Dansk Magisterforening

Kommunikationsansatte vånder sig under krisen

Af Pernille Siegumfeldt
Del artikel:

2.251 medlemmer af Magistrenes A-kasse (MA) er nu registreret som fuldtidsledige. Det er en stigning på 37 procent siden sidste år. Dimittender fra kommunikations- og medieområdet er særligt hårdt ramt.

Dimittenderne fra landets universiteter får sværere og sværere ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Ifølge den seneste opgørelse fra Magistrenes A-kasse (MA), som stammer fra oktober 2009, stiger ledighedskurverne for medlemmerne igen stejlere, end de har gjort i mange år. Og det er især de nyuddannede, der må holde for.

Knap 10 procent af dimittenderne fra årgang 2007 er fortsat registreret som arbejdsløse. For dimittender fra 2008 er tallet oppe på 37 procent, mens personer, der dimitterede i 2009, for hele 42 procents vedkommende var ramt af ledighed hen imod årets slutning.

Især de humanistiske kandidater oplever stigende problemer med at finde arbejde. Fag som filosofi, kunsthistorie og litteraturhistorie, men ikke mindst kommunikation og medie er med til at trække den samlede ledighedsprocent for humaniora op på 7,5 mod seks procent i oktober sidste år.

Områderne kommunikation og medier er særligt hårdt ramt med en ledighedsprocent på over 10, hvor den sidste år lå på godt seks.

“Dels bliver der uddannet rigtig mange inden for området, dels sidder de ofte i udsatte stillinger, når krisen rammer. Især private virksomheder opfatter kommunikationsmedarbejdere som “nice to have”, ikke som “need to have””, forklarer Anne Christiansen, der er souschef i MA-job.

Mange af de ledighedserklæringer, som A-kassen modtager i disse måneder, kommer fra kandidater, som har siddet i tidsbegrænsede stillinger, typisk inden for undervisning. En lille gruppe af privatansatte medlemmer angiver, at de er blevet fyret, fordi deres virksomhed mangler ordrer, siger Anne Christiansen.

Til gengæld er de ældre medlemmer af Magistrenes A-kasse ikke så hårdt ramt af den aktuelle krise, som det er tilfældet på arbejdsmarkedet generelt. Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd bliver personer over 50 ellers overordnet set ramt lige så hårdt af arbejdsløshed som nyledige. Men de erfarne magistre holder skansen. Ledighedsprocenten for såvel de 45-49-årige og de 50-54-årige er steget med et enkelt procentpoint, mens de 55-59-årige ligger lidt under.

}