Dansk Magisterforening

Hun lytter sig til ny viden om hvaler

Af Pernille Siegumfeldt
Del artikel:

Med sin sang fortæller grønlandshvalen hidtil ukendte historier om det store dyrs kærlighedsliv, parringsleg og lange rejser under isen. Kvinden bag de første lydoptagelser i verden af havpattedyrets flerstemmige vinterrepertoire er biolog og ph.d.-studerende Outi Maria Tervo.

Hvert år på samme tid i februar måned ankommer godt 1.800 grønlandshvaler til Diskobugten ud for Grønlands Vestkyst.

Måske kommer de op til 200 år gamle havpattedyr fra det nordlige Stillehav gennem Nordvestpassagen. Ingen ved det med sikkerhed. Og hvor de forsvinder hen, når de har ædt sig igennem bugtens store mængder plankton i nogle måneder, ved man også kun delvist, for satellit-sendinger har hidtil kun givet informationer om hvalernes bevægelse i Arktis ni måneder om året.

Nu er man imidlertid kommet et stort skridt tættere på at kunne kortlægge hvalens hele livscyklus.

I 2005 lykkedes det en ung ph.d.-forsker fra Københavns Universitet at lave de første tydelige lydoptagelser af hvalens sang om vinteren i mørket dybt under isen ved hjælp af hydrofoner på bunden af havet. I vinter lykkedes det hende så for første gang også at tage en biopsi af en grønlandshval, så man i fremtiden kan sammenligne dna-prøver og finde ud af, om hvalerne er i familie med hinanden.

Bioakustik
Kvinden bag den opsigtsvækkende nye grundforskning hedder Outi Maria Tervo.

“Godt nok har man optaget hvalernes sang siden 50’erne, men udstyret og teknikken bliver hele tiden bedre, og selvom det er meget vanskeligt at arbejde på havet i den grønlandske vinter, er det nu også lykkedes at sætte sendere på nogle af dyrene, så vores viden om det enkelte individ bliver meget mere detaljeret. Ved hjælp af senderne har vi fulgt, hvor dybt hvalerne dykker, og hvordan de bevæger sig. Med helt almindelige hydrofoner har jeg opdaget, at grønlandshvalen synger med flere stemmer, at sangaktiviteten varierer, afhængig af om det er sommer eller vinter, og at hvalen skifter sit sangrepertoire ud med et nyt hver eneste sæson”, fortæller hun.

Det er ikke nyt, at der bliver forsket i hvalerne i Diskobugten, hvor man i ti år har talt de store dyr og registreret deres adfærd. Men med bioakustikken fører Outi Maria Tervo forskningen i de store havpattedyr i en helt ny retning.

“Bioakustikken er en gammel videnskab, når det gælder fugle, men ikke når det gælder hvaler, hvor vi først nu kan følge dem tæt enkeltvis. I år prøver vi at linke de forskellige sange til bestemte dyr, og det er en fantastisk spændende måde at hente ny viden på. De bruger jo en masse hjernekraft på at lave to simultane lyde på én gang. Og tænk, hvor meget tid og hjernekapacitet det kræver af hvalen at ændre på sin sang hver eneste sæson. Jeg formoder, det er kærlighedssange, den laver, for der må være meget på spil og en god belønning i den sidste ende”, siger den 30-årige ph.d.-studerende. 

Fordel at komme fra lille by
Siden 2007 har Outi Maria Tervo fra sit stuevindue i et lille rødt træhus kunnet betragte grønlandshvalernes ankomst til Diskobugten og de drivende isbjerges majestætiske silhuetter få hundrede meter ude i havet. Boligen følger med jobbet som videnskabelig leder på Arktisk Station, der ligger lige uden for byen Godhavn – på grønlandsk Qeqertarsuaq – på Diskoøen.

Hendes arbejdsplads er den nordligst beliggende forskningsstation i verden med bemanding hele året. Foruden hende er yderligere to ansat på stedet.

Jobbet er en ph.d.-stilling, som typisk bliver besat for to-tre år ad gangen. Men selvom arktisk forskning er “hot” – for såvel geologer, klimaforskere, biologer og andre – er køen af folk, som står klar til at tage jobbet som forskningsleder på Arktisk Station, til at overse.

“Vi lever og arbejder isoleret heroppe. Det kan være vanskeligt at opbygge det netværk, som man får, når man færdes til daglig på universitetet. Det kan også være en udfordring at lokke familier til at bo her igennem længere tid. Jeg har den fordel, at jeg er vokset op i en lille by i Midtfinland med få mennesker og en meget stor natur. Jeg er vant til at leve i et overskueligt samfund, hvor man bruger naturen meget. Jeg er vant til at være ude hele året rundt, og mine hobbyer er også udendørs. Det, tror jeg, er væsentligt, hvis man skal kunne trives i Grønland. For mig er det et eventyr at være heroppe, og heldigvis har min kæreste det ligesådan, så jeg er heller ikke alene”, fortæller hun.

Hvaler gennem ørerne
Interessen for naturen har Outi Maria Tervo ikke fra fremmede. Hendes mor er også biolog, hendes far er skovfoged, og hendes søster ligeså. Selv begyndte hun at studere biologi i Østfinland med den ambition en dag at komme til de øde egne af Rusland, på den anden side af den finske grænse.

Hendes første besøg på Diskoøen fandt sted i 2003, hvor hun indledte sine lydoptagelser under havet – uden at høre en lyd. I 2005 boede hun på stationen i vintermånederne, og da var der hul igennem til hvalerne for første gang. Kort efter blev hun tilbudt et månedlangt vikariat for stationens daværende videnskabelige leder. Og hun kunne lide at være på Diskoøen.

“Det har altid været havet, der trak i mig – dyr frem for planter. Her bor jeg i et af de smukkeste, mest uberørte områder i verden og får lov til at bruge en stor del af min tid på at opleve hvalernes verden gennem ørerne. For 30 år siden troede man, at de var helt forsvundet fra de grønlandske farvande. Nu slår de med halerne 10-15 meter fra vores båd”, siger Outi Maria Tervo.

I stedet for den undervisningspligt, som normalt knytter sig til en ph.d., har den unge finne en række pligter i hverdagen på Arktisk Station. Hun skal fx tage imod forskere og studerende, som skal bo på stationen, foretage daglige målinger af skydække, snedybde, snedække og havis, sørge for, at stationens klimaanlæg og laboratorium fungerer, og at skibet Porsild, som hører til stationen, har det udstyr, som gæsterne har brug for.

“Sommersæsonen er travlest, og jeg nyder meget at have kontakt med de andre forskere, som kommer herop. Men det er også dejligt, når der igen falder ro over stedet, og mørket vender tilbage. Det er i den periode, jeg kan fordybe mig i forskningen og tage ud på isen med mine hunde”.

}