Mændene fra muddergangen

Det er en rodet affære at finde frem til bygning 1540, lokale 133 på Aarhus Universitet. Først har et massivt opbud af håndværkere hevet 1540 af den gule facade, dernæst har de kamufleret trappeopgangen i et sandt sammensurium af gamle og nye radiatorer, murbrokker og byggestøv. Men lugten viser vejen, op ad trappen og hen ad gangen. Lugten af jord.

“Det her bliver faktisk kaldt muddergangen. Fordi vi altid roder rundt med mudder fra havbunden i Århus Bugt”, siger lektor Lars Peter Nielsen som velkomsthilsen. Han er en af de i alt fem forskere, der med mudder som råstof har vendt op og ned på den videnskabelige erkendelse af, hvordan naturen er skruet sammen.

Det, forskergruppen har opdaget, er, at bakterier har et elektronisk samliv, der gør dem i stand til at overføre elektroner til hinanden over endog meget store afstande. Set med menneskeøjne er afstanden på små to centimeter, men fra en bakteries perspektiv er det helt andre længder, der er på spil. Afstanden er på 20.000 gange bakteriens egen størrelse, eller det, der i menneskeverdenen ville svare til afstanden mellem Århus og Samsø.

Og hvad er det så, der gør netop den viden til en revolution, der får videnskabsfolk over hele verden til at studse, stille spørgsmål og sige flot, godt gået, cool, smashing, exciting?

“Vi har skabt en meget stærk evidens for, at naturen har sit eget elektriske kredsløb”, siger Lars Peter Nielsen.

Da de fem forskere for tre år siden gik hos Danmarks Miljøundersøgelser, der dengang havde hjemme i Silkeborg, og undersøgte kæmpebakterier fra havbunden, stod det ikke skrevet i projektbeskrivelsen, at de skulle finde frem til noget, der kunne vise sig at revolutionere naturvidenskaben. For som så mange andre store bedrifter skete det nærmest ved en tilfældighed:

“I forbindelse med projektet om kæmpebakterierne opbevarede vi sedimenter fra havbunden i glas. Men ved en fejl glemte vi ét glas, og da det havde stået i en måned, så det pludselig meget anderledes ud, end da vi begyndte. Vi lavede nogle målinger på det, og det viste sig, at der flere centimeter nede i havbunden ikke var mere svovlbrinte. Det burde kun kunne forsvinde, hvis der også var ilt til stede, men det vidste vi, at der ikke var så langt nede. Vi forstod ikke, hvordan det kunne hænge sammen, men en nat, da jeg lå og ikke kunne sove, slog det mig pludselig, om det kunne være en mulighed, at havbunden er gennemvævet af naturskabte elektriske ledninger. Og det viste sig at holde stik”, fortæller Lars Peter Nielsen.

Gamle anarkister
De fem forskere bag opdagelsen har alle kendt hinanden siden studietiden for 20-25 år siden. De har med jævne mellemrum arbejdet sammen på forskellige projekter. Da de stod med de første spirende frø til opdagelsen af bakteriernes elektriske netværk, blev en god gammel ven, en japansk forsker, tilknyttet projektet. Han havde adgang til lidt fleksible økonomiske midler, og derudover støttede Aarhus Universitets Forskningsfond projektet med 300.000 kroner. Siden har forskergruppen uden held søgt Forskningsrådet for Natur og Univers om støtte til at fortsætte det elektroniske spor.

“Vi er jo lidt nogle gamle rotter med en traditionel anarkistisk indstilling til tingene, så vi har jo nok brugt lidt timer hist og pist, som der ikke lige stod bakteriers elektriske netværk på. Den tilgang har vi haft meget skæg med gennem årene, og man kan vel nærmest sige, at vores strategi er, at vi satser på at få tilgivelse efterfølgende. Det er jo et klassisk dilemma, at det ikke er til at skrive ind i en projektbeskrivelse, at man ender med at opdage noget, som ingen andre har set før”, siger Lars Peter Nielsen.

Trangen til at efterprøve det, som forskerne kalder skæve data, er også noget, der er blevet forstærket med årene, mener både Lars Peter Nielsen og postdoc Nils Risgaard-Petersen, der er en af de fem forskere. For det var i sandhed skæve data, de stod med i det mudrede glas i det kølige laboratorium i kælderen.

“Man skal ikke underkende vejen til det her. Hvis vi ikke havde haft et overblik over feltet, som vi har i dag, havde vi ikke været i stand til at se, at de data havde noget nyt at sige os, og så var de måske endt i skrivebordsskuffen ligesom så mange andre skæve data, vi før har gemt der. Vi har mødt forskere rundt omkring i verden, der har fortalt, at de har noget lignende liggende i deres skuffer. De har bare ikke haft troen på deres data, og derfor har de ikke turdet forfølge dem”, siger Nils Risgaard-Petersen. 

Skæve data kræver mod
At forskerteamet fra Aarhus turde tro på deres data tilskriver både Nils Ris­gaard-Petersen og Lars Peter Nielsen deres gamle professor, Henry Blackburn. Han lærte dem, at man ikke altid skal tro, at det er, fordi man selv har begået en fejl, at noget ser mærkeligt ud.

“I stedet for at forkaste sine data som skæve data, der er fejlbehæftede, skal man overveje, hvad der kan forklare dem, hvis de faktisk er rigtige. Men det kræver naturligvis en vis portion mod”, erkender Nils Risgaard-Petersen.

Af samme grund har forskerne gransket evidensen i deres data til noget nær hudløshed. Lars Peter Nielsen, der jo har det med at vågne i utide, kan stadig slå øjnene op midt om natten og med gru få den pludselige indskydelse, at der er noget helt banalt, de har overset.

“Men når jeg tænker efter, så kan jeg ikke komme i tanke om, hvad det skulle være. Skulle der komme nogle forskere, der kan tilbagevise vores teori, så vil det selvfølgelig være kedeligt, men jeg kan med ro i sindet sige, at vi har undersøgt alt med anerkendte metoder. Hvis nogle finder noget andet, så må vi jo bare tage det til efterretning og ønske dem tillykke”, siger han.

Lykønskninger har forskergruppen fået rigtigt mange af, siden de for nogle måneder siden fortalte om deres opdagelse på de første konferencer. Og siden forskningen blev offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature i februar, er det strømmet ind med henvendelser fra nysgerrige i hele verden.

De fleste sætter den nye viden om bakteriernes elektriske netværk ind i andre kontekster, og forskerne er blevet præsenteret for spørgsmål om alt fra opdagelsens indflydelse på kræftforskningen til indiskutable forudsigelser af universets endeligt.

“En new age-gruppe har den teori, at når alting i verden er blevet forbundet, så går verden under. De ser derfor vores observationer som et tydeligt tegn på, at det snart er slut. De har også sat dato på. Det er den 31. maj, for jeg kan huske, at jeg tænkte, at så behøver jeg ikke forny mit buskort”, fortæller Nils Risgaard-Petersen grinende.

Dybt fascinerende
De mange henvendelser har med et trylleslag givet forskergruppen i Århus og Silkeborg et kæmpestort fagligt netværk overalt i verden. Det kan vise sig at være en fordel, når der skal forskes videre, og fremtidige projekter skal finansieres, fastslår Lars Peter Nielsen. Men det er ikke populariteten, der i sig selv er brændstoffet:

“Vi synes, det er underholdning at få lov at rode i det her mudder. Det er naturligvis spændende, om andre videnskaber kan bruge vores grundforskning til noget, og om den kan gøre nytte. Vi har skabt ny viden, og nu skal vi arbejde videre med den for at se, hvad det betyder inden for vores eget felt. Der er uden tvivl nogle modeller, som skal ses efter i sømmene, for vi står jo med en ny erkendelse, der rykker rundt på nogle tidligere opfattelser af, hvordan det hele hænger sammen”, siger Nils Risgaard-Petersen.

Dog lægger ingen af dem skjul på, at det giver et kæmpe sug i maven at opleve, at deres rumsteren rundt i mudderhullet i kælderen har vist sig at være så stor en revolution. Og at det åbner nogle døre, er de ikke i tvivl om:

“Det er da en helt kolossal fed følelse. Det er jo så stort, at alt andet, jeg har været med i, blegner lidt ved siden af. Nu er jeg ikke typen, der nogensinde har beskæftiget mig med karriereplanlægning, og jeg er heller ikke den, der normalt slår ud med armene, men jeg håber da, at vi om et år er 10-15 mennesker beskæftiget med det her på Aarhus Universitet, og at vi har samarbejde med mindst lige så mange forskere rundt omkring i resten af verden”, siger Lars Peter Nielsen.

Og nej – der findes desværre ikke nogen Nobelpris i biologi.