Dansk Magisterforening

Morsø Kommune har succes med coaching

Af Pernille Siegumfeldt
Del artikel:

Konflikter mellem kolleger på arbejdspladsen, problemer med stress eller økonomi, karriereovervejelser, kriser i familien.

En buket af rådgivere står klar til at coache 1.800 ansatte i Morsø Kommune i en lang række spørgsmål. I 2008 blev der coachet for en million kroner blandt medarbejderne, og i år og fremover er en halv million afsat årligt til konsultationer hos fem forskellige rådgivere, herunder en familieterapeut, en stresskonsulent og en psykolog.

“Det er primært problemer i privatlivet, som får medarbejderne til at kontakte en coach. De afføder ofte også problemer i arbejdslivet, så tingene hænger jo sammen. Derudover har der også været flere eksempler på, at en arbejdsplads i kommunen havde brug for hjælp til konfliktmægling. I den type sager er det jo ikke motivationen eller de gode intentioner, medarbejderne mangler. De kan simpelthen have brug for nogle værktøjer til at håndtere en vanskelig situationen med”, forklarer DM’s tillidsrepræsentant i Morsø Kommune, Karin Bak Sørensen.

Siden tilbuddet blev indført 1. januar sidste år, har flere end 300 benyttet sig af det, og Karin Bak Sørensen vurderer, at mange problemer bliver tacklet i opløbet.

“Man behøver ikke overveje situationen i månedsvis og bruge krudt på selv at undersøge markedet. Al information og kontaktoplysninger ligger på kommunens intranet, så det er bare om at gribe knoglen. Man behøver ikke at gå via et stort system, men kan selv kontakte den relevante coach. Det har også stor betydning, at arbejdspladsen overhovedet ikke blander sig i, hvilke problemer en medarbejder henvender sig med. Det bliver ikke registreret nogen steder, og der er ingen binding på, hvad man kan få hjælp til”, siger DM’s tillidsrepræsentant.

HR-konsulent i Morsø Kommune Vibeke Skou Hansen mener, at både kommunen og de ansatte med coach-ordningen får en kæmpe gevinst for relativt beskedne midler.

“Lønkontoret oplever, at folk fx kommer tidligere tilbage fra længerevarende sygeforløb, fordi der er et tilbud om opfølgning hos en coach. Vi hører også fra folk, der søger job hos os, at de har bidt mærke i, at vi har særligt fokus på trivsel og arbejdsmiljø”, forklarer Vibeke Skou Hansen.

“Især for en udkantskommune som Morsø er det vigtigt at være attraktiv og vise, at vi tager hånd om medarbejderne, også under eventuelle kriser. Det gode arbejdsmiljø er jo også afgørende for, om du bliver hængende, når du først er blevet ansat”.

}