Sig din mening om universiteterne
Skal universiteternes ledelse have større frihed? Eller skal den tværtimod indskrænkes?
Bør undervisningen tilrettelægges, så der er mere tid til forskning? Og kunne man forestille sig, at en større del af forskningen reelt er fri?
Fra den 22. april til den 1. juni er der frit slag for ideer og input til, hvordan fremtidens universiteter kunne se ud, lyder det fra forskningsministeren.
Netop den 22. udkommer nemlig debatbogen “Fremtidens universiteter” fra forlaget Gyldendal. Videnskabsminister Helge Sander er initiativtager til bogen, som indeholder bidrag fra 16 meningsdannere på universitetsområdet, herunder politikere, erhvervsledere og universitetsfolk.
Ministeren bidrager selv med det indledende kapitel, hvor han opstiller en række visioner for fremtidens universiteter. Blandt andet hedder det:
“Lad os starte med at sætte den enkelte studerende, underviser og forsker i centrum. Lad os fjerne de begrænsninger, der eksisterer for, at de kan udfolde deres talent. Lad os i stedet give dem muligheden for undervisning og forskning i verdensklasse. Ligegyldigt hvor i verden det er. Ligegyldigt hvilke systemer eller traditioner det bryder med. Det er min overbevisning, at mere frihed og større fleksibilitet vil give flere muligheder for den enkelte”.
Videnskabsministeren ønsker imidlertid, at så mange som muligt deltager i debatten.
Og det er her, du kommer ind med dit besyv. Ideer, forslag eller kommentarer kan sendes til fremtidsuniversiteter@vtu.dk.
Du skal have script slået til i din browser for at kunne sende e-post. Det er gjort af hensyn til spam.
Efter 1. juni vil Videnskabsministeriet samle forslagene i en anonymiseret bruttoliste, som vil blive offentliggjort efter sommerferien som bidrag til det videre arbejde med at udvikle fremtidens universiteter.