Dansk Magisterforening

OK 11: Pas på arbejdstiden

Liv Alfast Kretzschmer
Del artikel:

Til de kommende overenskomstforhandlinger på det offentlige område vil DM især holde øje med, at der ikke bliver et ekstra pres på arbejdstiden.

Løn, ligestilling og tryghed. Det er hovedtemaerne, når Akademikernes Centralorganisation (AC) til november går i gang med at forhandle overenskomst for de offentligt ansatte akademikere. Kravene til forhandlingerne er netop blevet godkendt enstemmigt af DM’s repræsentantskab, som dermed formelt har overgivet forhandlingsretten til AC.

Overenskomstoplægget afspejler i høj grad DM’s prioriteringer, mener formand for DM Ingrid Stage. Til gengæld lægger hun ikke skjul på, at det denne gang kan blive hårde forhandlinger.

“Vi erkender, at udsigterne til en stor lønaftale ikke er gode. Vi går selvfølgelig efter så meget som muligt, men ser det også som en anledning til at prioritere de mere bløde krav som ligestilling, tryghed og mere barsel til mænd”.

Et centralt punkt for DM i OK 11 er arbejdstiden.

“Vi oplever et yderligere pres på arbejdstiden, og det er ikke kun i form af direkte at sætte arbejdstiden op. Et eksempel er professionshøjskolerne, hvor man opgør arbejdstid over et kvartal. Der presses på for, at det i stedet skal gøres op over et år, og det kan føre til, at man nærmest får et helt års arbejde presset ned på en kort periode. Det er indirekte et pres på arbejdstiden og viser, at kampen skal kæmpes på mange områder”, siger Ingrid Stage, som også vil have gjort op med det ubetalte merarbejde, der især trives på universiteterne. Hun ser også arbejdstiden som et ligestillingsproblem, da høj arbejdstid ofte er med til at få kvinder til at falde fra på vej op ad karrierestigen.

I forhold til løn mener DM, at det er vigtigt at fastholde én fælles AC-lønskala, som selvfølgelig skal forbedres. Det er også vigtigt at gå efter at udvide den kreds af offentligt ansatte DM’ere, der kan få rådighedstillæg. Det lykkedes ved de sidste overenskomstforhandlinger, men denne gang er målet at udvide kredsen yderligere.

Men også i forhold til informationsniveauet har Ingrid Stage høje ambitioner:

“Vi vil gøre os umage med løbende at orientere om, hvordan forhandlingerne går, så det er nemmere at følge processen og se, om resultatet er tilfredsstillende. Det kan være svært at se, hvad der er sket med de konkrete krav i processen, men det er ambitionen, at det skal blive mere gennemskueligt”, fastslår hun.

November:   December:   Februar:    Marts: 
 Forhandlingerne på det kommunale område går i  gang. 
 Herefter følger forhandlingerne på det regionale  område.
 De statslige  forhandlinger 
 sættes i gang.
 Forventet  forlig.  Forventet      urafstemning.

}