Som en forelskelse

Tabish Khair skriver af lyst. Og han har rigtigt mange ord på hjertet. Faktisk så mange, at han bruger hele tre sprog for at sikre, at han får udtrykt sig så præcist som muligt.

“Jeg skriver på engelsk, hindi og urdu. Men ikke på dansk. Jeg mestrer ikke sproget godt nok til, at jeg kan udtrykke det, jeg vil. At skrive kræver en fin sproglig fornemmelse, og den har jeg ikke på dansk endnu, selv om jeg har været her i mange år”, erkender han.

Kærligheden til en dansk kvinde lokkede den indisk fødte forfatter væk fra de varme hjemlige himmelstrøg og til disse råkolde og i øjeblikket snedækkede breddegrader i sidste halvdel af 1990’erne. Nu er han delefar til to børn og lektor i engelsk på Aarhus Universitet. Alle ordene har indtil nu resulteret i 14 forskellige udgivelser. Kun én bog er oversat til dansk, pudsigt nok under titlen “Film – en kærlighedshistorie”. Men handlingen har ikke noget at gøre med Tabish Khairs egen historie.

“Jeg bliver inspireret af det, jeg føler og ser og hører. Men min egen historie er ikke interessant for andre. Jeg forsøger i stedet at skabe en anderledes vinkel på vores komplekse verden for på den måde skabe en fortælling, som aldrig er hørt før”.

Nødvendigt sceneskift
Tabish Khairs forfatterskab fordeler sig over tre genrer: faglitteratur, digte og romaner. Og mens faglitteraturen bliver til på universitetskontoret med 6. sals-udsigt, bliver digtene og romanerne skrevet derhjemme.

“Det virker kun for mig at skrive faglitteratur her på universitetet, og det er nok, fordi det er en meget struktureret proces. Jeg kan beslutte mig for at arbejde på en fagbog i seks timer, og så er jeg helt sikkert nået videre. Men hvis jeg beslutter mig for det samme, når jeg skriver på en roman, er det slet ikke sikkert, jeg er kommet længere, end da jeg gik i gang. Fiktionen lever sit eget liv, som jeg ikke altid kan bestemme over. Du skal lytte til karakteren og historien, for begge dele kan ændre sig undervejs. Men du skal også passe på, at de ikke stikker af. Derfor tager det tid at skrive god skønlitteratur”, forklarer han.

Som regel skriver Tabish Khair på to eller tre forskellige bøger ad gangen. Efter en måned i selskab med en fagbog trænger han til forandring og skifter derfor manuskriptet ud med et skønlitterært – eller et digt. Og det er ikke kun givende for ham selv. Også bøgerne nyder godt af sceneskiftet:

“Jeg oplever, at mine bøger kan inspirere hinanden, selv om genrerne er forskellige. Men det er også en lettelse at skifte fra for eksempel en roman til en faglitterær bog. Jeg finder det langt nemmere at skrive akademisk, fordi der er et meget klart mål med, hvad de bøger skal. At skrive kreativt, hvad enten det er en roman eller en digtsamling, kræver på en helt anden måde, at en masse ting falder på plads inden i mig, og det kan godt kræve flere tilløb, før det lykkes”.

Tabish Khair er gennem årene begyndt på rigtigt mange romaner. For sådan er hans arbejdsproces. En mulig fortælling kan ikke alene prøves af i hovedet, den skal på papir.

“Jeg kan sagtens gå i gang med en roman, som jeg umiddelbart synes rummer det rigtige. Men pludselig keder fortællingen mig alligevel, og så går jeg i stå. Min skriveproces er sådan, at først når jeg kommer op på mellem 40 og 50 sider, ved jeg, om bogen bliver til noget”.

Gode bøger er krævende
God litteratur er ifølge Tabish Khair bøger, der kræver noget af både forfatteren og af læseren.

“Min holdning er, at bøger skal lægge noget til. Jeg skal være villig til at række ud efter mine læsere, men de skal også være villige til at møde mig. Verden er kompleks, og den kompleksitet skal efter min mening være til stede i god skønlitteratur. Problemet er bare, at hvis folk ikke umiddelbart forstår en bog, så mener de, at bogen ikke er god. Men folk forstår jo heller ikke altid deres læge, og det får dem ikke til at konkludere, at han er en dårlig læge. På den måde er den gode skønlitteratur op imod hårde odds”.

Tabish Khair stiller med andre ord store krav til kvaliteten. Både sin egen og andres. Og kvalitet tager tid. Derfor opererer han kun nødigt med deadlines for sit forfatterskab. Hans seneste digtsamling, der er inspireret af H.C. Andersens eventyr, skrev han første linje til for syv år siden. Men de resterende ville ikke ud, før han i det tidlige forår 2010 sad i et tog på vej mod Sjælland. Pludselig faldt det hele i hak, og i løbet af halvanden måned havde han skrevet hele digtsamlingen. På engelsk naturligvis. Tilsat hindi og urdu efter behov.

“Ja, den er også på engelsk”, griner han.

“Jeg er ikke et distanceret menneske, men jeg har brug for distancer i mine bøger. Jeg skriver om Indien og England, når jeg er i Danmark, og hvem ved, måske skriver jeg en bog, der foregår i Danmark, hvis jeg engang rejser herfra. Måske er det, fordi det er enormt sårbart at udgive skønlitteratur, at jeg har det behov. Når du skriver kreativt, udleverer du noget af dig selv, på samme måde som når du vælger at forelske dig, og det er risikabelt. Enten kan du blive accepteret, eller også kan du blive afvist. Du skal være villig til at tage de følelser, der følger med. Måske er det også derfor, at jeg finder det langt mere udmattende at skrive skønlitteratur end faglitteratur”.