Dansk Magisterforening

Støjberg: MF’ernes barselsordning er favorabel

Af Martin Ejlertsen
Del artikel:

Mens en stor del privatansatte lønmodtagere får højst to ugers løn under barsel, så har Folketingets politikere bestemt ved lov, at de har ret til 12 måneders barsel med fuld løn – minimum 648.000 kroner. Magisterbladet har spurgt den ansvarlige beskæftigelsesminister, Inger Støjberg (V), om hvorfor.

En stor undersøgelse af Magisterbladet om alle privatansatte DM-medlemmers barselsvilkår viser, at knap hver anden mand får højst to ugers betalt barsel af sin arbejdsgiver. Hvad fortæller det dig som ansvarlig minister på området om, hvordan det går med ligestilling på barselsområdet herhjemme?
“Jeg ser gerne, at mænd tager mere barsel, end de gør i dag. Men jeg vil ikke arbejde for at øremærke barsel til mænd, for reglerne på området er gode nok, som de er i dag”.

Al forskning viser, at det er barslen, der er helt afgørende i forhold til forskellen i lønudviklingen for mænd og kvinder. Den korte barsel til faderen og den lange til moderen fastholder uligelønnen. Flere eksperter udtaler desuden til Magisterbladet, at når mænd har så dårlige barselsvilkår – både lovgivningsmæssigt og på arbejdspladserne – er der tale om diskrimination. Hvad mener du om den udlægning?
“Jeg vil helt afvise, at mænd bliver diskrimineret og har dårlige barselsforhold på grund af lovgivningen. Den fleksible barselsorlov giver gode muligheder for de danske familier til selv at bestemme over barslen. Vi politikere skal ikke sidde med ved spisebordet hjemme hos de danske familier og bestemme, hvordan barslen skal fordeles. Denne ret er et familieanliggende”.

MF’erne har siden 2006 haft ret til 12 måneders barsel med fuld løn. Hvorfor skal Folketingets politikere have så meget bedre barselsforhold end den største del af befolkningen?
“Man kan se spørgsmålet om barsel, som når løn diskuteres og forhandles i overenskomstforhandlingerne mellem arbejdsmarkedets parter. På finansområdet er der eksempelvis i dag gode barselsvilkår, som forhåbentligt også kan være vejen frem for andre brancher. Men jeg er ikke tilhænger af regelændringer”.

Hvad synes du selv om MF’ernes ­barselsordning?
“Det er en favorabel ordning”.

Synes du, at barselsvilkårene for Folketingets politikere er retmæssig, når barselsvilkårene er så meget ringere for en stor del af befolkningen?
“Jeg blander mig ikke i overenskomsterne på arbejdsmarkedet. Vores regler om barselsorlov er aftalt partierne imellem, og dem ser jeg ingen grund til at ændre på”.

Regeringen er jo imod øremærkning af barsel til mænd. Men samtidig har Folketinget med regeringen i spidsen sørget for, at mandlige politikere har ret til 12 måneders barsel med fuld løn. Er det ikke dobbeltmoralsk?
“Det kan man slet ikke sætte op på den måde. Det vil være en skæv sammenligning. Det er helt klart, at i de andre nordiske lande, hvor man har tvunget mænd til at tage mere barsel, bliver fordelingen af barsel også mere udlignet. Men vi skal ikke være med til at gribe ind i danske familiers fordeling af barslen. Den kan de selv fordele”.

Men er barselsvilkårene på det private arbejdsmarked i dag gode nok efter din mening?
“Jeg har ikke intentioner om at blande mig i, om vilkårene er gode nok. Vi politikere skal sætte gode rammer op, og det gjorde vi med indførelsen af den fleksible barselsordning i 2002. Så er det i forhandlingerne mellem arbejdsmarkedets parter om overenskomsterne, at man skal finde løsninger. Rammerne for, om det fungerer er, som de skal være”.

}