Dansk Magisterforening

DM indgår aftale med Danmarks Mikrobiologiske Selskab

Af Martin Ejlertsen
Del artikel:

DM ønsker at støtte faglige selskaber og har derfor indgået en aftale, som skal videreudvikle Danmarks Mikrobiologiske Selskab. Forhåbentligt vil lignende aftaler følge trop, udtaler DM-formand Ingrid Stage.

Støtte til forskning og foreninger, der arbejder for at fremme forskningen, står højt på DM’s prioriteringsliste. Med 10.000 kroner rækker DM nu en hjælpende hånd til foreningen Danmarks Mikrobiologiske Selskab (DMS).

Aftalen mellem DM og DMS er et slags pilotprojekt, hvor DM giver DMS økonomisk støtte til at ansætte en studentermedhjælper i 60 timer, som skal hjælpe selskabet med organisatorisk og administrativt arbejde som vedligeholdelse af medlemskartotek og kontingentopkrævninger, assistance med hjemmeside og planlægning af et stort møde til november.

Studentermedhjælperen vil desuden få arbejdsplads i DM’s sekretariat stillet til rådighed, og herfra vil vedkommende kunne oplæres og få støtte til at varetage opgaven. DMS vil med aftalen dermed kunne trække på DM’s kontorfaciliteter, mødelokaler og it-systemer.

“Vi er meget glade for aftalen. Med den forventer vi, at der kommer mere gang i DMS, som har eksisteret siden sidst i 1950’erne. Foreningens bestyrelse har manglet tid og kræfter til at arrangere møder, oplæg og få synliggjort selskabet mere over for flere mikrobiologer, så vi også kan få flere medlemmer”, siger sekretær i DM’s bestyrelse Stephen Wessels, som er cand.scient. og ph.d. i mikrobiologi og ansat på GTS-instituttet DHI. 

Relevant at understøtte
Formand for DM Ingrid Stage understreger, at aftalen afspejler, at det for DM er relevant at understøtte de selvstændige faglige selskaber, som har specialiseret sig inden for de mange discipliner, hvor DM’s medlemmer har ekspertise og særlige interesser.

“Vi kan så være behjælpelige med en del af det praktiske arbejde med medlemsregistrering mv. og facilitering af konferencer og lignende. Jeg er kolossalt glad for, at vi har kunnet lave en sådan aftale med DMS, som er til gavn for begge parter. Og jeg håber, flere faglige selskaber vil følge trop. Jeg ser DM for mig som en paraply for selskaber af denne art”, siger Ingrid Stage.

Danmarks Mikrobiologiske Selskab er en forening, hvis medlemmer udelukkende er naturvidenskabelige akademikere. De fleste af de pt. omkring 100 betalende medlemmer arbejder med forskning i svampe, bakterier og virus. Andre er ansat til for eksempel at hjælpe danske myndigheder med at håndtere og ansøge om forskellige mikrobiologiske godkendelser i Danmark og EU. DMS er på den måde et samlingspunkt for danske mikrobiologer, fortæller Stephen Wessels.

“I DMS kan man følge dansk mikrobiologisk forskning i det daglige, få opdateringer om fysiske møder, hvor man kan netværke med andre mikrobiologer og forskere, og så formidler vi nyheder for og fra medlemmerne. Når vi holder lidt større møder og arrangementer, hvor vi inviterer folk fra udlandet, er der gerne meget stort fremmøde fra hele landet – og også fra Sverige, så interessen er der”, siger Stephen Wessels.

}