA, FTF, KL, Danske Regioner, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Lederne, Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger og Akademikernes Centralorganisation (AC).

Ifølge underdirektør i DA Charlotte Vester er sygefraværssamtaler og mere fokus på deltidsarbejde i forbindelse med sygdom vigtigt for både samfundet, arbejdspladsen og den enkelte medarbejder.

“Jo mere man bevarer sin tilknytning til arbejdspladsen, jo større chance er der for at komme hurtigt tilbage igen”, siger Charlotte Vester.

Hun pointerer, at der altid vil være en risiko for, at der kan opstå enkeltsager, hvor det går skævt. Men der er kommet et nyt instrument, som man på arbejdspladserne skal vende sig til at bruge.

“Det kræver øvelse. Derfor er det vigtigt at understrege, at sygesamtalerne føres i samarbejdets ånd. Det handler om at bringe medarbejderen tilbage i arbejde, så hurtigt som helbredet tillader det”, siger Charlotte Vester.

}