Antropologer går nye veje

Antropologer har tradition for at redde verden. Måske er det derfor, at en helt masse andre fagkundskaber har fået øjnene op for, at antropologien har noget at byde på. I hvert fald rykker faget mere end nogensinde ind i miljøer, hvor der samarbejdes på tværs af faglige skel.

It-byen Katrinebjerg i Århus er en af de arbejdspladser, der mikser humanister med naturvidenskaben. Selv om samarbejdet umiddelbart virker overraskende, er det indlysende, hvorfor der bliver skabt plads til begge folkefærd, mener Johanne Mose Entwistle, der er en af antropologerne i huset. Hun er ansat på Alexandra Instituttet på et projekt, der skal udvikle en trådløs styringsenhed til private hjem, så almindelige mennesker kan finde ud af at styre og regulere deres energiforbrug.

“Hvis nogen havde sagt til mig, at jeg skulle arbejde med brugerdrevet innovation, ville jeg ikke have troet dem. Men jeg må sande, at jeg i dag har et enormt spændende job. Min faglighed som antropolog gør, at jeg får brugerne draget helt ind i projekterne, og det spiller en stor rolle for selve resultaterne, men også politisk for finansieringen. Det styrker og udvider feltet”, siger hun.

I dagligdagen på Katrinebjerg har Johanne Mose Entwistle selskab af Rikke Aarhus og Stinne Aaløkke Ballegaard, der også arbejder projektorienteret ud fra en antropologisk og etnografisk vinkel. Rikke Aarhus er ansat ved Datalogisk Institut, hvor hun er tilknyttet det tværfaglige Center for Pervasive Healthcare. Her arbejder hun med interaktiv støtte til hoftepatienter, der udskrives dagen efter deres operation, samt med it-støttet hjemmetræning til ældre, der lider af svimmelhed. Stinne Aaløkke Ballegaard er ph.d.-studerende på Informationsvidenskab på Aarhus Universitet og også tilknyttet Center for Pervasive Healthcare. Hun arbejder blandt andet med it-støtte til gravide diabetikere under et overordnet projekt, som går under navnet “Sundt Hjem”.

“Det, vi gør, er at lave studier af, hvordan man lever med sygdom i hjemmet. Og vi ser nogle andre ting end de kolleger, der sidder med selve udviklingen af det udstyr, som patienterne har brug for at have stående i hjemmet. Det er ikke sådan, at det kun er os, der er ude at observere. Kollegerne er også med, men vi går ind og stiller spørgsmål ved, om udstyret absolut skal ligne det, som står på et hospital, så man på den måde så at sige flasher sygdommen, eller om det ikke kan lade sig gøre at udvikle noget, der falder mere i ét med det hjemlige miljø. Min kæphest er, at jeg ikke er fluen på væggen i feltarbejdet, snarere fluen i suppen”, siger Rikke Aarhus. 

Udfordringer går begge veje
Det er med andre ord antropologiens kerneydelser i form af feltstudier og analysearbejde, som de tre kvinder bringer med sig ind i et miljø, der – fagets historik taget i betragtning – er noget alternativt.

“Man bliver udfordret på sin faglighed, når man som antropolog træder ind i et miljø som det her. Her arbejder man med løsninger, og vi er ikke uddannet til at se løsninger, vi er uddannet til at se processer. Men der kommer også et tidsmæssigt perspektiv ind, som kan være en udfordring for de øvrige fagpersoner på projekterne, for vi kan ikke præcist sige, hvor lang tid ting tager. Antropologisk feltarbejde er grundigt og kan på mange måder virke langsommeligt”, siger Rikke Aarhus.

Tværfaglighed har der altid været tradition for i it-byen Katrinebjerg, og det giver en naturlig respekt for forskellighed. Måske derfor oplever Stinne Aaløkke Ballegaard også en stor nysgerrighed over for sine metoder og systematikker fra de øvrige kolleger i projekt “Sundt Hjem”.

“Vi bringer vores traditioner med ind i et nyt miljø. Når vi sidder der med vores alenlange notater, som vi efterfølgende får analyseret og struktureret og til sidst formidlet, så de bliver et konkret bidrag til det arbejde, som eksempelvis datalogerne sidder med, oplever jeg en stor respekt for det, vi kan. Jeg tror, mange ikke rigtigt forstår, hvad det egentlig er, antropologien kan, og det bliver pludselig meget synligt, når man arbejder med noget så jordnært som at gøre livet bedre for eksempelvis syge mennesker”, siger hun.

Men det er ikke kun kollegerne, der kan lære noget af antropologerne. Nye forståelser og aha-oplevelser går også den anden vej, forklarer Stinne Aaløkke Ballegaard:

“De dataloger, jeg arbejder sammen med, videreudvikler og raffinerer hele tiden deres produkt. Det er forskningsarbejde, og de arbejder i loops, og den måde at arbejde på lærer også mig en masse. Så jeg prøver også at eksperimentere med mine metoder, så jeg måske kan fange tingene lidt hurtigere ind”.

Kompleksiteten holder
At antropologien er så anvendt, som den næsten kan blive i it-byen Katrinebjerg, er noget af det, som tiltaler Rikke Aarhus mest i dagligdagen omgivet af læger, dataloger og andre faggrupper:

“Folk gør sjældent det, de siger, de gør. De gør noget andet, og det skal jeg nå frem til, for det er helt konkret den viden, der betyder, at vi i fællesskab får udviklet et produkt, som brugeren bliver rigtig glad for. Dét giver virkelig mening”.

Samme oplevelse har Johanne Mose Entwistle. Det er kun et lille halvt år siden, hun blev færdiguddannet, og under studietiden erkendte hun en gang for alle, at hun ikke var den type antropolog, som rejste rundt i Afrika for at gøre livet bedre for de fattige.

“I mit arbejde oplever jeg, at en meget socialt kompleks virkelighed meget hurtigt kan blive sort/hvid. Men fordi jeg kommer med min faglighed, tvinger jeg de øvrige deltagere til at bibeholde kompleksiteten, og min oplevelse er, at folk synes, det er enormt godt. Selv de for mig mere simple brugerinddragelser åbner tydeligvis øjnene hos andre faggrupper, der ikke er vant til at se verden fra vores vinkel, og det giver en enorm respekt for vores fag. Og personligt giver det da også en tilfredsstillelse. I mit nuværende arbejde har jeg fokus på miljøproblematikken, og den vej rundt er jeg også med til at gøre en positiv forskel”.