Dansk Magisterforening

Magister Med Profil: Indflydelse er noget, man tager

Af Pernille Siegumfeldt
Del artikel:

For kun anden gang i Udenrigsministeriets historie er en antropolog strøget helt til tops i det diplomatiske hierarki. Danmarks kommende ambassadør i Burkina Faso, Birgitte Markussen, er gået målrettet efter job på den globale scene og har sagt det højt. Det er nødvendigt, hvis man som kvinde har lederambitioner, mener hun.

Verden er hvid udenfor, og der er ild i brændeovnen hjemme hos Birgitte Markussen på adressen i Kongens Lyngby.  Under hætten er der grøn te på porcelænskanden, og et fad med æblemuffins står på stuebordet og frister. Det er svigermor, der har været så venlig. For selv om karrierediplomaten er i færd med at afspadsere en kæmpe overarbejdspukkel oven på FN’s COP 15-møde i København, er hun ikke nået til det hjemmebagte endnu.

“Jeg har ikke talt fransk, siden jeg var på filmskole i Paris i slutningen af 80’erne, så jeg har støvet de gamle grammatikbøger af. Jeg kan godt blive en anelse nervøs ved tanken om, at mit arbejdssprog om kun et halvt år, når der skal forhandles på allerhøjeste niveau, er fransk”, siger Birgitte Markussen.

For kun anden gang i Udenrigsministeriets historie er en antropolog blevet udnævnt til en ambassadørpost. Til september rejser 46-årige Birgitte Markussen til Burkina Faso i Vestafrika, hvor hun skal stå i spidsen for den danske repræsentation i hovedstaden, Ouagadougou. Med sine knap 14 millioner indbyggere er den fattige tidligere franske koloni en stor udfordring:

“Jeg glæder mig til at lære at forstå landet Burkina og dets økonomiske og politiske rolle i regionen. Præsidenten har mæglet i tre konflikter i området uden for sine egne grænser. Klimaet bliver et centralt opmærksomhedspunkt. Vejret er uforudsigeligt med lange tørkeperioder, som i stigende grad går ud over både den sårbare eksport af bomuld og landets øvrige landbrugsproduktion. Ligesom i resten af verden skal vi også i Afrika i langt større grad tænke udenrigs-, udviklings-, og handelspolitik og eksempelvis sikkerhedspolitik sammen. Og så bliver en af mine største opgaver at være med til at effektivisere samarbejdet mellem aktørerne i den internationale udviklingsbistand”, forklarer Birgitte Markussen.

Familie bliver hjemme
At hun brænder for sit arbejde, lægger Birgitte Markussen ikke skjul på. Jobmæssigt tog hun adskillige snørklede omveje, inden hun for knap 10 år siden landede i Udenrigsministeriets sektorfaglige tjeneste.

Hun har arbejdet som konsulent i Afrika, Latinamerika og Asien for det rådgivende ingeniørfirma Carl Bro, noget af tiden fra Wien, hvor hendes mand i tre år var på kontrakt for FN. Hun har også været ansat i Grinsted Public, et bureau, der leverer analyser og kommunikation til den offentlige sektor.

I Udenrigsministeriet har hun arbejdet med kvalitetssikring af den danske bistandshjælp, og så var hun med til at gennemgå indsatsen efter tsunamien i 2005, hvor tjenesten fik hård kritik. Derefter fulgte tre år som souschef på ambassaden i Ugandas hovedstad, Kampala før hun i 2008 blev souschef i Udenrigsministeriets miljø-, energi- og klimakontor, der har arbejdet bag kulisserne op til og under COP 15 i København.

Sammen med adoptionen af sin datter fra Uganda skubbede en spændende række af opgaver – bl.a. fredsforhandlinger mellem den ugandiske regering og oprørsgruppen Lords Resistance Army og en vellykket indsats for fattigdomsreduktion – kraftigt til hendes begejstring for det afrikanske kontinent og dets folk.

Efter mange overvejelser bliver mand og børn i udgangspunktet i Lyngby, når hun rejser til sommer. Hvordan hun kan tage af sted uden dem, har Birgitte Markussen skullet svare på adskillige spørgsmål om siden sin udnævnelse.

“Det er kun halvandet år siden, at vi kom hjem fra Uganda. Vores store dreng går i gymnasiet, og vores datter er først lige faldet rigtigt godt til i Danmark. De har jo også en far, som i øvrigt selv har et superspændende job i en dansk virksomhed. I stedet for at se problemer alle vegne vælger vi at fokusere på de mange muligheder og oplevelser, som også resten af familien får glæde af, når jeg tager til Afrika. Der vil blive masser af rejser frem og tilbage”, pointerer Birgitte Markussen.

Den skarpe prioritering og de til tider svære fravalg forholder hun sig meget bevidst til.

“Hvis man både vil have en familie og et arbejdsliv, der nogle gange kræver én 60-70 timer om ugen, skal man ikke være bange for at bede om hjælp. For at få privatlivet til at hænge sammen har vores familie – ud over at få stor hjælp fra vores bedsteforældre – benyttet mormor-ordninger, haft rengøringshjælp og en au pair-pige boende – ellers kunne det slet ikke hænge sammen herhjemme. Jeg tror, at vi i Danmark bliver nødt til at ændre syn på det “at få hjælp i hjemmet”. Man må simpelthen forholde sig åbent og meget pragmatisk til, hvordan familier med to arbejdende forældre får det praktiske i hjemmet til at fungere, hvis vi mener ligestilling seriøst”, siger Birgitte Markussen.

“Som kvinde på jobbet har jeg desuden lært, at man er nødt til selv at tage initiativ og søge lederstillinger, hvis det er det, man har lyst til. Man skal ikke tøve med at gå målrettet efter det, man brænder for og synes er spændende. Og man skal tænke over, at indflydelse normalt ikke er noget, man får. Det er noget, man tager”.

}