Dansk Magisterforening

Forskere får regnekraft fra frivillige

Lisbeth Ammitzbøll
Del artikel:

World Community Grid vokser og vokser. I dag tæller netværket over 520.000 computere. De bidrager med regnekraft til livsvigtig forskning.

Ja til rent vand og ren energi. Nej til denguefeber, muskelsvind, kræft og aids.

Målene er lette at definere, men vanskelige at nå. De kræver forskning af en art, der indebærer regnestykker af den virkelig indviklede slags.

Heldigvis er forskerne ikke længere henvist til deres egne computere. Siden 2004 har projektet World Community Grid forbundet stadig flere private computere i et verdensomspændende netværk af frivillig regnekraft. Når computerens ejer ikke selv bruger computeren, regner den i stedet på et forskningsprojekt.

I september i år rundede netværket 500 millioner resultater. Mens du læser disse linjer, leverer frivillige computere i gennemsnit seks resultater i sekundet.

World Community Grid er sponsoreret af IBM. Vil du være med, så gå ind på www.worldcommunitygrid.org, og følg anvisningerne. Her finder du et program, som du kan hente ned til din egen computer. Programmet vil sørge for, at din computer får tildelt opgaver, når du ikke selv bruger den.

}