Dansker skal hindre tysk fag­forenings død

“Fremtiden for Verdi ser jeg som positiv. Indtil nu har vi haft et massivt tab af medlemmer. Men nu går det langsomt bedre. Det ser jeg som en succes”, fortæller Andreas Köhn, der har arbejdet inden for fagbevægelsen i 20 år. Nu er han faglig sekretær og chef for Berlin-Brandenburg-området i Verdi, som er en sammenslutning af flere fagforeninger inden for servicefagene, som fusionerede i 2001.

Men faktum er, at i Verdis levetid har foreningen i hovedstadsområdet hvert år mistet fem procent af medlemmerne, i alt 70.000. På landsplan har foreningen på syv år mistet godt 626.000 medlemmer svarende til over 22 procent.

“Tidligere var det normalt at være medlem af en fagforening. Sammen med sin ansættelseskontrakt modtog medarbejderen også et medlemskab af fagforeningen”, fortæller Andreas Köhn. “Når man mister så mange medlemmer, så begynder man da at tænke på, om Verdi også vil eksistere i fremtiden”.

Tidligere var fx 90 procent af medarbejderne på det store statstrykkeri i Berlin medlemmer af fagforeningen. I dag er det kun tre ud af 180, fortæller kontorchefen.

“Der er et bladforlag i byen, hvor medarbejderne ikke har fået lønforhøjelse siden 2002. Nu kommer de så og klager til os. Men de er jo ikke medlemmer. Og ifølge reglerne kan vi kun forhandle for dem, hvis de er medlemmer”, konstaterer Andreas Köhn.

Et af problemerne i Tyskland er, at medarbejderne tænker, at de kommer ind under overenskomsten på arbejdspladsen, lige meget om de er medlem af fagforeningen eller ej. Men ifølge Andreas Köhn er arbejdsgiverne blevet mere nærige og presser i dag lønningerne ved at melde sig ud af arbejdsgiverforeningen, så de ikke længere er forpligtet af overenskomsten. Men fagforeningen kan intet gøre, så længe medarbejderne ikke er medlemmer.

Unge: Hvorfor skulle vi?
Alligevel forsøger kontorchef Köhn at være optimist. Det skyldes, at Verdi den seneste tid har haft en lille fremgang i indtægterne. I Tyskland betaler medlemmerne én procent af lønnen i kontingent til fagforeningen. Flere lavtlønnede medlemmer har meldt sig ud, men til gengæld er – dog færre – højtlønnede kommet til. Og det giver flere penge i kassen. Men den store udfordring for Verdi er at få de unge til at melde sig ind. I Berlin er kun 3-4 procent af de studerende medlem af en fagforening.

“De unge i dag er vokset op i det her “Geiz ist Geil”-samfund (“nærighed er fedt”-samfund, red.) Nu spørger alle: “Hvad får jeg ud af det?””, fortæller Köhn.

Den holdning er da også let at få bekræftet. På Berlins berømte Humboldt Universitet har de studerende svært ved at finde grunde til at melde sig ind i en fagforening.

“Hvad er med i prisen?”, spørger Christoph Kramer, som vi fanger med en sandwich i kantinen. Han har tidligere læst historie, men er nu i gang med en ph.d. Det er helt tydeligt, at den 31-årige tysker ikke ved ret meget om fagforeningens tilbud. Han bliver overrasket over, at der også er hjælp at hente for den gruppe.

“Jeg vidste ikke, at Verdi hjælper med en retshjælpsforsikring. Hvad koster det?”, lyder endnu et spørgsmål fra Kramer. “Måske kan det være en mulighed for mig, når jeg skal ud at arbejde igen. En procent af lønnen … Det må jeg lige overveje”.

Et kontingent på én procent af lønnen er ikke meget, når man sammenligner med, hvad man betaler i Danmark. Men tyskerne mener ikke, de får nok for pengene.

“Jeg kunne vende spørgsmålet om. Hvorfor skulle jeg?”, lyder det fra Sebastian Schwesinger på spørgsmålet om, hvorfor han ikke er medlem af Verdi. “Jeg kan ikke se, hvilke fordele der er for mig ved at være medlem”. Den 27-årige studerende i kultur-, musik- og filosofividenskab indrømmer da også, at han er ikke ved nok om, hvad en fagforening egentlig kan tilbyde. Her skal Verdi være bedre, hvis han skal overveje et medlemskab. 

Dansk førstehjælp
Ønsket om at forbedre forholdene på det tyske arbejdsmarked og få flere medlemmer af fagforeningen har fået Verdi til at hyre dansk hjælp. Danmark er et forbillede for de tyske fagforeninger, fordi organisationsgraden er så høj. Tidligere medlem af Dansk Magisterforening Ida Storm Jansen rådgiver netop nu Verdi ud fra den danske fagforeningsmodel. I Danmark er en ud af fire ikke medlem af en fagforening, hvor kun hver fjerde tysker er medlem. For ti år siden rejste Ida Storm Jansen til Berlin for at færdiggøre sin uddannelse og meldte sig efterfølgende ind i Verdi.

“Jeg var rystet over forholdene. Det var jo helt godnat”, fortæller mag.art. Ida Storm Jansen, som vi møder i Humboldt Universitetets kantine. Hun er tilbage i de rammer, hvor studietiden sluttede. Problemet ved det tyske system er ifølge den 36-årige dansker, at fagforeninger er delt op efter brancher og ikke efter uddannelser som i Danmark. Det fungerer for industriarbejdere, men akademikerne er utrolig dårligt stillede i et sådant system. De passer ikke rigtig ind i kun én branche, men i flere forskellige. Derfor melder akademikerne sig ikke ind i Verdi. Ida Storm Jansen er medlem, men forsøgte at melde sig ud, da hun valgte at gå den selvstændige vej inden for markedsføringsrådgivning og strategi. Men i Verdi fik hun at vide, at der også var hjælp at hente til selvstændige. Den snak skabte kontakten mellem Verdi og den danske akademiker. Nu er hun hyret til at hjælpe Verdi ud af krisen. Især den nedadgående lønspiral er i fokus.

“Der er ingen mindsteløn i Tyskland. Jeg kender til frisører, der får 2 euro i timen”, fortæller Ida Storm Jansen, som kalder forholdene uanstændige. Mange akademikere arbejder endda gratis, fortæller hun. “Der er sådan en stiltiende aftale. Arbejdsgiverne må gerne spørge, om man vil arbejde uden løn. Og det må man gerne sige ja til. Jeg er en dørmåtte. Træd bare på mig!”.

Ida Storm Jansen anbefaler Verdi at lave politisk lobbyarbejde i forhold til at få indført en mindsteløn. Derudover mener hun også, at det er vigtigt at få lavet nogle regler for praktik, som oftest er ulønnet. I det hele taget skal akademikerne oplyses om, hvad de skal kræve i løn. Og så skal der oplysningskampagner til, hvor de potentielle medlemmer skal vide, at de ikke er ofre for dårlige lønninger. De er medskyldige i, at markedet er, som det er, fordi de siger ja til ulønnet eller dårligt betalt arbejde.

Væk med kampænderne
Men trods store planer og gode intentioner er Ida Storm Jansen ikke lige så optimistisk som Andreas Köhn fra Verdi.

“Verdi er tung at danse med”, forklarer hun. Hun vil have den til at arbejde og tænke helt anderledes. Hun er for eksempel ikke glad for Verdis nye idé med en bade-djævle-plastik-and, som skal symbolisere fagforeningens enorme kampvilje imod de dårlige forhold på arbejdspladserne.

“Væk med kampænderne, væk med de små strejkefløjter og de bredbenede mænd med armene over kors”, lyder opfordringen fra danskeren.

“De graver deres egen grav”, siger Ida Storm Jansen om Verdi. Hun forklarer, at de tyske fagforeninger har været for dårlige til at følge med skiftet fra industrisamfund til servicesamfund. Derfor har akademikergruppen i for lang tid været en overset gruppe. Hun fortæller om en bekendt i det tyske udenrigsministerium, som er 37 år, akademiker, taler fire sprog – og tjener 800 euro om måneden. Så der er noget at rette op på for Verdi. Især inden for løn- og ansættelsesforhold.

Hos Verdi er Andreas Köhn klar over udfordringerne.

“Ida har udviklet et godt koncept til os. Vi skal være bedre til at hente medlemmer blandt de studerende”, fortæller han. Verdi har i et år haft egne kontorer på universiteterne i Berlin, men efter at have hørt om danske forhold har Verdi ændret tilbuddene til de unge. Før rådgav de kun de unge i, hvordan de skulle klage til arbejdsretten, hvis de blev dårligt behandlet. Nu bliver de også klædt på til arbejdsmarkedets udfordringer, inden de møder dem.

“Vi laver ikke det hele om på en dag. Vi må tage det skridt for skridt. Men Ida er en stor hjælp”.

Den danske redningskvinde tror også stadig på ændringer og ringer hver 14. dag til Verdi for at tjekke op på, hvad der sker.

“Verdi er ved at dø. Hvis ikke der sker noget, vil den være forsvundet om 10-20 år”, konkluderer Ida Storm Jansen.