Dansk Magisterforening

Flere kvikke medlemmer i DM

Lisbeth Ammitzbøll
Del artikel:

I løbet af årets ti første måneder er DM’s medlemstal steget støt. Din fagforening tæller nu 37.987 skarpe hjerner. Mindst.

Sidder du hos frisøren og læser Magisterbladet i smug? Du er måske slet ikke medlem? Her er en indrømmelse: DM har stillet dig i udsigt, at du kunne blive foreningens begavede medlem nummer 38.001. Det passer ikke. Det er for sent. Chancen er forpasset, ikke for din begavelse, men for dit medlemsnummer.

Du er hjertelig velkommen alligevel.

Den 1. november nåede DM’s medlemstal op på 37.987. Inden dette nummer af Magisterbladet er trykt og delt ud, har medlem nr. 38.001 givetvis meldt sig ind. Du får snarere nummer 38.101.

DM får i øjeblikket fem nye medlemmer om dagen i gennemsnit. Siden nytår har næsten 1.500 nye kandidater og studerende valgt DM som deres fagforening. De kommer fra humaniora, naturvidenskab, samfundsfag og sundhedsvidenskab.

Plakaten med budskabet om de 38.000 medlemmer er en del af DM’s profilkampagne, der løber frem til foråret. Plakaterne kan du møde ved stoppesteder og på togstationer eller se dem som annoncer i aviser og blade, på jobportaler og i sociale netmedier.

Hvis du er en af de 38.101 begavede medlemmer, kender du sikkert DM’s tilbud om hjælp til at forhandle din løn og dine arbejdsvilkår, ligesom du ved besked om fyraftensmøder og rabat på forsikringer, Forbrugsforeningen, Fitness World, Forbrugerrådet og Folkeuniversitetet – for nu bare at tage nogle af dem, der begynder med “f”. Se alle de andre fordele på www.dm.dk.

}