Det’ mit job: Signe Nepper Larsen
Signe Nepper Larsen, 42 år, Afdelingschef i COWI A/S
Du har været næsten hele din karriere – 15 år – i COWI. Hvorfor?
Det at være rådgiver er et interessant og meget afvekslende arbejde. Der er hele tiden store faglige udfordringer, og også udfordringer, der handler om at få projekter til at køre og mennesker til at arbejde sammen. Det handler også om at have nogle rasende gode kolleger. Både gamle, man er trygge ved, og nye, som man kan lave nye samarbejder med. Jeg er i en afdeling med en del idealister, der som mig selv har trådt deres barnesko i Natur & Ungdom, og for os er det ikke bare et job, men også en tro på, at vi kan gøre en forskel for miljøet: At vi får fortalt dem, der tager beslutninger om store projekter, at miljøet skal huskes hver eneste gang. Det virker faktisk, og der bliver lyttet til os.
Hvad har dine arbejdsopgaver været indtil nu?
Mit arbejdsliv har de sidste femten år været overskygget af VVM-vurderinger. Det handler om at undersøge konsekvenserne af projekter, inden de bliver realiseret. Især infrastrukturprojekter som nye veje eller energianlæg. Vi vurderer ud fra vores naturvidenskabelige viden, hvad det betyder, at et vejprojekt fragmenterer en skov, så forskellige dyrearter ikke kan gå på tværs af vejen. På den baggrund foreslår vi måske nogle faunapassager eller erstatningsbiotoper. Vi ved selvfølgelig godt, at det aldrig vil blive det samme, som hvis man lod være med at bygge vejen, men vores opgave er så at pege på noget, som konkret mindsker konsekvenserne.
Hvordan undgår I at blive spændt for en politisk vogn, når I laver miljøvurderinger?
Det er også lidt af en kunst. Man kan jo bide den hånd, som fodrer en. Det er vi jo godt klar over, når vi nogle gange siger upopulære ting. Jeg vil ikke fremstille os som totalt frelste, men som rådgivere gør vi virkelig meget ud af vores integritet og uafhængighed, og vi diskuterer det meget, når vi føler, at nogen vil manipulere med os. Vi gør, hvad vi kan for at dokumentere miljøkonsekvenser på et højt fagligt niveau, og hvis vores vurderinger så ikke bliver brugt, jamen så er det ikke vores valg. På den måde er det nok nemmere for os at have stor integritet end dem, der er sagsbehandler i en kommune eller styrelse tæt på politikerne. Men det er klart, at hvis vi får rygte for at være alt for besværlige og idealistiske, så har vi selvfølgelig et forretningsmæssigt problem.
Hvorfor ville du være chef?
Jeg holder meget af virksomheden, og jeg har nogle ideer om, at jeg kan tilføre noget anderledes. Og så er der værdierne i vores afdeling, som jeg identificerer mig med og gerne vil bære videre. Det er grundlæggende noget med, at vi vil gøre en forskel for miljøet og bidrage til en bæredygtig samfundsudvikling.
Hvilke tanker har du gjort dig om jobbet?
Mange kan ikke lige få det til at passe, at jeg har sagt ja til at være chef, på grund af det ekspertimage, jeg har. Men jeg ønsker stadig at være faglig. Fordi jeg skal være chef, behøver jeg ikke at grave mig ned i et hul og kun se på budgetter. Og så vil jeg også gerne være et helt menneske. Det lyder måske superwoman-agtigt, men det er i hvert fald min ambition, at det skal kunne lade sig gøre at være chef uden at arbejde 70 timer om ugen. Min familie skal kunne huske, hvad jeg hedder, og jeg er meget opmærksom på tegn på stress og at gøre noget ved det. Det er også noget, jeg gerne vil signalere til unge kolleger – at man skal kunne være chef og samtidig passe på sig selv og tage sit privatliv alvorligt.
Der er kun ganske få kvindelige chefer i COWI. Giver det dig en særlig rolle?
Jeg bliver en ud af tre kvindelige afdelingschefer i COWI, og vi er ca. 35 afdelinger. Det lave antal hænger selvfølgelig sammen med, at der ikke er så mange kvinder i en typisk teknisk og naturvidenskabelig organisation, men der er dog et større grundlag for at rekruttere kvindelige chefer end det, der reelt afspejles. Så det er selvfølgelig vigtigt, at jeg er med til at vise – ikke at jeg er blevet valgt, fordi jeg er kvinde – men at det er godt med diversitet i ledelsen, og at den ikke kun består af mænd over 50 år med fløjlsbukser og stålbriller. En af grundene til, at jeg blev chef, var, at en overordnet kollega skubbede til mig. For fire-fem år siden havde jeg sagt, hvad rager det mig, ikke, fordi jeg ikke troede på mig selv, men mere, fordi jeg ikke lagde mærke til alle de taktikspil, som jeg tror, mænd holder øje med.
Har den danske natur ændret
sig de sidste 15 år?
Når vi snakker om den lysåbne natur, så er den blevet mere tilgroet og artsfattig. Det er en kumulativ proces, der handler om landbrugets strukturændringer siden 1950’erne med færre græssende dyr, mindre høslæt og dræning. Også byudvikling og infrastruktur påvirker. Det ændrer simpelthen på vores artsrigdom. Selvfølgelig er der solstrålehistorier rundt omkring, men det generelle billede er, at det går stille og roligt tilbage.
Det at være rådgiver er et interessant og meget afvekslende arbejde. Der er hele tiden store faglige udfordringer, og også udfordringer, der handler om at få projekter til at køre og mennesker til at arbejde sammen. Det handler også om at have nogle rasende gode kolleger. Både gamle, man er trygge ved, og nye, som man kan lave nye samarbejder med. Jeg er i en afdeling med en del idealister, der som mig selv har trådt deres barnesko i Natur & Ungdom, og for os er det ikke bare et job, men også en tro på, at vi kan gøre en forskel for miljøet: At vi får fortalt dem, der tager beslutninger om store projekter, at miljøet skal huskes hver eneste gang. Det virker faktisk, og der bliver lyttet til os.
Hvad har dine arbejdsopgaver været indtil nu?
Mit arbejdsliv har de sidste femten år været overskygget af VVM-vurderinger. Det handler om at undersøge konsekvenserne af projekter, inden de bliver realiseret. Især infrastrukturprojekter som nye veje eller energianlæg. Vi vurderer ud fra vores naturvidenskabelige viden, hvad det betyder, at et vejprojekt fragmenterer en skov, så forskellige dyrearter ikke kan gå på tværs af vejen. På den baggrund foreslår vi måske nogle faunapassager eller erstatningsbiotoper. Vi ved selvfølgelig godt, at det aldrig vil blive det samme, som hvis man lod være med at bygge vejen, men vores opgave er så at pege på noget, som konkret mindsker konsekvenserne.
Hvordan undgår I at blive spændt for en politisk vogn, når I laver miljøvurderinger?
Det er også lidt af en kunst. Man kan jo bide den hånd, som fodrer en. Det er vi jo godt klar over, når vi nogle gange siger upopulære ting. Jeg vil ikke fremstille os som totalt frelste, men som rådgivere gør vi virkelig meget ud af vores integritet og uafhængighed, og vi diskuterer det meget, når vi føler, at nogen vil manipulere med os. Vi gør, hvad vi kan for at dokumentere miljøkonsekvenser på et højt fagligt niveau, og hvis vores vurderinger så ikke bliver brugt, jamen så er det ikke vores valg. På den måde er det nok nemmere for os at have stor integritet end dem, der er sagsbehandler i en kommune eller styrelse tæt på politikerne. Men det er klart, at hvis vi får rygte for at være alt for besværlige og idealistiske, så har vi selvfølgelig et forretningsmæssigt problem.
Hvorfor ville du være chef?
Jeg holder meget af virksomheden, og jeg har nogle ideer om, at jeg kan tilføre noget anderledes. Og så er der værdierne i vores afdeling, som jeg identificerer mig med og gerne vil bære videre. Det er grundlæggende noget med, at vi vil gøre en forskel for miljøet og bidrage til en bæredygtig samfundsudvikling.
Hvilke tanker har du gjort dig om jobbet?
Mange kan ikke lige få det til at passe, at jeg har sagt ja til at være chef, på grund af det ekspertimage, jeg har. Men jeg ønsker stadig at være faglig. Fordi jeg skal være chef, behøver jeg ikke at grave mig ned i et hul og kun se på budgetter. Og så vil jeg også gerne være et helt menneske. Det lyder måske superwoman-agtigt, men det er i hvert fald min ambition, at det skal kunne lade sig gøre at være chef uden at arbejde 70 timer om ugen. Min familie skal kunne huske, hvad jeg hedder, og jeg er meget opmærksom på tegn på stress og at gøre noget ved det. Det er også noget, jeg gerne vil signalere til unge kolleger – at man skal kunne være chef og samtidig passe på sig selv og tage sit privatliv alvorligt.
Der er kun ganske få kvindelige chefer i COWI. Giver det dig en særlig rolle?
Jeg bliver en ud af tre kvindelige afdelingschefer i COWI, og vi er ca. 35 afdelinger. Det lave antal hænger selvfølgelig sammen med, at der ikke er så mange kvinder i en typisk teknisk og naturvidenskabelig organisation, men der er dog et større grundlag for at rekruttere kvindelige chefer end det, der reelt afspejles. Så det er selvfølgelig vigtigt, at jeg er med til at vise – ikke at jeg er blevet valgt, fordi jeg er kvinde – men at det er godt med diversitet i ledelsen, og at den ikke kun består af mænd over 50 år med fløjlsbukser og stålbriller. En af grundene til, at jeg blev chef, var, at en overordnet kollega skubbede til mig. For fire-fem år siden havde jeg sagt, hvad rager det mig, ikke, fordi jeg ikke troede på mig selv, men mere, fordi jeg ikke lagde mærke til alle de taktikspil, som jeg tror, mænd holder øje med.
Har den danske natur ændret
sig de sidste 15 år?
Når vi snakker om den lysåbne natur, så er den blevet mere tilgroet og artsfattig. Det er en kumulativ proces, der handler om landbrugets strukturændringer siden 1950’erne med færre græssende dyr, mindre høslæt og dræning. Også byudvikling og infrastruktur påvirker. Det ændrer simpelthen på vores artsrigdom. Selvfølgelig er der solstrålehistorier rundt omkring, men det generelle billede er, at det går stille og roligt tilbage.
