Det er her, det sner

Uden for stationen vajer det danske og det grønlandske flag side om side.

80 centimeter nede er jorden bundfrossen. Året rundt. Men permafrosten forhindrer ikke en næsten uvirkeligt grøn bund af engflora i at dække sletten ved Arktisk Station som et blødt tæppe.

Det er juli måned og højsæson for besøg på Københavns Universitets forskningslaboratorium på Diskoøen ud for den vestgrønlandske kyst.

Gæsterne ankommer i en jævn strøm til Qeqertarsuaq/Godhavn med Disko Line fra fastlandet. Det velholdte røde træhus ligger i gåafstand fra den lille by med godt 1.000 indbyggere. Et hvidmalet hegn omkring stationen vidner om stedets ophøjede status. Træ er et eksklusivt byggemateriale på en egn, hvor buske og træer aldrig vokser til over knæhøjde.

Op imod 30 besøgende kan bo på Arktisk Station ad gangen. Et hold studerende fra hovedfagskurset i marinbiologi på Københavns Universitet udgør flertallet i disse dage. Også et par botanikere med tilknytning til Institut for Medicinalkemi på Farmaceutisk Fakultet bor her, en seniorforsker fra GEUS, en gruppe geologer samt den tyske ph.d.-studerende Marc Lenniger.

Sammen med sin vejleder, lektor Gunver Krarup Pedersen fra Institut for Geologi og Geografi, er Marc Lenniger og specialestuderende Nikolaj Blichfeldt ved at forberede et fem uger langt ophold i felten. Første stop er ved Asuk på øens nordside, hvor gruppen skal studere marinemuddersten og deres aflejringsprocesser. Næste lejr bliver ved Kingittoq på sydkysten af Nuussuaq, hvor de skal indsamle prøver fra Atane Formationen. Den består af sandsten, muddersten og kullag, som blev aflejret i et meget stort delta, der dækkede store dele af Disko og Nuussuaq i en del af Kridttiden.

Det er en erfaren ekspeditionsleder, som dirigerer indkøbene og tjekker satellittelefon, proviant, gummibådens stand, telte samt gps’er. Gunver Krarup Pedersen besøgte Arktisk Station første gang for 25 år siden.

Udveksling på tværs
“Området her ligger lige på grænsen mellem høj- og lavarktis, og det giver nogle fantastiske betingelser for at forske i arktisk flora, fauna og landskabsudvikling. Arktisk Station er vigtig, fordi hele strukturen er på plads, når du ankommer til Diskoøen. Forestil dig, at man ankommer til en lille havn med alle sine kasser, skal finde et skib og chartre et mandskab, som kan bringe dig og hente dig igen efter flere uger. Det kan tage meget tid at få hele logistikken omkring et feltarbejde op at stå. Her har du komfortable rammer, hvor du kan forberede din tur. Du har et moderne veludstyret laboratorium og et bemandet vedligeholdt forskerskib – det er det, der skal sejle os og vores udstyr til både den første og den anden lejr i løbet af de kommende fem uger”, forklarer hun.

Gunver Krarup Pedersen har siddet i Rådet for Arktisk Station siden 1995. Rådet er sammensat af repræsentanter for flere grene af den naturvidenskabelige forskning og blev for få år siden udvidet med en antropolog, Kirsten Hastrup.

“Noget af det mest enestående ved Arktisk Station er den udveksling, som finder sted her mellem eksperter på tværs af alle fag. Forskere har en stærk tilbøjelighed til at færdes mest blandt deres egne fagfæller på universitetet, men her mødes geologer og marinbiologer med botanikere, hvalforskere og klimaeksperter og diskuterer deres observationer over maden om aftenen. Det er ikke mindst de rammer, der har givet Arktisk Station en særlig status, også blandt internationale forskere”, siger Gunver Krarup Pedersen.

Videnskab under neglene
Professor Reinhardt Møbjerg Kristensen er på vej hjem fra Arktisk Station. Han har været her knap en uge, står der i gæstebogen. Foruden at være verdensberømt polarforsker er han formand for Rådet for Arktisk Station. Og han er ikke i tvivl om, at stationen i forskningsmæssig henseende kan få en stigende betydning i fremtiden.

“Her foregår så meget vigtig forskning, fx omkring vinterhvalerne, marinplankton og dyre- og planteliv under sneen og isen om vinteren. Præcis her, hvor Arktisk Station er placeret, kan vi desuden observere klimaforandringerne på tæt hold, og inden de for alvor mærkes noget andet sted. Med den globale opvarmning er det helt nødvendigt at lave klimamonitering, også om vinteren. Vores registreringer af havis i Diskobugten viser fx, at to tredjedelen af isen er forsvundet i de sidste 20 år. Denne vinter var der slet ingen rigtig havis”, forklarer Reinhardt Møbjerg Kristensen.

“Arktisk Station har desuden været centrum for biologisk forskning i over 100 år og været med til at uddanne en hel generation af forskere inden for arktisk naturvidenskab. Det er her, de unge får videnskaben under neglene for alvor”, mener professoren.