Det kinesiske eventyr

Man siger, at rektorer fra universiteter i Vesten dagligt lander i Kina med dollartegn i øjnene. De er på udkig efter studerende, der er villige til at betale prisen for at få adgang til akademiske grader udstedt af et udenlandsk universitet. Potentialet er til at få øje på.

Mellem 1997 og 2005 femdobledes antallet af kinesiske universitetsstuderende fra 3,2 mio. til 15.6 mio., og ifølge kinesiske skøn vil der over de næste 15 år være behov for at etablere yderligere 800 universiteter ved siden af de 2.500, der findes i dag.

De ufattelige tal har givet anledning til noget nær en guldfeber i ledelsesgangene på mange udenlandske universiteter, også de danske. Roskilde Universitet blev fx afsløret i at opkræve ulovlig brugerbetaling fra kinesiske studerende, der var stuvet sammen i overfyldte undervisningslokaler på universitetet på Marbjerg Mark.

En mere yderligtgående og bekostelig model er at etablere en decideret filial af hjemmeuniversitetet i Kina. Her er det kendteste eksempel University of Nottingham, der har 2.800 studerende placeret på universitetets campus nær Shanghai. Prisen for et års studier er mellem 45.000-60.000 kr.

Det var netop University of Nottinghams Kina-campus, videnskabsminister Helge Sander (V) havde i tankerne, da han først blev engageret i idéen om et dansk universitet i Kina. Modellen blev imidlertid opgivet, da det viste sig, at Kina ikke længere ønskede at lade udenlandske universiteter etablere sig i Kina på samme vilkår som University of Nottingham. Groft sagt vil Kina have en større bid af kagen selv og mere kontrol med, hvad der foregår.

Skal huse 500 forskere og studerende
I stedet for foreligger der nu et udkast til en partnerskabsaftale mellem alle otte danske universiteter og Graduate University of Chinese Acadamy of Science (GUCAS), der hører under Det Kinesiske Videnskabsakademi. Sino-Danish Centre, som universitetscenteret er blevet døbt, skal ligge nord for Beijing og huse 100 forskere, 75 ph.d.-studerende og 300 kandidatstuderende ligeligt fordelt mellem de to lande.

Ole Fejerskov, den danske direktør for det kommende center – Sino-Danish Centre for Education and Research (SDC) – forklarer motivet bag den danske tilstedeværelse i Beijing således:

“Kina er blevet en del af verdenssamfundet med en overraskende hast og et overraskende potentiale, ikke mindst forsknings- og uddannelsesmæssigt. Her er Kina en nøglespiller, og for et lille land på vores størrelse er det en kæmpe chance for at følge en udvikling i et samfund, som uden tvivl kommer til at sætte sit centrale præg på klodens udvikling”.

Og Danmark skal ikke bare følge i halen på Kina.

“Man kan sige, at det er naivt at tro, at vi kan have nogen indflydelse på det, men jeg tror faktisk, vi kan få mulighed for at påvirke og interagere med den udvikling, hvis vi placerer os centralt. Og så er det simpelthen et spørgsmål om at få adgang til miljøer, som ellers kun opererer med Harvard, Cambridge, MIT og lignende institutioner”, siger Ole Fejerskov. 

Eksperimentet
Ifølge udkastet til partnerskabsaftalen skal centret finansieres og ledes i fællesskab. Det vil sige med både en kinesisk og en dansk direktør, en delt dansk-kinesisk bestyrelse og en delt forskningsledelse. Centret får ikke nogen selvstændig juridisk status og hører under kinesisk lov. En konstruktion, der ikke bare er uprøvet set med danske øjne, men også lidt af et eksperiment med de ca. 50 mio. skatteyderkroner, som de danske universiteter og staten årligt forventes at lægge i projektet, når det er fuldt udbygget.

Eller som personer, der er tæt på processen, siger:

“Det er ikke til at sige præcist, hvor det ender”.

Ole Fejerskov er da heller ikke sen til selv at påpege potentielle problemer.

“Der er mange usikkerhedsfaktorer. Når vi ser på organisationsstrukturen, skal der være enighed og paritet hele vejen igennem systemet. Opstår der uoverensstemmelser eller konflikter, kræver det en vilje til at ville løse dem. Strengen er heller ikke efter min mening governance-mæssig solid, eftersom den er frygtelig afhængig af de personer, kineserne og vi stiller med”.

Sagt med andre ord er centret ganske afhængig af, at kineserne og danskerne vil det samme. En usikkerhed, der også understreges af følgende formulering i partnerskabsaftalen om centrets målsætning:

“SDC kan uafhængigt udvikle et internationalt forsknings- og uddannelsesmiljø i overensstemmelse med både kinesiske og danske akademiske traditioner”.

Her kan kritikere af projektet skyde med skarpt, for når centret skal udvikle sig i overensstemmelse med “kinesiske traditioner” og i sidste ende høre under kinesisk lov, giver det så ikke den store nabo i øst vid mulighed for at præge aktiviteterne i centret? Vil de danske forskere fx være garanteret forskningsfrihed? 

Forskningsfrihed
Videnskabsministeren sagde i januar, at “netop forskningsfrihed er et særligt fokusområde for den videre udvikling af universitetscenteret”, men hvori dette særlige fokus består, fremgår ikke af det seneste udkast til en aftale fra august.

Her genfinder man ganske vist universitetslovens formulering om, at forskerne frit kan forske inden for de prioriterede forskningsområder, når de ikke er pålagt at udføre specifikke opgaver. Men instruktionsbeføjelsen – udskældt i Danmark og af et evalueringspanel for nylig kaldt uegnet – skal altså samtidig forvaltes under kinesiske akademiske traditioner.

Ole Fejerskov forventer dog ikke problemer.

“Der er ingen holdningsmæssig begrænsning lagt ind fra kinesisk hånd. Det er for mig helt afgørende, at vi ikke er blevet mødt med en bemærkning om, at dette eller hint må vi ikke beskæftige os med. Og de danske rektorer er enige om, at alle danskere på centret, såvel forskere som studerende, skal have samme frihedsgrader som i Danmark i valg af forskningsområder og metoder”.

Jens Oddershede, formand for Danske Universiteter, udtrykker sin holdning således:

“Vi går ikke på kompromis med forsknings- og ytringsfrihed på centret, men vi går heller ikke over for at reformere kineserne. Ligesom vi forventer, at de, der kommer til Danmark, skal overholde vores love, på samme måde skal vi overholde de kinesiske love, når vi er i Kina”.

Lukker øjnene for udemokratisk regime
Formanden for universitetslærerne i DM, Leif Søndergaard, deler ikke Ole Fejerskovs og Jens Oddershedes tro på, at danskerne i praksis kan fastholde deres principfasthed.

“Det er helt oplagt, at der ikke vil være styr på noget som helst. Det er jo lidt ligesom loppen, der sidder på ryggen af elefanten og vil bestemme, hvor den skal gå hen. Kineserne har et dybt rodfæstet top-down-system, og jeg tror ikke på tanken om, at vi kan overføre og udvikle de akademiske principper, vi har i Danmark, til Kina”, advarer Leif Søndergaard.

Parterne har dog på forhånd begrænset sig til forskningsfelter, der set med kinesiske øjne er ukontroversielle. Det vil sige hovedsageligt naturvidenskabelige og tekniske discipliner, mens samfundsvidenskab er begrænset til forskning i velfærdsstaten, innovation og management. Humaniora synes helt fraværende.

Videnskabsministeren har afvist, at kineserne har spillet en afgørende rolle i valget af forskningstemaer, men ifølge Ole Bruun, lektor ved Institut for Samfund og Globalisering ved Roskilde Universitet, viser forskningstemaerne tværtimod, at de danske partnere har accepteret at afskære centret fra forskningsfelter, der kan føre til bare den mindste kritik af kinesiske samfundsforhold.

“For mig at se har man tydeligt prioriteret områder, det kinesiske regime gerne vil have, og tilsvarende fravalgt områder, kineserne ikke vil have. De danske universiteter har også været uvillige til at snakke demokrati i forbindelse med centret, og det virker, som om man fra universiteternes side bare er interesseret i penge, nye forskningsmuligheder og projekter. Men det er uacceptabelt at udvise den goodwill, det er at etablere et fælles universitet, når menneskerettighedssituationen er så elendig i Kina. Tag bare regimets politik og praksis over for Tibet og alle minoritetsområderne, og de uroligheder, der har været i de sidste år”. 

Hvem vil til Kina?
Det er endnu ikke afklaret, hvilke danske forskere der skal tilknyttes universitetscentret. Ole Fejerskov var for nylig på besøg i Kina med 70 danske forskere, og han understreger, at universiteterne har været meget omhyggelige i arbejdet med at identificere interessere forskere. Men akademikere, der tidligere har været involveret i at etablere campusser i Kina, peger på, at den største udfordring overhovedet er at sikre tilstrækkelig kvalificeret arbejdskraft over en længere periode. Det gælder fx Nottingham Universitys Kina-filial. Det er almindelig kendt, at filialen ikke har været i stand til at matche det akademiske niveau fra hjemmeuniversitetet, blandt andet fordi det har været svært at tiltrække kvalificeret arbejdskraft fra blandt andet England.

For de danske universiteter er udfordringen ikke bare at udsende etablerede og anerkendte forskere, der skal påregne at arbejde i Kina i flere år, men også forskningsledere, der har evnen og viljen til at repræsentere danske interesser og samtidig operere i en kinesisk kontekst.

Som den tidligere rektor ved Nottingham Universitys Kina-filial Ian Gow har beskrevet problemstillingen:

“Der er en verden til forskel mellem et kort besøg og så det at arbejde i Kina i en længere periode med alle de problemer det indebærer. Topforskere, som kommer til Kina, skal udføre langt flere besværlige og tidskrævende administrative opgaver end derhjemme, hvilket går ud over deres forskning”.

Ian Gows udtalelser kom i forbindelse med en rapport fra tænketanken AGORA, hvori han også fremfører et ganske andet syn på samarbejdet mellem udenlandske og kinesiske universiteter end det, som Ole Fejerskov og de øvrige danskere involverede i samarbejdet har lagt for dagen.

Ifølge Ian Gow bør udenlandske universiteter i højere grad betragte kineserne som en trussel end som en mulighed.

“De ønsker særligt at drage nytte af vores styrker inden for naturvidenskab og teknologi, og de vil absorbere vores talent og vores intellektuelle ejendomsret. Det vil være utroligt naivt at videregive vores forskning inden for disse områder”.

Naivt eller ej, så lyder rådet fra Ian Gow, at udenlandske universiteter skal tænke meget grundigt over, hvad det egentlig er, de vil i Kina, både på kort og lang sigt.