“Hellere fattig og i live end rig og død”

Sneen fyger hid og did, børnene kælker, vinteren er som i gamle dage før den globale opvarmning. COP15 er lukket og slukket, og “det vigtigste møde i menneskehedens historie” føles allerede som en fjern drøm. Hvad det egentlig handlede om – altså bortset fra, at verdens ledere ikke kunne blive enige om noget som helst, at Lars Lykke var tæt på at give op, og at det var dejligt, at Danmark var i stand til at huse en så stor begivenhed – synes også at stå hen i det uvisse.

For hånden på hjertet: Hvad handler sagens kerne – den globale opvarmning – egentlig om?

Måske har du hørt, at det i FN’s klimapanels rapport fra 2007 beskrives som meget sandsynligt, at temperaturstigningerne i den sidste halvdel af det tyvende århundrede skyldes stigningen i koncentrationen af menneskeskabte drivhusgasser.

Men kender du den faglige begrundelse?

Hvis ikke, så bare rolig, for det er der måske blot 1 pct. af os, der gør. Og sådan er det jo i øvrigt med så mange andre komplicerede diskussioner, hvor vi sætter vores lid til fageksperterne. 

Desmond Tutu bliver ekspert
Problemet er bare, at fageksperterne har haft drønhamrende svært ved at brænde igennem, når det gælder klimadebatten, påpeger Jakob Rachmanski, cand.mag. i filosofi og blogger på videnskab.dk. I stedet for er vi blevet fodret med holdninger fra politikere og meningsdannere som Al Gore, Connie Hedegaard, Desmond Tutu og Pia Kjærsgaard.

Og den er værre endnu, mener Jakob Rachmanski.

“Diskussionen er ikke kun forurenet af, at det er et ekstremt kompliceret emne, hvor eksperterne har svært ved at trænge igennem. Det er også blevet en meget moralsk diskussion. Enten er man for eller imod, god eller ond”, siger Jacob Rachmanski, der dog i samme åndedrag understreger, “at der i øvrigt er meget, der taler for, at klimanægterne ikke kun er i undertal mandskabsmæssigt, men også videnskabeligt, og at der faktisk er ret god evidens for, at der er noget om klimaforandringerne”.

Måske skyldes den polariserede stemning, mener Rachmanski, at folk søger en højere mening eller noget religiøst. Klimaet er blevet den sag, man kæmper for – eller tror på.

“Der er ikke noget ondt i, at kirker over hele verden ringer synkront med klokkerne for klimaet, men det er et tydeligt tegn på, at sagen også har bevæget sig ind på troens område. Altså en eller anden søgen efter en større sag”.   

Svensmark mod rosset
Problemet med tro er, at man har en tendens til at glemme at lytte til dem, der har andre holdninger til spørgsmålet, mener Rachmanski, der som eksempel angiver Henning Svensmark og hans teori om, at den globale opvarmning er skabt af solen, en teori, som FN’s klimapanel anser for usandsynlig.

Men faktisk har netop Svensmark været omtalt en hel del i medierne de seneste par år. Han er eksempelvis 25 gange mere omtalt end Lester Brown, et koryfæ i den internationale miljøbevægelse og stadig en særdeles aktiv herre. Så handler det snarere om, at enkelte outsidere (Svensmark) gøres til symboler på en heroisk modstand mod et herskende paradigme?

“Måske er det mere interessant at pege på en fyr som Lomborg, for Svensmark er i grunden “blot” videnskabsmand. Lomborg er ansat af regeringen og derfor nærmest værdipolitisk, men efter sigende udtaler han sig på et sagligt videnskabeligt grundlag. En af hans mærkesager er, at man skal bruge pengene, der hvor de gør mest gavn, og det er jo svært at være uenig i. Men han er jo nærmest forhadt, og det har vel at gøre med, at han forfægter synspunkter, som ikke passer ind i dit eller mit verdensbillede. Og når disse synspunkter personificeres af nogle personer, så kan man vælge at skyde på dem, på trods af at der måske er fornuft i visse af de ting, de siger”. 

Angsten for det forkerte valg
Men drejer det her sig i grunden ikke bare om, at man som almindelig borger må træffe et valg eller skaffe sig en holdning på baggrund af præmisser, som er så sagligt begrundede som muligt? Er det ikke i virkeligheden ret enkelt?
“Det kunne man tro. Man tror, at naturvidenskab og en række andre områder er pæne og ordentlige, og at det kun er argumentet, der tæller. Men det her – klimadebatten – baserer sig på en masse irrationelle faktorer som fx frygt og angst. Man er jo bange for at træffe et forkert valg. Så diskussionen er ikke nødvendigvis så strengt saglig, som man skulle tro”, siger Jakob ­Rachmanski, der også peger på, at alle mulige andre diskussioner kobles på debatten, som når man i en klimademonstration fx ser paroler om at afskaffe kapitalismen.

Det er helt i orden at bruge de platforme, man har til rådighed, mener Rach­manski, men det viser, at diskussionen ikke altid er så strengt faglig, som man kunne tro eller håbe på. 

Men når nu det hele er så mudret, og forskerne uenige, skal vi så bare forkaste alt?
“Altså, der er stadigvæk stor videnskabelig evidens for, at der er noget om klimaforandringerne, så det er nok kedeligt at konkludere, at alt kan være lige fedt. Tværtimod skal vi lære at lytte og give plads til folk, der ved mere end os selv. Og anerkende, at alle synspunkter ikke er lige kvalificeret. Et andet argument er, at sæt der er noget om klimaforandringerne, og man ikke gjorde nok i tide. Så det er måske bedre at fejle og så have gjort noget end ikke at have gjort noget”.

Og hvad med medierne. Er det deres skyld? Det er jo dem, der hele tiden har haft så forbandet travlt med “den danske vinkel” – med Connie, Lars Løkke og København. 

Svært at bruge fornuften
“Hvis man vil have den hele og fulde historie, bliver den ofte langhåret og usexet. Men omvendt, det er måske bedre, at folk lytter lidt, end at de slet ikke lytter. Generelt synes jeg bare, at man skulle opdrage folk til at sætte sig lidt bedre ind i tingene. Ikke at vi skal begynde at læse en masse bøger om fysik, men måske være lidt kritiske over for det, vi hører på tv”, siger Jakob Rachmanski og får straks en anden tanke:

“Men vi skal heller ikke forkaste alt, hvad vi hører på tv, for noget er jo rigtigt. Problemet er bare, at man ikke kan bruge sin sunde fornuft, når det gælder klima, for det er så kompliceret. Det er nemmere at stemme på et parti, for så skal man bare sætte sig ind i nogle mærkesager og så tage den derfra”.

Er man fortsat i tvivl om, hvad man skal mene, kan man måske lade sig inspirere af Jakob Rachmanskis egen konklusion, som vel at mærke ikke er en ekspertudtalelse.

“Det ville være surt at tage fejl. Hellere være fattig og i live end rig og død. Men igen. Hvis klimaforandringerne får så store og dramatiske konsekvenser, er det måske bedre at holde en stor fest og fyre den af. Men det er trods alt ikke det, jeg hører eksperterne sige”.