Magister med profil: Ligeløn øverst på dagsordenen

Det præger en for livet, hvem man havner i kløerne på som barn og ung.

For Marianne Bruun var det kvinder fra hver deres ende af power-skalaen, der fik indflydelse på de job- og uddannelsesvalg, hun siden traf.

“På den ene side var der min mor, en fantastisk dygtig kvinde, som hele sit liv bar på en sorg over ikke at kunne indfri sine faglige ambitioner og få den anerkendelse, hun havde så meget brug for. Datidens kønsroller på arbejdspladsen og i hjemmet begrænsede hende på alle måder. På den anden side mødte jeg som ung en del af frontfigurerne i den spirende kvindebevægelse. Der var masser af saft og kraft i dem, og det var så inspirerende at opleve, hvordan de tog skeen i egen hånd og handlede – ikke mindst i lyset af de erfaringer, jeg havde med hjemmefra”, fortæller Marianne Bruun.

Bevidstheden om, at hvert eneste menneske har sit eget sociale udgangspunkt og er bundet ind i en række ufrivillige begrænsninger, har Marianne Bruun taget med sig i sit videre arbejde for ligestilling. Både da hun som ung tog til Kenya og underviste kvinder på en landbrugsskole, og da hun senere blev politisk aktiv for socialdemokraterne, og da hun fik job i fagbevægelsen, først for Kvindeligt Arbejderforbund (KAD) og – efter KAD’s fusion med SID – for det nydannede 3F.

Den i dag 51-årige cand.pæd.pæd. har for længst haft 30-års-jubilæum som politikudvikler, lobbyist, organisationskonsulent og kvindesagsforkæmper. I februar i år modtog hun så kollegernes hyldest for sin stædige indsats for ligestilling. Prisen, som gives af Netværket Køn og Arbejdsmarked, fik Marianne Bruun ikke mindst for sin insisteren på politisk, praktisk og konsekvent at nurse de sager, der går på tværs af løn- og uddannelsesskel.

“Vores generation af kvinder deler i vid udstrækning grundvilkår, uanset hvor vi i øvrigt er i vores liv. Vi er i den grad socialiseret til omsorg og tryghed, og vi står ofte i et psykologisk dilemma. Fx bliver vi anerkendt for at udvise tilbageholdenhed og ikke for at være aggressive som vores mandlige kolleger. Derfor holder vi os tilbage fra at være med der, hvor magten ligger. Mit ønske er at bringe kvinder derhen, hvor vi går helt selvfølgeligt ind i bestyrelsesarbejde og påtager os lederposter, hvor vi sætter os selv i spil og insisterer på, at det, vi bidrager med, har samme gyldighed og værdi som det, mændene bidrager med. Og insisterer på, at et aktivt og udadvendt liv skal kunne passes ind med vores egne og familiens behov. Det kræver samtidigt, at manderollen udfordres til også at blive mere empatisk og omsorgsrettet”, forklarer Marianne Bruun.

Vi bliver prissat forskelligt
Allerede som teenager i København undrede hun siger over, at drengene var så enerådige, og pigerne så selvundervurderende. Som 14-årig meldte hun sig ind i Socialdemokratisk Ungdom, nogle år senere fik hun job som kontorassistent, først i AOF og siden på Danmarks Lærerhøjskole, men selvom opvæksten ikke bød på forventninger om en boglig uddannelse, fik hun lyst til mere. Opmuntringer på rette tid og sted samt Lov om Åben Uddannelse betød, at hun i 2001 tog en kandidateksamen i pædagogik fra DPU.

“Koblingen mellem pædagogik og ligestilling har været nyttig, fx da jeg havde fornøjelsen af at opbygge et netværk af medlemmer i Kvindeligt Arbejderforbund, der skulle rustes til lokalt byrådsarbejde og at sikre, at også ufaglærte kvinders erfaringer fik en stemme. Det har også til tider været en stor pædagogisk opgave at få fagbevægelsen til at anerkende de ligestillingspolitiske spørgsmål som faglige anliggender. At det handler om trivsel, udvikling og medbestemmelse for både kvindelige og mandlige lønmodtagere”, pointerer Marianne Bruun.

Helt aktuelt tøver 3F’s ligestillingskonsulent ikke med at sætte ligelønnen øverst på sin dosmerseddel forud for de kommende overenskomstforhandlinger.

“Ligeløn betyder uendelig meget mere, end vi tror, for begge køns selvforståelse. Den kendsgerning, at vi bliver prissat forskelligt, har fx indflydelse på, hvem der går efter chefposterne, for vi måler jo både os selv og de andre på lønnen. Hvad er jeg værd? Lønnen kan ikke undgå at blive en grundlæggende præmis for, hvordan vi opfatter os selv, også i andre sammenhænge”, mener Marianne Bruun.

At ligeløn fortsat er så stort et problem, skyldes flere ting, mener hun.

“Hverken kvinder eller mænd har anerkendt det som et særligt stort problem. I Danmark lever vi i vid udstrækning med en forventning om, at ikke mindst de højtuddannede kvinder, der ikke er ansat på kollektive overenskomster, selv klarer deres lønforhandlinger. DM har som en af få fagforeninger sat spot på den udfordring”, siger Marianne Bruun.

I hendes egen organisation, hvor kulturen også i 2010 primært bæres på skuldrene af kortere uddannede mænd i alderen 45+, kan det fortsat være en kamp at få ligestilling på dagsordenen.

“Toppen af fagbevægelsen skal stadig opdrages til at tale ligestilling, uden at kæberne gabes af led i hovedbestyrelseslokalet eller ude på arbejdspladserne. Min opgave i 3F er at prøve at gøre ligestillingssagen “lækker” for politikerne i en tid, hvor området er skåret fra som opmærksomhedspunkt hos en presset fagbevægelse. Det går dog langsomt, men sikkert i den rigtige retning. En af 3F’s største ligestillingspolitiske landvindinger er den øremærkede barsel til fædre”, siger Marianne Bruun.