Homo Academicus – en truet art
Universiteterne er i krise, og de universitetsansattes vilkår er truede. En af årsagerne er den neoliberale ideologis åbenlyse forsøg på at tilpasse forskningen det private arbejdsmarked. Løsningen på problemet er en fagforeningsmæssig mobilisering på europæisk niveau.
Her hvor der er vagtskifte i Videnskabsministeriet, burde man reflektere over universiteternes situation i Danmark. Man vil hurtigt komme frem til, at universitetsforskere fremstår overordentlig magtesløse over for regeringens respektløse og ydmygende forskningspolitik.
Det kan undre, idet det drejer sig om en social gruppe, der, som sociologen Pierre Bourdieu har påpeget, er i besiddelse af en stor mængde kapital af både den økonomiske og kulturelle slags. En universitetsprofessor tjener godt og har gode muligheder for at blive hørt i den offentlige debat – i hvert fald så længe han/hun holder sig til de uskrevne regler for, hvad en medieintellektuel kan tillade sig at sige.
I dette indlæg vil jeg dokumentere den magtesløshed, der nævnes ovenfor. Situationen er et glimrende eksempel på, at kapital ikke nødvendigvis hænger sammen med handlerum. Derudover vil jeg gennemgå to af årsagerne til krisen og diskutere mulige løsningsforslag.
Universiteternes krise
Nutidens universitetsansatte fremstår individuelt betragtet som usikre i ansættelsen, i mange tilfælde ind i fyrrerne, usundt indbyrdes konkurrerende og statsligt regulerede gennem søgning af projektmidler, der bliver fordelt ud fra bedømmelseskriterier, der ikke er transparente for ansøgerne.
Disse forhold medfører en tendens til isolation og mistillid. Solidariteten, der burde få dem til at mobilisere sig om fælles interesser, er stort set fraværende, og tillidsrepræsentationen fremstår ofte som en subkultur, der ikke er i konstruktiv strid med ledelsen, og som derfor forekommer ligegyldig for størstedelen af de medarbejdere, den skal repræsentere. De ser til, mens projektansatte yngre forskere strukturelt tvinges til at blive cv-ryttere, og mens de ældre medarbejdere nemmest positionerer sig i forhold til projektansøgninger ved at søge massemediernes tvivlsomme anerkendelse.
På institutionsplan har universitetsreformen medført bekostelige administrative enheder, der på skadelig vis tager handlekraften fra de fagligt funderede fællesskaber. Som eksempel har man på Roskilde Universitet nedlagt de fagligt funderede afdelinger og erstattet dem med ligegyldige paraplyinstitutter, som ikke gør andet end at sprede de faglige kræfter, der skal drive et universitet videre. Desuden har tiltag som eksterne bestyrelser i analogi til den private virksomhed medført en splittelse og forvirring, der er langt værre end det, der skulle reformeres, nemlig den fra 1970’erne stammende ligeledes ideologisk funderede demokratisering af universiteterne.
Mulige årsager til krisen:
Internationalisering og liberalisering
Ved nærmere eftertanke er disse krisefænomener symptomer på underliggende årsager, som det nok er værd at undersøge. Der er selvfølgelig mange grunde, der spiller sammen, men nogle oplagte medvirkende årsager til denne tilstand er den tiltagende internationalisering og liberalisering af det akademiske felt. Disse begreber lyder umiddelbart positive, men der er her god grund til at oversætte dem til mere virkelige termer.
Internationaliseringen har en sådan national skævhed mod at forfordele først og fremmest USA og sekundært resten af den engelsktalende verden, at den med rette bør kaldes en angelsaksificering. Det gælder, at en del af de videns- og værdiskabende systemer, der i øjeblikket vinder indpas, favoriserer den engelsktalende verden, fx den allestedsnærværende engelsksprogede peer-reviewed artikel. Ikke bare har indfødte engelsktalende en sproglig fordel, men idet de forskellige tidsskrifter blandt andet tjener som selektionsmekanisme for amerikanske karriereforløb, stilles udefrakommende svagt, hvilket medvirker til det fortsatte indtryk, at Amerika er den ledende forskningsmæssige nation. Inden for filosofien slører dette, at store dele af den virkelig interessante nutidige filosofi er fransk og tysk. Internationaliseringen har mange små og subtile virkninger, der modvirker mobilisering og styrker dominans. Fx medfører angelsaksificeringen i forening med den stigende brug af netboghandelen amazon.com en ophobning af kulturel og økonomisk kapital i engelsksprogede lande.
Med hensyn til liberalisering er dette stort set double talk for statsligt reguleret ideologisk funderet ensretning. En række af de tiltag, som kan rubriceres under den neoliberale bølge, har hverken til formål eller som effekt at øge de universitetsansattes frihed, men er en åbenlys tilpasning af forskningen til det private marked. Ude af stand til at se værdien i videnskab forsøger den siddende regering at reducere dens værdi til salgbarhed i den almindelige monetære udveksling mellem private aktører. Hvor absurd det er, kommer blandt andet til udtryk hos de af regeringen lovpriste naturvidenskabsmænd, som har problemer med at søge de til dem tiltænkte strategiske forskningsmidler – fordi de nu engang er bedst til at bedrive grundforskning, der sigter mod erkendelse, ikke anvendelse. Så er det lettere at være mediciner eller ingeniør.
Mulige veje ud af krisen: privatisering, national protektionisme, europæisk mobilisering
Over for den herskende magtesløshed virker det fristende for en del universitetsforskere at give køb på universiteternes tilknytning til velfærdsstaten og liberalisere endnu mere. Man kunne gå linen ud og indføre private universiteter. Her må vi ikke lade os forblinde af det faktum, at nogle af verdens bedste universiteter er private. Harvard og Stanford er til stadighed nummer 1 og 2 i verden, ikke fordi de er privatuniversiteter, men fordi de er velstrukturerede forskningsinstitutioner (ikke for store, høj grad af forskningsuafhængighed, decentralt handlekraftige fagligt begrundede enheder).
Desuden har de et kæmpemæssigt rekrutteringsgrundlag, ikke bare USA’s 280 millioner, men i disse dage hele verdens intellektuelle elite. Dette skyldes igen angelsaksificeringens nationale skævhed, som giver disse universiteter en særlig tiltrækkende aura som verdens magtfulde videnscentrum. Denne skævhed er desuden trængt helt ind i de rangeringskriterier, der ligger til grund for rangordningen, som således virker selvforstærkende. Der er ingen grund til at formode, at private universiteter i Danmark ville give de ansatte mere frihed og handlerum, end de har i dag. Tværtimod ville de i endnu højere grad blive underlagt den neoliberale globale ensretning og styrke dette systems dominerende magter yderligere.
Naturligvis ville en Venstre-Konservativ regering favorisere de nye universiteter, som de gør med de private hospitaler, noget, der nok skulle få højtråbende opportunister til at hoppe med på vognen. Men private universiteter ville øge uligheden i Danmark og skade det ægte demokrati. Desværre er en sådan udvikling ikke usandsynlig.
En anden vej er en nationalistisk bevægelse, der protektionistisk beskytter de danske universiteters særegenhed. Ud over at være urealistisk ville en sådan plan gå stik imod universiteternes ægte internationale projekt.
Den eneste mulighed, jeg ser i øjeblikket, er en fagforeningsmæssig mobilisering på europæisk niveau. Dansk Magisterforening kunne repræsentere Danmark i en mobilisering for universitetsansattes rettigheder på europæisk niveau. Forhåbentligt ville projektet tage form af en nydemokratisering af universiteterne. Væsentligt er det i hvert fald, at forskerne vinder de rettigheder, der med rette tilkommer dem: sikkerhed i ansættelsen, gennemskuelige karriereforløb og indflydelse på universiteternes udvikling.