Holdningsfag siet fra på dansk Kina-universitet
I al ubemærkethed er de danske universiteter ved at involvere sig i Kina i det, der er den største satsning, dansk forskning og uddannelse nogensinde har gjort i udlandet. Potentielt kritiske forskningsemner er udeladt fra samarbejdet – og det er ikke sket på kinesernes foranledning.
“Samfundsvidenskaberne og humaniora er rigt repræsenteret i flere af de fælles forskningsområder”.
Sådan lød forsikringen fra videnskabsminister Helge Sander (V) og rektorformand Jens Oddershede sidste år om de forskningsområder, der skal være repræsenteret ved det kommende dansk-kinesiske universitet i Beijing.
Forsikringen kom i kølvandet på en kritik fra en dansk forsker, der beskyldte universiteterne og videnskabsministeriet for at føje sig for officielle kinesiske interesser og gå på kompromis med den danske universitetsmodel ved at undlade at inddrage holdningsfag som samfundsvidenskab og humaniora, der potentielt kunne have en nyttig indvirkning på demokratiudviklingen i Kina.
Ifølge den aftale, der nu ligger klar til underskrivelse, ser det ud til, at den danske forsker fik ret. Forskningsfelterne tæller naturvidenskab og tekniske fag, mens humaniora er fraværende, og samfundsvidenskab fylder så lidt, at det af Kina-ekspert og lektor ved Aarhus Universitet Clemens Stubbe Østergaard omtales som et “alibi”.
“Noget er mere interessant end andet”
Jens Oddershede har tidligere tilkendegivet, at de danske universiteter må acceptere, “at der er noget, der er mere interessant for kineserne end andet”, men ifølge Magisterbladets oplysninger fra kilder tæt på processen er det hverken kineserne eller videnskabsminister Helge Sander (V), men tværtimod de danske universiteter selv, der har fået deres ønsker gennemført.
Den danske forhandlingsdelegation har således foretrukket “hårde” emner som fx biotek, hvor kineserne står stærkt, mens “bløde” discipliner, hvor kineserne har mest at hente, er blevet fravalgt. Dermed har de danske universiteter – måske – forspildt en oplagt mulighed for at påvirke kineserne i en positiv retning på områder, hvor dansk forskning står stærkt. Og det undrer formanden for forskningspolitisk udvalg i Videnskabernes Selskab, professor Peter Harder.
“Det er da et besynderligt signal, man sender. Et af de steder, hvor man kunne have en forhåbning om, at humanistiske og samfundsvidenskabelige problemstillinger kunne være nyttige, det er jo i forbindelse med at få bedre føling med, hvad der foregår i Kina”, siger Peter Harder og opfordrer universiteterne til at overveje, hvad deres rolle egentlig er i samarbejdet.
Ifølge Jens Oddershede har de danske universiteter også andet end kommercielle forskningsinteresser i samarbejdet: “Det er vigtigt at forstå, at det her er den første fase, og vi har idéer til andre ting, der skal med”.
Ifølge Clemens Stubbe Østergaard er omverdenens mulighed for at påvirke Kina via sanktioner “passé”. Derfor er diskussionen om, hvorvidt de danske universiteter overhovedet skal være i Kina, også irrelevant, mener han. Tværtimod er forskningssamarbejde måske en af de få muligheder, vi har, for at påvirke kineserne, og her er det ikke kun humaniora og samfundsvidenskab, der tæller.
“Ved hjælp af det gode eksempel kan vi jo godt score nogle værdipoint i retning af at vise, at her er en god tradition for at drive forskning”.
