“I må lave oprør, kære venner”

Ligestilling er på programmet, men den er fraværende, når man ser på tilhørerne i salen og deltagerne i debatpanelet: Det er lutter kvinder.

Københavns Universitets flotte stukbesatte Alexandersal er scenen for Dansk Magisterforenings konference om kvinder i forskning. Der er oplæg om tilstanden på universiteterne og folketingspolitikere i diskussion. En enkelt mand har dog sneget sig ind i panelet – Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti, men han må gå igen på grund af problemer med hørelsen. Det ærgrer politikerne i panelet, at der er så få y-kromosomer i lokalet, for mændene er en uundværlig del af debatten.

Udgangspunktet er, at ligestillingen på universiteterne halter kraftigt, og det genkender samtlige de inviterede politikere. Det står i direkte modsætning til den nye ligestillingsminister Inger Støjberg (V), der i forbindelse med sin udnævnelse proklamerede, at der stort set er ligestilling i Danmark – kun i forhold til muslimske kvinder er der problemer. Et citat, der flere gange i løbet af dagen er oppe at vende.

Den heftigste ordveksling er om den nye generation af kvinder. Malou Aamund ser en tendens til, at unge kvinder i dag er anderledes stærke, og at det kan ændre uligheden.

Hanne Agersnap (SF) deler ikke generationsoptimismen:

“Da jeg var ung, havde vi møder præcis som dette, og vi var meget optimistiske. Vi ville det hele og ville tage kampene med vores mænd. Men det kommer altså ikke af sig selv”.

Også Johanne Schmidt-Nielsen (EL) er provokeret af synspunktet: “Hvis vi skaber det her billede af en ny, stærk generation af kvinder, så tror kvinderne, at de har alle muligheder. Når de så kommer ud og får 18 procent mindre i løn, bliver det til et individuelt problem, fordi de jo havde alle muligheder, så det billede må jeg kraftigt advare mod”.

Også Lone Dybkjær (R) affejer tanken: “Jeg har hørt om den der “næste generation” hele mit liv”, siger hun lakonisk.

Skostørrelse og hårfarve
Dagens største overraskelse er, da Malou Aamund (V) som eneste repræsentant for regeringen bekendtgør, at hun ikke er imod kvoter.

“Kvoter er en nødløsning. Min tålmodighed med, at der sker noget, er ikke endeløs, men jeg er dog parat til at give det lidt mere tid”.

Muligheden for kvoter bliver også vendt, selv om Malou Aamund giver udtryk for, at det er trættende, at debatten om ligestilling altid ender der. Og der er stor enighed i panelet om, at det kan vise sig at være den eneste løsning, hvis kvinderne ikke skal nøjes med hver fjerde lektorstilling og hvert ottende professorat.

“Alt for få kvinder vælger en forskerkarriere. Måske bliver de ikke spurgt, måske er der ikke nogen, der prikker dem på skulderen. Vi har brug for handling og en ligestillingsminister, der erkender et ligestillingsproblem”, slår Johanne Schmidt-Nielsen fast.

“Der er allerede kvoter for mænd, for stillingerne beskrives i opslagene helt ned i skostørrelse og hårfarve”, udbryder en tilhører i salen, og det billede fremkalder latter i salen.

Flere tilhørere beder politikerne om at skride til handling. Men den returnerer Lone Dybkjær: “Vi politikere kan råbe og skrige, men vi kan ikke ændre på det politiske flertal, som har besluttet, at kvoter er diskvalificerende. I må lave oprør, kære venner”.