''Forlagenes arbejdsgivere handler i Irma, men betaler kun Netto-priser''
Forlagene betaler de ansatte så lav en løn, at branchens magistre for femte år i træk skraber bunden af DM’s lønstatistik. Alligevel viger de akademiske medarbejdere tilbage for at stille krav om overenskomster og ordnede forhold.
“Du skal være taknemmelig, bare du får en fod indenfor. Derfor er lønnen heller ikke til forhandling”.
Med de ord blev en 34-årig cand.mag. i engelsk og dansk for to et halvt år siden budt velkommen på et større københavnsk forlag, der udgiver faglitteratur.
Velkomsten er langtfra enestående i en branche, der traditionelt har væltet sig i kvalificerede ansøgere. Køen af dygtige kandidater fra dansk, litteratur, historie, sprog- og samfundsfag er kun en anelse længere end køen af journalister og læreruddannede, der også vil gå langt for at komme til at arbejde med bogudgivelser.
Med undtagelse af 2007 har forlagsbranchen de sidste fem år skrabet bunden af DM’s lønstatistik for privatansatte magistre. Med lønninger, der ligger mellem 12 og 26 procent under gennemsnittet på det private arbejdsmarked, har de forlagsansatte sat sig tungt på den lidet flatterende sidsteplads i statistikken. De får en løn, der – inklusive pension – i gennemsnit ligger på 36.700 kroner om måneden. Det er et stykke under gennemsnitslønnen for gruppen af ansatte i NGO’er og humanitære organisationer.
Diskrepansen mellem udbud og efterspørgsel er imidlertid ikke den eneste forklaring på, at forlagenes akademiske medarbejdere ikke kan hente en bedre løn. Det vurderer Klaus Liebing, som er DM’s faglige konsulent på området.
“Akademikerne i bogbranchen har rigtig mange træk til fælles med kollegerne i ngo-verdenen. De er meget lidenskabelige, når det gælder deres arbejde, de er højt kvalificerede og har oftest måttet kæmpe målrettet for at få en fod indenfor i branchen. Men til forskel fra ngo-verdenen er det – med en enkelt undtagelse – ikke lykkedes for DM at forhandle overenskomster på plads med forlagene. Løn bliver desværre stadig af mange betragtet som en hemmelig og meget individuel sag. Det oplever jeg, hver gang jeg besøger de ansatte på et forlag. Og på et så brutalt marked, som forlagsverdenen udgør, er konsekvensen, at medarbejderne konkurrerer hinanden ned i løn”, vurderer Klaus Liebing.
Nervøsiteten er udbredt
At ansættelsesvilkår og i særdeleshed løn betragtes som en privatsag på forlagene, bekræfter flere nuværende og tidligere ansatte over for Magisterbladet. En forlagsredaktør på et af Danmarks største forlag mødte således en mur af tavshed, da der på forlaget blev gennemført en lønundersøgelse blandt redaktørerne.
“Undersøgelsen var anonym, og omkring halvdelen af de cirka 60 redaktører på arbejdspladsen svarede åbent på spørgsmål om, hvad de tjener. Efterfølgende deltog kun 12-15 kolleger i gennemgangen af undersøgelsen, hvor denne blev sammenholdt med DM’s lønstatistik. Resten undlod ganske enkelt at forholde sig til henvendelsen. Og de kiggede den anden vej, når de blev spurgt”, fortæller DM-medlemmet, der gerne vil være anonymt.
Nervøsiteten, som medlemmet også selv mærker, er udbredt oven på et år, hvor den generelle afmatning indtil videre har kostet fire kolleger jobbet alene på den pågældende arbejdsplads. Men tilbageholdenheden er også kulturelt funderet, vurderer redaktøren.
“Der findes nogle ejendommelige modsætninger i forlagsbranchen, som er svære at forklare. Folk er jo optaget af ånd og ord og mindre optaget af at tjene penge. Måske virker det nærmest lidt forbudt at overveje at gå sammen om at prøve at opnå nogle bedre lønvilkår. Selv i mere merkantile miljøer, som fx landets banker, er der mindre modstand mod overenskomster og flere, der er medlemmer af en fagforening, end det er tilfældet på landets forlag”, konstaterer redaktøren tørt.
Ikke noget at råbe hurra for
På et andet af Københavns store forlag har man for nylig etableret en jobklub, som alle ansatte kan være medlem af. Initiativet er blevet vel modtaget af ledelsen, men klubben er nu heller ikke som udgangspunkt tænkt som en fælles rambuk ved fremtidige lønforhandlinger.
“Vi går ind og kigger på alle mulige forhold i forbindelse med at være ansat her. Og det er medlemmerne selv, som vælger, hvilke ting der skal prioriteres. Bestyrelsen er lige nu i gang med en undersøgelse af, hvad jobklubbens medlemmer synes er vigtigt, og det kan godt være, at løn kommer op som noget af det første, men det kan også være andre ting som fx trivsel, efteruddannelse eller faglige arrangementer på tværs”, siger et af klubbens medlemmer, der arbejder som redaktør på forlaget.
Hun er ansat på den arbejdsplads, som lønner allerdårligst blandt de store forlag i DM’s privatlønsstatistik, og den placering går da heller ikke upåagtet hen blandt husets ansatte, fastslår redaktøren, der ikke ønsker at få sit navn nævnt.
“Vi ved godt, at forlagsbranchen ligger lavt i forhold til andre brancher, og vi kender også vores egen placering i statistikken. Det er da noget, der i stigende grad optager folk”, siger hun.
Tina Christiansen er 36 år, cand.mag. i dansk og sprogpsykologi og ansat som forlags- og redaktionssekretær. I fem år har hun løst bl.a. administrative, kommunikative og koordinerende opgaver på et forlag.
Hun oplever stor arbejdsglæde og engagement hos et flertal af medarbejderne.
“Forlaget er en rummelig arbejdsplads. Der er flekstid og mulighed for hjemmearbejde og stor individuel frihed med hensyn til selvstændig planlægning af arbejdsopgaver og arbejdstid”, siger Tina Christiansen.
Løndiskussioner fylder ikke meget i hverdagen.
“For de fleste er lønniveauet noget, der almindeligvis drøftes med nærmeste kolleger og leder, typisk i forbindelse med en årlig lønregulering og ansættelse af nye medarbejdere”, siger Tina Christiansen.
Der er hende bekendt ikke taget initiativer blandt medarbejderne til at gå mere organiseret ind i en løndiskussion med ledelsen.
“Der er nok en generel accept af, at en lav løn er et vilkår, man må tage med, når man søger ind i en kreativ og spændende branche”, konkluderer Tina Christiansen.
Overgrebsagtige regler og aftaler
Indtil for et halvt år siden arbejdede en 50-årig forlagsredaktør på et andet af de store københavnske forlag. I forbindelse med nedskæringer var redaktøren en af fem ansatte, der blev fyret.
“Jeg startede som nyuddannet i bogbranchen og stod efter cirka 30 år med en månedsløn, der stadig lå langt under statistikken for privatansatte magistre. Og dog fik jeg den fornemmelse, at det især var på grund af min “høje” løn, at jeg var en af dem, der blev prikket i fyringsrunden”, fortæller den tidligere redaktør. Vedkommende er medlem af DM og redaktionen bekendt, men ønsker at være anonym.
Ligesom de øvrige kilder, Magisterbladet har interviewet til denne artikel, understreger DM’s medlem, at der, bortset fra lønnen, er stor jobtilfredshed blandt forlagenes akademikere. Et langt stykke hen ad vejen kompenserer det noget for den ringe aflønning.
“Forlagsansatte er individualister, der synes, de laver et vigtigt stykke arbejde. Der er meget identitet forbundet med at udgive bøger og være toneangivende i den intellektuelle debat. Derfor arbejder folk også gerne ekstra, uden betaling. Der er stort set ingen, der tager en fridag om mandagen, selvom de fx har været på bogmesse hele weekenden. Man bliver også af og til kontaktet i sin ferie. Når arbejdet er så tæt forbundet med ens privatperson, kan tanken om at skulle organiseres – med faste regler og løntrin og aftaler om ditten og datten – i princippet virke helt overgrebsagtig, til trods for at overenskomsten måske samtidig sikrer folk en bedre løn”, siger medlemmet.
En boomerang i nakken
Med en overenskomst ville man helt sikkert i højere grad kunne undgå den situation, at medarbejderne blev spillet ud mod hinanden, mener DM’s faglige konsulent Klaus Liebing.
“Risikoen for, at man sælger sig selv som en discountvare, vokser, når man ikke kender lønniveauet hos de kolleger, der sidder med de samme opgaver og det samme ansvar. Rigtig mange medarbejdere – både på forlagene og i andre private virksomheder – tror, at en kollektiv forhandling vil stække dem, og at de kan opnå bedre resultater ved at stå alene. Det kan måske være rigtigt for enkelte hot shots, men ikke for det store flertal”, fastslår Klaus Liebing.
Frederik Dehlholm, som er formand for de privatansatte DM-medlemmer, er enig:
“Lønstatistikken bekræfter, år efter år, at det ikke er til de ansattes fordel at forhandle individuelt. Forlagenes arbejdsgivere er forkælede. De handler i Irma, men betaler kun Netto-priser”, siger Frederik Dehlholm. Han tror, at den underbetaling af højt kvalificeret arbejdskraft, som finder sted, kommer til at ramme arbejdsgiverne som en boomerang i nakken.
“Humanisterne har under den igangværende krise bidt sig fast som en efterspurgt arbejdskraft på det private arbejdsmarked. Hvis ikke forlagsbranchen holder op med at nedvurdere sine medarbejdere, så vil de stille og roligt sive til udviklende og kreative job andre steder”, vurderer DM Privats formand.
