Dansk Magisterforening

Hillerød Kommune påtvinger ansatte multimedieskat

Af Pernille Siegumfeldt
Del artikel:

Stikprøvekontrol er for dyr. Derfor har Hillerød Kommune ­pålagt rådhusets ansatte at betale multimedieskat. Også dem, der ikke tager den bærbare eller mobilen med hjem.

Egentlig skulle det have styrket fleksibiliteten og imødegået eventuelle tilbøjeligheder til forstenet vanetænkning på rådhuset i Hillerød. I stedet er de bærbare pc’er, mobiltelefoner og de fleksible arbejdspladser endt med at blive centrum for en kontrovers, der er gået i bureaukratisk hårdknude.

Multimedieskatten, som blev indført ved årsskiftet, indebærer, at arbejdsgiverne – hvis medarbejderne skal undgå at betale multimedieskat – skal foretage en jævnlig stikprøvekontrol for at tjekke, om de bærbare pc’er eller mobiltelefoner bliver brugt privat.

I Hillerød Kommune har direktionen nu meldt ud, at stikprøvekontrollen af de ansatte er en administrativt tung og ressourcekrævende opgave, som man ikke vil påtage sig. Og 4. marts fik kommunen så Skatterådets ord for, at man godt kan pålægge samtlige medarbejdere at betale multimedieskat, når der ikke føres kontrol.

Den situation er kommunens ansatte godt trætte af.

“Vi har aldrig været modstandere af at blive beskattet af et gode, vi også kunne have glæde af privat, fx en internetopkobling derhjemme. Men vi er meget irriterede over at blive bragt i en situation, hvor vi ikke selv kan vælge. På rådhuset har alle ansatte bærbare pc’er og mobiltelefoner, fordi vi ikke har stationære arbejdspladser. For de medarbejdere, der ikke benytter computeren privat, svarer det til at betale skat af det papir og de blyanter, vi bruger i arbejdstiden. Det er ikke rimeligt”, siger Marianne Brink Sørensen, der er projektleder i By og Miljø og tillidsrepræsentant for ca. 15 DM-medlemmer og 35 DJØF’ere på rådhuset.

Dårlig personalepolitik
Den lille skat har allerede kostet en hel del arbejdstimer og energi og givet stof til diskussioner mellem ledelse og medarbejdere, som indtil videre har varet det meste af et år.

Så sent som i december sidste år var multimedieskatten igen eneste punkt på et møde i kommunens hovedudvalg. Ved den lejlighed fik medarbejderrepræsentanter for både HK’ere og AC’ere ført til referat, at “det er udtryk for dårlig personalepolitik, når Hillerød Kommune ikke vil følge SKATs vejledning og give de ansatte en reel valgmulighed for at til- eller fravælge muligheden for at arbejde med pc’en hjemmefra”.

Ved samme lejlighed afviste direktionen alternative forslag fra medarbejderne om fx muligheden for at få stationære telefoner og computere i stedet eller få en reel mulighed for at bruge telefoner og pc’er privat.

“Det er ikke skattens størrelse, vi harcelerer over. Det er det principielle i, at arbejdsgiveren kan vælte en udgift over på de ansatte, fordi de udleverer en type arbejdsredskaber, vi ikke kan sige nej til at bruge”, forklarer Ragnhild Nielsen, der også er AC-tillidsrepræsentant på rådhuset.

I KL har kontorchef i Personalejuridisk Kontor Karsten Thystrup ingen bemærkninger til, at en kommunal arbejdsgiver ved at afvise at udføre stikprøvekontrol pålægger de ansatte en ekstra medarbejderskat.

“Det ligger inden for ledelsesretten, så Hillerød Kommune må gøre sådan, hvis de ønsker det”, kommenterer Karsten Thystrup.

Peter Grods Hansen, formand for 6.000 offentligt administrativt ansatte DM-medlemmer og næstformand i DM, mener, at situationen for medarbejderne er helt urimelig.

“Multimedieskatten bliver pludselig til en påtvungen medarbejderskat. Det er muligt, at reglerne i forbindelse med skatten er besværlige at administrere, men det skal medarbejderne da ikke bøde for”, understreger Peter Grods Hansen.

“Vi hører gerne om ­alternative løsninger”
Magisterbladet (MB): Økonomidirektør i Hillerød Kommune, Rasmus Bjerregaard, hvorfor har I besluttet ikke at følge SKATs vejledning og lave stikprøvekontrol blandt medarbejderne, så man undgår at pålægge alle en ekstra skat?Rasmus Bjerregaard (RB): For god ordens skyld er det ikke Hillerød Kommune, der pålægger medarbejderne en ekstra skat. Den er som bekendt en del af skattereformen, forårspakke 2.0., som er vedtaget i Folketinget. I Hillerød Kommune mener vi, at vi følger Skats vejledning og den lovgivning, der er på området. Det er heller ikke alle medarbejdere, der rammes, for en del har slet ikke adgang til multimedier, og de beskattes derfor ikke. Vi anvender tro og love-erklæringer og udlånsbøger, hvor det er muligt, og så kompenserer vi også nogle. Vi er endvidere af den opfattelse, at eventuelle stikprøvekontroller vil være administrativt tunge og svære at gennemføre effektivt. 

MB: Synes direktionen, det er god personalepolitik, at de ansatte ikke har en reel valgmulighed, når det er arbejdspladsen, der kræver, at de har mobile arbejdsredskaber som fx bærbar pc og mobil?
RB: Nu er det jo ikke os, der har været ophavsmand til multimedieskatten. Vi synes nærmere, det er et spørgsmål, der skal stilles til lovgiverne, for selvfølgelig opleves det som problematisk, at man blive beskattet af goder, som man ikke før blev beskattet af. Som arbejdsgiver oplever vi det også som en udfordring, fordi beskatningen reelt fungerer som en begrænsning af vores mulighed for at opretholde fleksible arbejdspladser. God personalepolitik handler efter vores mening også om at være klar på, hvilken arbejdsplads man gerne vil udvikle, og vores fokus ligger i denne sammenhæng å fleksible arbejdspladser og så lidt kontrol som muligt.

MB: Hvorfor vil direktionen ikke gå i dialog med de ansatte om alternative løsninger på problemet, fx tro og love-erklæringer eller stationære telefoner og pc’er? 
RB: Der har været dialog om multimedieskatten i Hillerød i bl.a. kommunes hovedudvalg. Herudover må vi tilføje, at der ifølge SKAT ikke kan laves tro og love-erklæringer på pc’er og internetopkoblinger. Vi anvender tro og love-erklæringer på de steder, hvor det er muligt, dvs. mobiltelefoner, PDA’er m.v.

MB: Multimediebeskatningen påfører også arbejdsgiveren en ekstra administrativ byrde, som der ikke nødvendigvis er allokeret ressourcer til. Har man i Hillerød overvejet, om administrationen af skatten kan klares på andre måder?
RB: Ja, det er et problem, netop fordi administrationen af skatten er ressourcekrævende for en kommune som Hillerød. Vi hører gerne om alternative løsninger.

}