“Skriv en selvbiografi, og lav en skandale”

Bestsellerlisten over de 30 mest sælgende bøger i 2009 taler sit eget klare sprog: Halvdelen af de 30 titler bærer spændings-, vampyr- eller krimimærkatet. Resten af titlerne er overvejende anden skønlitteratur.

Der er ingen faglitterære titler på listen. Tættest er “Julens Sange”, “Turen går til Berlin”, “Guinness World Records 2010” og “Færdselskort Danmark 2009”. De har i gennemsnit indtjent 1,2 mio. kr. til forfattere og forlag.

Da forfatterens andel af en bogs indtjening typisk er 15 pct., siger det sig selv, at det er svært at drive en profitabel forretning som faglitterær forfatter i Danmark. Nu er faglitteratur imidlertid det mest nærliggende stof for DM-medlemmer, der går rundt med en forfatter i maven. Så hvis man skriver for at sælge bøger, hvad da?

Ifølge Forlæggerforeningen blev der solgt faglitteratur for 500 mio. kr. i 2009, så potentialet må vel findes. Nils Bjervig, redaktør af bogbranchens tidsskrift BogMarkedet, har 26 års brancheerfaring. Han siger:

“Hvis du ikke kan lade være med at skrive, så skriv! At forudsige, hvad der bliver en bestseller, er selvsagt svært, ellers ville der jo ikke være andet. Hvis du er kendt, så skriv en selvbiografi og lav en skandale, så går det godt – måske. 2. verdenskrig er også rimelig sikker. Og så har vi set Tom Buk-Swienty med “Slagtebænk Dybbøl” og “Dommedag Als”, bøgerne om Blekingegadebanden, biografierne om H.C. Andersen, Jens Otto Krag og nu også den om Bjarne Riis”.

“Det største menneskelige drama nogensinde”, som man i branchen kalder 2. verdenskrig, bliver ved med at sælge, og nye bøger kommer hele tiden til. Og antallet af biografier og erindringer på bogmarkedet bare vokser og vokser.

Ifølge Jeppe Markers, redaktionschef på Lindhardt & Ringhof, bør forfattere faktisk i øjeblikket være forsigtige med at kaste sig over biografistoffet.

“Det ser ud, som om biografierne, der har haft det rigtig godt det sidste par år, har det svært i år. Det hænger bl.a. sammen med, at der udkommer så afsindigt mange”.

Hvordan man havner under juletræet
Skal ens bog ende under juletræet (julesalget tegner sig for 2/3 af den samlede omsætning), skal den ifølge Jeppe Markers overholde følgende:

“Det skal være en god historie, der er spændende formidlet. Med god historie mener jeg et emne, der er interessant, som forfatteren dramaturgisk og håndværksmæssigt mestrer, herunder karakterskildring og karakterudvikling. Mestrer man ikke det, kommer man ikke til at ligge under juletræet”.

Skematisk set handler det ifølge Jeppe Markers om to størrelser: fascination og identifikation.

“Fascination handler om, hvorvidt scenen fascinerer os. Er det en scene, der er interessant, og et miljø, der gør os nysgerrige? Identifikation handler der imod om, hvorvidt de karakterer, der er med i historien, er relevante for os og kommer til at træde levende frem”. 

Sproget er underordnet
Sproget er til gengæld underordnet, mener Jeppe Markers.

“Mange opfatter det stillistiske som meget vigtig, men det er faktisk ikke afgørende for de fleste læsere. Det, som sælger relativt godt i øjeblikket, er ikke specielt overbevisende sprogligt. Så sproget skal man sådan set ikke bruge sin tid på”, siger han og henviser til, at mange af de bedst sælgende krimier “sprogligt set er temmelige svage”.

Der er dog et “men”. For ifølge Nils Bjervig er netop sproget en væsentlig medvirkende årsag til, at enkelte akademikere får en bred læserskare.

“Du skal skrive ordentligt og droppe den akademiske jargon. Og du skal evne og turde dramatisere eller fiktionalisere dit stof, så du kan fange læseren”.

Ifølge Bjervig er Tom Buk-Swienty med succeserne “Slagtebænk Dybbøl” og “Dommedag Als” et glimrende eksempel på dette. De to bøger repræsenterer samtidig en genre, der i øjeblikket er efterspurgt.

“Hvis jeg skulle lægge mine talenter i faglitteraturen og havde muligheden, så ville jeg gøre det historisk baseret, faktuelt og romanagtigt”, siger Nils Bjervig.

Jeppe Markers er enig.

“Den narrative nonfiktion har det godt, og Buk-Swientys bøger opfylder litterært set kravene til, hvad vi opfatter som god litteratur. Og så skiller de sig ud, for der er ikke mange af den type bøger”.

Opgør med akademisk sprog
En anden narrativ historiebog, der har gjort det godt, er historikerne Peter Henningsen og Ulrik Langens “Hundemordet i Vimmelskaftet – og andre fortællinger fra 1700-tallets København”. Bogen sælger i øjeblikket i tredje oplag. Det interessante er, at “Hundemordet” forsøger at være både forskning og formidling. Det gør forfatterne i et opgør med den klassiske afhandling og “akademisk lingo” til fordel for fortællingen.

“Vi ved endnu ikke, hvordan den bliver modtaget som forskning, da den endnu ikke er anmeldt i de faghistoriske tidsskrifter. Vi har været meget glade for mediernes og læsernes modtagelse, men overraskende nok har jeg også kun hørt meget rosende ting fra kolleger og andre fagfolk. Så jeg tror, vi er lykkedes med at vise, at forskning og formidling kan gå op i en højere enhed”, siger Ulrik Langen.

Forlag opsøger selv forfattere
“Hundemordet i Vimmelskaftet” er udkommet på Jyllands-Postens forlag, der tidligere også har udgivet Ulrik Langens biografi om Christian 7. – en bog, forlaget selv bad Ulrik Langen om at skrive.

Faktisk er det langtfra sjældent, at forlagene selv får idéen til en bog og derefter finder forfatteren. Ifølge Jeppe Markers er kun 5 pct. af Lindhart & Ringhofs udgivelser kommet i stand på baggrund af uopfordret indsendte manuskripter.

Frem for at indsende et grydeklart manuskript opfordrer han forfattere til at henvende sig med en synopsis, hvilket sædvanligvis er nok til, at forlaget kan vurdere potentialet.

“Når vi har læst et manuskript, sidder vi tit med den der “det er jo egentlig meget godt, men …”. Spørgsmålet er så, hvor mange ressourcer man som redaktør vil bruge på at flytte en forfatter til Italien, hvis han allerede er rejst til Spanien”.

Nils Bjervig er enig.

“En god synopsis med en beskrivelse af kapitlerne og deres indhold samt et eksempel på ens skrivefærdigheder vil som regel være tilstrækkeligt for forlaget”.

Et eller flere forlag?
Men så er der også spørgsmålet om, hvorvidt man skal henvende sig til et eller flere forlag ad gangen.

“Problemet er, at den samlede ventetid nemt nærmer sig et år, hvis det først er fjerde forlag, der bider på krogen. Men omvendt er der mange forlag, der tager det ilde op, hvis de finder ud af, at man har henvendt sig til andre på samme tid”, siger Nils Bjervig.

Uanset hvordan man griber sit projekt an, er udviklingen på bogmarkedet ikke med magistrene i øjeblikket, lyder det advarende fra Jeppe Markers.

“For ti år siden ville jeg have sagt, at det er kvalitet, der sælger – og at man som forfatter skal koncentrere sig om det, man er god til og brænder for. Men i dag er markedsføringen blevet løsenet, og forlagene er mere og mere orienteret mod ’bestsellerisme’. De satser på det, de tror, vil sælge, og markedsfører det benhårdt. Og bøgerne i midterspektret, som måske ikke sælger voldsomt meget, men heller ikke dårligt, vil fremover blive vanskeligere og vanskeligere at sælge, fordi de bliver glemt mellem det meget kommercielle og den smallere litteratur”.

Vil man satse på det sikre og fortsat insistere på kvalitet, er der dog stadigvæk lærebogsvejen, lyder rådet fra Nils Bjervig:

“Akademikere kan jo spøge sig selv: Hvad bliver der undervist i, og hvor mangler der lærebøger? Hvor har man selv et godt bud på, hvad der er nødvendigt? Hvilke hold underviser man selv i, og hvad kan man selv få lagt på en pensumliste?”.