Dansk Magisterforening

Danske arkæologer henter kæmpeordre i Qatar

Lisbeth Ammitzbøll
Del artikel:

Qatars emirat ofrer et trecifret millionbeløb på at genfinde en tabt ørkenby. Danske arkæologer står for udgravningen. Projektet sætter rekord i eksport af humanistisk viden fra et dansk universitet.

Pludselig en dag skal det gå stærkt.

“Jeg bliver ringet op og spurgt, om jeg kan være der næste dag. Nu er de klar til at skrive under”, fortæller Ingolf Thuesen.

Opringningen kommer en efterårsdag i 2008 fra en af verdens rigeste familier i et af verdens rigeste lande. Sheik Hassan Bin Mohammed Al-Thani, Qatar Museums Authority, har besluttet sig for at satse på de danske arkæologer.

Danskerne vil være de bedste samarbejdspartnere, lyder beskeden fra Qatar, når det gælder om at bevare landets kulturarv i et af verdens dyreste og mest prestigefyldte projekter.

Ingolf Thuesen smider resolut alt, hvad han har i hænderne. Det foreslåede møde næste dag er ikke et, man kommer for sent til. Han får lige akkurat klemt sig ind på det sidste sæde på næste fly fra London til Doha.

Næste dag sidder den danske arkæolog – 4.622 kilometer fra sit kontor i København – og skriver under på den største kontrakt nogensinde i dansk arkæologis historie.

“Projektet viser, at vi i Danmark kan blive så gode til at producere humanistisk forskning, at vi kan eksportere vores viden på linje med nanoteknologer og andre gode forskere fra de hårde og de våde videnskaber”, slår Ingolf Thuesen fast.

Før olien var perlen
Qatar ligger på Den Arabiske Halvø og er selv en lav, gold halvø, der stikker 160 kilometer ud i Golfen.

Blandt emiratets 800.000 indbyggere er langt de fleste gæstearbejdere. De bliver betalt med indtægter fra landets enorme forekomster af olie i undergrunden. Emiratet myldrer i dag med folkeslag, sprog og nationaliteter fra det meste af verden. Sådan var det også i en af de mest særprægede perioder i områdets historie for mindre end 300 år siden.

I midten af 1700-tallet opstår på Qatars nordlige kyst en pludselig overvældende og strålende rigdom. Den er baseret på en eneste vare: perler.

Ud for kysten ligger store østersbanker. Herfra henter perlefiskere det smukke råstof, der bliver en eftertragtet handelsvare i det meste af verden.

Perler fra Zubara bliver eksporteret helt til Bombay og andre handelscentre langs kysten ved Det indiske Ocean. I bytte modtager man blandt andet porcelæn og fajance. I dag finder man i Zubara rester af porcelæn fra Kina, fra Tyrkiet, fra Holland og England.

Qatars Pompeji
Kontrakten mellem Qatar Museums Au­thority og Københavns Universitet handler i første omgang om udgravning af den gamle perlefiskerby Zubara.

“Tempoet og ambitionsniveauet i projektet er vældig højt. Qatars ledelse satser helhjertet på at profilere landets kulturhistorie. Opstår der i projektet et behov for ekspertviden eller tekniske redskaber, er pengene der også. Vi er meget langt væk fra den danske stemning af grønthøstere og budgetproblemer”, siger Ingolf Thue­sen med et skævt smil.

I dag ligger byen som en stor ruinørken, hvor man stadig kan se linjer i terrænet. Et helt hus er allerede gravet frit af ørkensandet. Her er adskillige rum om en central gård. Arkæologerne har afdækket rum til beboelse, køkken, toilet og et rum, der sandsynligvis er blevet brugt til at modtage gæster. På væggen er stadig tydelige rester af et relief af en dhow, en type sejlskib, som også i dag bruges i kystnære områder i Arabien, Indien og Østafrika. Frem af ørkensandet er også dukket et skrin med en perlehandlers vægt samt nogle sorte tunge kugler, der sandsynligvis har siddet på en stang. Med stangen mellem hænderne kunne en perlefisker dykke ned mod bunden og østersbankerne med stor fart.

Fordi Zubara blev forladt så hurtigt, er der ikke bygget nye huse ovenpå, og det er en sjældenhed blandt arkæologiske projekter.

“Intet er rørt, siden byen blev forladt. Det svarer lidt til at stå ved Pompeji, inden lavaen er fjernet. I Zubara vil vi få hele strukturen at se. Hvordan har byen fungeret? Hvor boede de rige? Hvor boede de andre? Hvor var basaren og markedet? Hvorfra fik de vand? Hvordan beskyttede de byen? Det ligger alt sammen under sandet og venter på at blive afsløret. Allerede nu har vi et første indblik i deres tankeverden fra det utroligt smukke relief af skibet på væggen. Jeg tror, vi vil finde flere og flere tegn på, at deres hjerter har banket for havet”, spår Ingolf Thuesen.

Nyt bidrag til verdens kulturarv
Projektet i Zubara er enestående af mange grunde.

Udgravningen af byen vil give et enestående “snapshot” af en perlefiskerby, som den så ud, da den indgik i fortidens travle internationale handelsruter.

Projektet vil også afdække infrastrukturen i området. Det indebærer en delvis udgravning af nærliggende Frayha, Umm Al-Shuail, Althaghab, Elisha og Helwan. Her finder man nogle af de 12 forter og landsbyer, der har været en del af civilisationen omkring Zubara. Også de er i dag dækket af sand.

Ideologisk indebærer projektet, at kulturarven ikke blot skal afdækkes, den skal også udstilles som del af en stor, bæredygtig udstillingspark, som kan optages på Unescos liste over verdens kulturarv.

“Tanken er at give skolebørn, turister og Qatars borgere et bedre indblik i landets historie. Den bevægelse ser vi i hele Golfområdet i disse år. Man ønsker at udforske sin fortid og lade historien og kulturarven indgå i nutidens kulturelle identitet. Vi kan se samme tendens i for eksempel Saudi-Arabien, Oman, Bahrain og Kuwait. Alle sammen lande, hvor vejen fra ønske til realitet er meget kort på grund af deres rigdom”, fortæller Thuesen og afdækker endnu en ambition for projektet:

“Vi ønsker at gå fra kolonial arkæologi til global arkæologi. Vældig ofte har vi som vestlige arkæologer gravet i fremmede lande for at finde vores egen historie. Vi har for eksempel gravet i Mellemøsten for at finde kristne elementer. Det er meget naturligt, at man gerne vil finde sine egne rødder, men man risikerer i den proces at overse en masse andre spændende vidnesbyrd om andre kulturers særkende. I Zubara inviterer vi til en global tolkning. Derfor er vi lige nu 35 arkæologer fra 12 nationer i udgravningen. På den måde kan vi sikre, at for eksempel forskere fra Kina, Korea og Japan er med til at fortolke fundene fra den oversøiske handel med Asien”.

Dansk elite i islamisk arkæologi
Men hvorfor er sheikens valg af eksperter faldet på danske arkæologer?

“Fordi vi i Danmark har et af verdens førende forskermiljøer inden for islamisk arkæologi – hvis ikke dét førende. Der er ikke så mange andre at ringe til”, siger Ingolf Thuesen, der foruden selv at være ekspert i nærorientalsk arkæologi også er institutleder for Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier.

Under instituttet hører Carsten Niebuhr Afdelingen, opkaldt efter landmåleren fra marsklandet, der blev leder af en dansk ekspedition til “det lykkelige Arabien” i 1760’erne.

“Danske arkæologer har en lang tradition for at grave og forske i den nære Orient. Dertil kommer – og det er nok af større betydning – at vi siden 1990’erne har satset meget klart på at udvikle islamisk arkæologi til en stærk disciplin”, siger Ingolf Thuesen og minder om, at islamisk arkæologi ikke skal forstås som en arkæologi, der leder efter islam, men blot er tidsmæssig betegnelse, som gælder tiden efter profeten Muhammeds død i 600-tallet e.Kr.

“Dertil kommer, at vi inden for samme institut både har de nærorientalske discipliner og de asiatiske studier. Jeg kender ikke mange steder i verden, hvor den kombination findes. Netop i Zubara kan vi få gavn af den viden, vi kan præstere”, understreger Thuesen.

Han glæder sig samtidig over, at projektet vil påvirke Danmarks omdømme i regionen.

“Vi skal de næste ti år løse en serie af konkrete opgaver sammen med qatarerne. Samarbejde giver venskaber, troværdighed, tillid. Og vi trænger til en bedre forståelse for hinandens kulturer”, fremhæver den danske arkæolog.

}