Dansk Magisterforening

Stort bøvl med lille skat

Liv Alfast Kretzschmer
Del artikel:

Meningsløs, administrationstung og et absurd benspænd for medarbejdere, der gerne vil være fleksible. Multimedieskatten, som netop er trådt i kraft, får hug af DM’s medlemmer i ny undersøgelse fra Magisterbladet.

Almindelig sund fornuft synes at være sat ud af kraft med indførelsen af den nye multimedieskat. Selvom et flertal af DM’s medlemmer principielt intet har imod at blive beskattet af personalegoder, som følger med jobbet, så har de kun kritik til overs for skatten, der trådte i kraft 1. januar. Det viser svarene i en rundspørge, som Magisterbladet har udsendt til DM-medlemmer i både private og offentlige virksomheder.

Den stækkede fleksibilitet er den største ulempe, påpeger hver tredje respondent i undersøgelsen.

“Det er dumt at beskatte fleksibilitet. Ingen vinder ved det”, hedder det i en kommentar.

“Der er ingen tvivl om, at det ikke så meget er beløbets størrelse, der er min anke. Jeg bliver provokeret af, at man skal “straffes” for at være en fleksibel arbejdskraft”, supplerer en anden.

“Multimedieskatten modarbejder fleksibel arbejdstid til skade for både medarbejdere, arbejdsgivere og arbejdets kvalitet”, understreger en tredje, og en fjerde skriver, at “… multimedieskatten sender et forkert signal i forhold til ønsket om fleksibilitet og tilgængelighed”. Hele 81 procent er enige i, at multimedieskatten er et skridt i den forkerte retning, hvis man skal være så fleksibel, som arbejdsgiveren ønsker.

Mange af DM-medlemmerne i Magisterbladets undersøgelse kredser om urimeligheden i, at man fremover beskatter arbejdsredskaber.

“Da mit skriveværktøj i skurvognen, på kontoret og derhjemme er min bærbare, føles det som at betale skat af sit skrivebord”, mener en respondent.

“I princippet synes jeg, man skal betale skat af personalegoder. Men det er lidt i overkanten, at jeg skal betale, fordi jeg tager en bærbar pc med til konferencer”, påpeger en anden magister.

“Alt det udstyr, jeg har, bruges arbejdsmæssigt. Jeg underviser og holder møder ude i landet, hvor jeg skal have en bærbar pc med”, skriver en tredje.

I undersøgelsen er hele 89 procent enige om, at det ikke er rimeligt at betale for at være tilgængelig for sin arbejdsplads uden for normal arbejdstid.

Gå efter fede frynsegoder
Hver tiende besvarelse er inde på spørgsmålet om, hvorvidt den nye multimediebeskatning vil afstedkomme en ekstra miljøbelastning. I kommentarfeltet skriver DM-medlemmerne fx:

“Det vil medføre nedsætning af hjemmearbejde og derved bidrage til yderligere forurening på grund af øget transport”.

“Ikke særlig miljøvenligt, at jeg skal hente min pc på kontoret, hver gang jeg skal møde hos en kunde fra morgenstunden”.

“I en tid, hvor man ønsker at sætte fut i hjemmearbejdspladser og spare transport, virker det uheldigt med den nye skat”.

20 procent kalder multimedieskatten for meningsløs. “Det rene pip”, ”et skandaløst påhit”, “et fejlskud af dimensioner”, en uigennemtænkt idé”, hedder det blandt andet i kommentarerne fra DM’s medlemmer.

Samtidig spekulerer 15 procent af respondenterne over, hvor meget af skatten der vil blive brugt på at administrere ordningen.

“Kravene til kontrol er vanvittige, og den mistænkeliggørelse af kollegerne, der ligger i tolkningerne, er helt urimelig”, skriver et medlem.

“… kræver et uværdigt og tungt kontrolsystem, der kan være et meget stort problem for kolleger, der rejser meget”, skriver en anden.

“Der burde da for fanden være en bagatelgrænse. Gå efter dem, der har fede frynsegoder – og lad os, der har en gammel mobil, være i fred”, raser en respondent.

Rundspørgen viser også, at rigtig mange magistre skal betale multimedieskat. 40 procent får stillet mobiltelefon til rådighed af arbejdspladsen, 28 procent får betalt deres internetforbindelse, og 59 procent har en computer, de tager med hjem. Kun fire procent bliver kompenseret af arbejdsgiveren, så de reelt ikke får udgifter af den nye skat, mens 19 procent har fået mulighed for at få flere multimedier for samme skat – altså fx få betalt internetforbindelse lagt oven i en arbejdscomputer i hjemmet, så man får lidt mere for skatten. 11 procent havde allerede inden årsskiftet valgt at sige nej til et eller flere multimedier for at undgå at blive beskattet.

DM anbefaler

Lønkompensation
Din arbejdsgiver kan kompensere de ekstraudgifter, multimedieskatten medfører. Hvis det gøres gennem et løntillæg, så skal begrundelsen være, at du viser fleksibilitet ved at have en hjemmearbejdsplads – ikke, at du bliver beskattet.

Flere goder
Man kan også få kompensation fra arbejdsgiveren ved at få flere goder. Hvis man fx har fri telefon, så kan man med arbejdsgiveren forhandle sig til også at få pc eller internetforbindelse betalt.

Sig ”nej tak”
Du har også mulighed for at sige nej til et gode, hvis du vurderer, at et godes værdi ikke er skatten værd. Det er værd at huske, at godets værdi skal være mindst 1.700 kroner om året, hvis det skal være udgiftsneutralt for dig. Men er det en del af din stillingsbeskrivelse, eller forventes det, at du står til rådighed hjemme, er det ikke realistisk at afvise goderne. Til gengæld kan muligheden bruges som argumentation i en forhandling, hvis det er svært at komme igennem med lønkompensation eller flere goder.

Magisterbladets medlemspanel
Dette er nogle af resultaterne fra første rundspørge i Magisterbladets medlemspanel. Vi vil jævnligt spørge panelet om holdninger til aktuelle emner for på den måde at tage temperaturen blandt medlemmerne og få erfaringer fra “det virkelige liv”.

Denne undersøgelse er sendt til 1.500 DM-medlemmer. Godt 400 har svaret.

  Enig
Uenig
Ved ikke
Det er rimeligt, at man betaler for et gode, man også har glæde af uden for arbejdstid
40% 47% 13% 
Multimedieskatten er et skridt i den forkerte retning, hvis jeg skal være så fleksibel, som min arbejdsgiver ønsker
81%  13%  6% 
Det er ikke rimeligt, at man skal betale for at være tilgængelig for sin arbejdsplads uden for normal arbejdstid 
89% 8%  3% 
I betragtning af min gode løn betragter jeg multimedieskatten som en forholdsvis lille udgift. Den tager jeg gerne.
19% 69% 12%
Jeg har ingen holdning til multimedieskatten.
5% 87% 8%

}