Dansk Magisterforening

Jeg skriver aldrig til universitetet

Liv Alfast Kretzschmer
Del artikel:

En doktordisputats, der bliver belønnet med en fornem forfatterpris for den gode formidling. Det er ikke hverdagskost, men det er Lotte Thranes vej ind i universitetsverdenen heller ikke.

“Tusmørkemesteren” – to store bind om guldalderkunstneren Lorenz Frølich – begyndte som en opfordring fra et københavnsk forlag. Forlaget syntes godt om Lotte Thranes bog og ph.d.-afhandling “Længselsbilleder” om Rilkes og Magda von Hattingbergs brevveksling, og de blev enige om, at den oversete Frølich trængte til at blive støvet af. Idéen udviklede sig til et fondsstøttet forskningsprojekt, og efterhånden kunne begge parter se, at det ikke var en bog, der passede til forlaget. Det perfekte match kom først med det lille forlag Vandkunsten, som sagde ja med det samme – uden at have læst manuskriptet.

Lotte Thrane afleverede den som disputats, selv om det egentlig ikke var tanken, da hun skrev den. At disputatsen nu er belønnet af forfatterkollegerne med Den Faglitterære Pris, ser hun som en fjer i hatten.

“Den pris betyder meget. I dag er det en god nyhed, at en forsker har fået en formidlingspris, men det havde det ikke været for bare ti år siden. Det har været et system, der tænkte i kasser, hvor forskning var fint, men tit dårligt skrevet, og formidling var pop, det vil sige ikke videnskab. I dag er det heldigvis anderledes, og god formidling er kommet meget mere i fokus”.

Lotte Thranes vej ind i den akademiske verden går ikke ligeud, men har haft flere holdepladser helt andre steder. Hun var billedkunstner og arbejdede i ti år som stewardesse for SAS, inden hun som 32-årig fik trang til at få mere viden og kom på universitetet på dispensation uden nogen eksamen.

“I forhold til at formidle ser jeg det som en fordel, at jeg begyndte så sent på universitetet, og at jeg har en baggrund som billedkunstner. Jeg har en skæv tilgang til den akademiske verden og har altid befundet mig på kanten af systemet – også gennem 30 år med vikariater og som deltidsansat på universitetet – og det er egentlig blevet min force”, mener Lotte Thrane.

Hun har aldrig haft problemer med at få udgivet sine bøger og artikler. Udfordringen var dog større med den dyre og velillustrerede “Tusmørkemesteren”. Nogle udgivelser er hun blevet opfordret til, andre er kommet i stand gennem et stort netværk.

“Det, jeg skriver, skal tænde mig. Jeg har aldrig skrevet til universitetet, og derfor er det herligt, når det alligevel holder i den verden, siger hun.

Til foråret drager Lotte Thrane til Rom for at hellige sig et nyt bogprojekt om skandinaviske og tyske kunstnere i den italienske hovedstad.

“Jeg er også i gang med noget fiktionsagtigt, som fik et ordentligt skub fremad i sommer, hvor jeg med et stipendium fra Kunstrådet i lommen var på to måneders skriveophold i Irland og Ungarn. Den slags skal man nu ikke snakke for højt om i den akademiske verden. Hvis man går med en digter i maven, så skal man endelig lade ham blive dér”.

}