Store danske naturvidenskabsfolk: Ole Rømer
Ole Rømer blev født i Århus. Han var student fra Aarhus Katedralskole og studerede astronomi på Københavns Universitet. Her fik han til opgave at korrigere Tycho Brahes observationer af stjernehimlen for menneskelige og instrumentelle fejl, så de kunne blive udgivet i bogform i Frankrig. Der var ikke råd til udgivelsen i Danmark. I den forbindelse blev Rømer assistent for en fransk astronom, tog med ham til Paris og blev ansat på byens observatorium.
Det var, mens Rømer opholdt sig i Paris, at han gjorde sin mest epokegørende opdagelse, fortæller Claus Thykier, medstifter og tidligere leder af Ole Rømer Museet, der i dag er en del af Kroppedal Museum. Det var Thykier, som i 1978 lokaliserede resterne af Rømers Observatorium Tusculanum i Vridsløsemagle.
Lysets mystik
På L’Observatoire de Paris fik Rømer til opgave at observere jupiter-månernes bevægelser med det formål at udvikle et verdensur – det vil sige en måde at angive tiden på, som var ens over hele kloden. Undervejs i dette arbejde opdagede han noget mærkeligt.
“Han fandt, at jo større afstand der var mellem Jorden og Jupiter, des længere tid var lyset om at nå ned til Jorden. Det måtte betyde, konkluderede han, at den eksisterende teori om, at lyset udbredte sig uendelig hurtigt, var forkert. Det blev beskrevet i en artikel i 1676 under overskriften “Lysets bevægelse””, fortæller Claus Thykier.
Reaktionerne på opdagelsen var delte. Visse videnskabsfolk ville ikke godtage den og argumenterede imod. Det forklarer Thykier med den generelle mystik, som “lys” dengang var omgærdet af.
“Man forstod ikke, hvad lys var for noget, og hvordan det kunne fare gennem det tomme verdensrum uden at have en masse. Men med Rømers opdagelse tog videnskaben hul på at løse det mysterium”, siger han.
Rømer – et multitalent
Som flere andre store danske videnskabsfolk var Rømer et multitalent, som frembragte enestående resultater på mange fagområder. Rømer medvirkede fx til konstruktionen af springvandene på Ludvig XIV’s slot i Versailles. Han udviklede også nyskabende astronomiske instrumenter, der kunne måle stjernernes positioner i forhold til hinanden. Han skabte endvidere de første sammenlignelige termometerskalaer, som han i øvrigt demonstrerede for en tilrejsende glaspuster ved navn Gabriel Fahrenheit, der siden blev stenrig på opfindelsen.
Men Rømer var ikke optaget af berømmelse og rigdom og publicerede stort set aldrig selv sine resultater. Derfor fik han ikke den ellers velfortjente offentlige kredit for alle sine frembringelser. Det bekymrede ham dog tilsyneladende ikke. Han havde travlt med sin forskning og med at passe de talrige hverv, kongen udpegede ham til efter hans hjemvenden til København.
Der var rift om hans talenter. Ud over en stilling som professor i astronomi ved Københavns Universitet bestred han så forskellige job som politimester og borgmester i København, direktør for Rundetaarn, højesteretsdommer og rektor for Københavns Universitet.
Universets uendelighed
Ifølge Claus Thykier overskygger Rømers opdagelse af, at lyset har en bestemt hastighed, dog hans øvrige. Med denne store opdagelse forstod videnskaben med ét, at jo længere ud i verdensrummet man kan observere, jo længere tilbage i universets historie bevæger man sig.
“Det åbnede for erkendelsen af, at universet var uendeligt meget større, end man hidtil havde troet, og for at man kunne begynde at forske i dets fortid. Samtidig var opdagelsen en nøgleingrediens i både Newtons love og Einsteins relativitetsteorier, hvor lysets hastighed er en afgørende naturkonstant”.
