Humanister som erhv ervslivets grundstof

Rundt om pejsen sidder en flok mænd iført jakkesæt og store forventninger. De er den gryende magt i et af Danmarks førende pengeinstitutter, og deres ledertræning har lige rundet den første dag. Nu er det tid til lidt afslapning over et godt glas rødvin.

Småsnakken får en ende, da en stemme fra en af lænestolene begynder at læse højt af Per Højholts sidste digt. Bagefter er der stille.

“De blev overraskede”, konkluderer Lars Frølund om eksperimentet. For en forsker i litteratur, der læser et digt op og derefter leder en diskussion om forfatterens mening med det, var ikke, hvad lederne havde forestillet sig som aftenunderholdning.

“Tilbagemeldingen var imidlertid, at det havde været rigtigt spændende. Det var et indspark, de slet ikke havde regnet med”, fortæller Lars Frølund, som nu bagefter indrømmer, at det var et long shot at binde an med sådant et indslag på et lederudviklingsforløb.

“Men det virkede. For hardcore økonomi- og erhvervsfolk er også helt almindelige mennesker, som gerne vil inspireres af verdner, de ikke kender”, kommer det så med et smil.

Lars Frølund er ved at fortælle om, hvorfor han insisterer på, at humanister er erhvervslivets nye grundstof, og eksemplet fra kurset er blot et af mange på, hvordan man kan mødes.

Grundstofteorien har han sammen med to medredaktører nyligt udgivet en bog om, en bog, der for Frølunds vedkommende har sit oprindelige udspring i hans initiativ med at danne Aarhus University OutReach, der hører hjemme på Det Humanistiske Fakultet ved Aarhus Universitet, og som har til formål at skabe samarbejde mellem humanistiske forskere og erhvervslivet.

Lars Frølund, der selv er cand.mag. i nordisk sprog og litteratur samt i filosofi, har nemlig i flere år ment, at det er vigtigt, at humanister får adgang til erhvervslivet i deres forskning, og at erhvervslivet får mulighed for at få input fra en humanistisk tankegang, der er skolet til at afsøge muligheder og få øje på nye vidder og horisonter.

Og han har fået ret.

AU OutReach blev en realitet i 2005 og har siden været med til at skabe forskningssamarbejder på virksomheder, som strækker sig mellem et halvt og tre år, ligesom man har afholdt kurser og seminarer for erhvervsfolk, som er interesserede i den viden, de godt 350 forskere, AU OutReach kan trække på, har at dele ud af. 

Viden ud – viden ind
Lars Frølund troede længe selv, at han skulle være forsker. Men efter studiet fik han ideen til OutReach, som han realiserede sammen med AU. I opstartsfasen var han ansat hos konsulentfirmaet Pluss Leadership, og her lærte han, hvordan man kontakter en erhvervsvirksomhed og lytter til dens problemstillinger.

Mødet mellem humanisten og erhvervslivet åbnede hans øjne for, at humanister har en masse kompetencer, som erhvervslivet hungrer efter – måske uden helt at vide, hvor de skal finde dem.

Derfra var det indlysende, at han måtte være med til at bygge den nye bro fra universitetet til virksomhederne.

“Det var ikke et skridt, der skræmte mig. Mine forældre er begge to selvstændige erhvervsdrivende, så jeg havde en meget god indsigt i, hvordan erhvervsfolk tænker”.

Resultatet er, at AU OutReach i dag tilbyder sig inden for alt fra ledelse, etik og værdier, forretningsudvikling over innovation, kreativitet, it og design til kommunikation, kultur og pædagogik.

Men selv om kataloget over AU OutReachs tilbud er stort og mangefacetteret, så er det vigtigt for Lars Frølund at slå fast, at de ikke er et konsulentfirma.

“Vi holder hundrede procent fast i, at skal der viden ud, skal der også viden ind. Med andre ord skal projekterne på den ene side resultere i ordentlig forskning, på den anden side skal virksomheden have det ud af det, som den ønsker, om det så er højere indtjening, bedre kommunikation eller noget helt tredje”.

Med andre ord: Virksomhederne har ikke et valg om, hvorvidt de eksempelvis vil bruge en analyse fra AU OutReachs forskere eller ej.

“Virksomhederne skal tage vores arbejde fuldstændigt alvorligt, ellers kan forskningen jo ikke bruges til noget, så det laver vi en fast aftale om på forhånd”, understreger Lars Frølund.

Hvilket heller aldrig har været et problem.

Humanisterne har i alle tilfælde fået god respons efter deres arbejde i virksomhederne.

“Forskerne har hele tiden deres kritiske blik i forhold til processerne, men de skal naturligvis også indgå som almindelige kolleger. Og det har ikke været noget problem”, siger Frølund, som oplever, at virksomhederne ikke bare er forandringsparate, de er forundringsparate.

Men er det da aldrig et problem for humanister og hardcore forretningsfolk at forstå hinanden?

Humanister er ikke bløddyr
Lars Frølund læner sig tilbage i stolen. Hans venlige smil bliver en anelse stramt. Spørgsmålet om, hvorvidt barriererne mellem universitet og erhvervsliv ikke er lovligt mange og vanskelige at forcere, pirker tydeligt til hans irritation.

“Al den snak om forskere, erhvervsliv og barrierer er noget, der bliver brugt meget tid på. Spørgsmålet er, om det er sandt, eller det er blevet et mantra, man gentager uden at reflektere over det”, siger han. Han tænker sig om et øjeblik.

“Personligt taler jeg ikke om barrierer, fordi jeg tror, man kan skabe et problem, hvis man insisterer på at kredse om det. Og helt reelt mener jeg, det er en skrøne, at forskere og erhvervsliv ikke forstår hinanden. Fordi jeg skal forklare, hvad jeg mener, med nogle andre ord, end jeg plejer at bruge, betyder det ikke, at der er en barriere”, påpeger han.

“Barrieren opstår først i det øjeblik, hvor folk ikke vil lytte”.

Lars Frølund har en indgroet tro på, at hvis man er åben om tingene – specielt dem, som kan være svære at forstå – så skal man nok finde en fælles platform.

”Forskere ved alt om, hvornår de taler indforstået, det er ikke noget, der skal pilles af. Hvis man har tillid til sin egen faglighed, så formår man også at tale uden at skulle bruge fagsprog”, siger han fast.

“Det handler simpelthen om at komme væk fra den opfattelse, at humanister er nogle bløddyr eller blæksprutter, der kan lidt af hvert, til at tænke på dem som mennesker med hårde specifikke kompetencer. Et grundstof, som erhvervslivet i høj grad har behov for”.