Virksomheder overtræder ligelønslov

En kønsopdelt ligelønsstatistik skal fremme ligestillingen gennem åbenhed om løn på arbejdspladsen. Men det er meget få danske arbejdspladser, der overhovedet laver en ligelønsstatistik. Også selv om de skal. Det viser en ligelønsundersøgelse, som Magisterbladet har foretaget blandt DM’s 4.700 privatansatte medlemmer.

Her svarer bare fem procent af de 1.845 medvirkende, at de er på en arbejdsplads, hvor der laves en ligelønsstatistik. Det er et skuffende lavt tal, udtaler formand i DM Ingrid Stage.

“Det viser, at loven overhovedet ikke er effektiv, og at den ikke bliver håndhævet. Den kønsopdelte lønstatistik kunne ellers være et vigtigt redskab til dels at få mere præcis viden om løngabet mellem mænd og kvinder, dels et redskab ved lønforhandlingerne til at kræve løngabet udlignet”, siger Ingrid Stage.

I undersøgelsen svarer 63 procent, at de er på en virksomhed, hvor der ikke laves ligelønsstatistik. Hele 30 procent ved ikke, om der bliver lavet en sådan statistik på deres arbejdsplads. Det er på trods af, at syv ud af ti er ansat i en virksomhed, hvor der er mere end 35 ansatte, og 30 procent er på en arbejdsplads, hvor der er over 10 personer af hvert køn med sammenlignelige arbejdsopgaver.

Men ifølge ligelønsloven skal virksomheder med mindst 35 ansatte hvert år udarbejde en kønsopdelt lønstatistik for grupper med mindst 10 personer af hvert køn for at kunne informere de ansatte om lønforskelle mellem mænd og kvinder på virksomheden. Men mange virksomheder følger altså tydeligvis ikke loven.

Komplet ubrugelig 
Dommen over den kønsopdelte ligelønsstatistik i dens nuværende form er da også hård. Den er “komplet ubrugelig”, udtaler ph.d. i ligeløn og advokat i Teknisk Landsforbund Byrial Bjørst.

“Der er meget få steder i Danmark, hvor 10 mænd og 10 kvinder laver det samme arbejde, som loven foreskriver. Det er ufatteligt sjældent, og de få steder, hvor det sker, er lønnen i forvejen meget gennemskuelig, fordi det er industrivirksomheder med gennemskuelige lønninger”.

Han mener, at langt flere virksomheder skal omfattes af loven, hvis statistikken overhovedet skal være relevant. 

“Problemerne er jo ikke mindre i små virksomheder, men nærmere større. Det er ikke tallet på 35 ansatte, der sætter den egentlige grænse, men derimod kravet om antallet på 10 mænd og 10 kvinder. Bedre statistik er et skridt på vejen. Men løsningen er formentlig ikke lønstatistik, men øget og lettere adgang til lønoplysninger for lønmodtagerne”, siger Byrial Bjørst og understreger, at grænsen skal sættes ved tre af hvert køn ligesom i det offentlige, hvis det skal give mening at bruge ligelønsstatistik.

Fakta på bordet
Ingrid Stage pointerer, at DM hele tiden har ønsket, at kravet om en kønsopdelt lønstatistik skulle udvides til også at gælde virksomheder med færre ansatte, så også flere akademikere kunne få gavn af det.

“Det behov er der stadig. Loven om kønsopdelte lønstatistikker er jo indført efter stærkt pres fra fagforeninger. Det ser ud til, at der først og fremmest er behov for at stramme op om overholdelse af den eksisterende lov gennem mere kontrol og bedre sanktionsmuligheder”, siger DM’s formand.

DM’s ligelønsundersøgelse fra 2009 om privatansatte medlemmer viste, at mænd tjener syv procent mere end kvinder, når der er korrigeret for anciennitet. Det er dog ikke selve lønnen, der er så frygtelig interessant at fremvise, pointerer ligestillingsekspert og professor ved Aarhus Universitet Nina Smith. Hun forstår slet ikke arbejdsgivernes frygt for at offentliggøre tallene, for sorteper ligger ikke på arbejdsgivernes bord.

“Lønforskellen er konsekvensen af, at mænd og kvinder er placeret på forskellige niveauer i virksomhederne. Offentliggørelsen af data kunne måske få flere til at vågne op, men jeg forstår ikke arbejdsgivernes frygt for at offentliggøre tallene. Lad os dog få fakta på bordet”, siger Nina Smith.