Dansk Magisterforening

Nyt job: Thomas Thulstrup

Del artikel:

Thomas Thulstrup, 38 år, fra direktør for Museum Salling til direktør for Esrum Kloster & Møllegaard i Nordsjælland. De historiske bygninger ved Esrum Sø danner ramme om både kulturelle aktiviteter og naturoplevelser.

… og nu går du så i kloster?
Ja, men særligt fredfyldt bliver det næppe. Esrum Kloster & Møllegaard er en summende og boblende virksomhed med 50.000 besøgende om året og præget af en lang række aktiviteter for mange forskellige målgrupper. Så nogen afslappet post bliver det under ingen omstændigheder.

Du sad kun halvandet år i dit forrige job. Hvorfor springer du så hurtigt videre til noget nyt?
Opgaven for Museum Salling har primært været af organisatorisk og økonomisk karakter. Tiden siden kommunalreformen har været én lang fusionsproces, hvor 55 ansatte i fem vidt forskellige kulturelle organisationer skulle samles under én hat. Det har været en kæmpe udfordring, men jeg glæder mig nu til at starte et sted, hvor der bliver mere luft til også at koncentrere mig om formidlings- og udviklingsopgaverne.

Hvad er det mest attraktive for dig i dit nye job?
At jeg får førerkasketten på i en virksomhed, der emmer af autencitet og identitet og desuden forener kultur- og naturformidling med et forretningsmæssigt aspekt. Allerede nu er Esrum Kloster & Møllegaard ramme om forskellige aktiviteter, lige fra øl- og fødevareproduktion over udstillinger og et bredt varieret kulturprogram til naturvandringer. Der er masser af potentiale for at udvikle det, der med et rigtigt buzzword kaldes for oplevelsesøkonomien, på stedet.

Hvad tror du kommer til at fylde mest i stillingen kunsthistorien eller økonomien?
Det er svært at sige, for med min nye stilling følger nogle helt klare krav om både at styrke det økonomiske forretningsgrundlag, men selvfølgelig også tænke i indholdsmæssig videreudvikling. Jeg kommer formentlig til at stå lige meget på begge ben.

Hvor ser du de største udfordringer i jobbet i de kommende år?
Vi skal styrke brandingen af Esrum Kloster & Møllegaard, vi skal skabe et endnu tættere samarbejde med erhvervslivet i området, og endelig håber jeg, at vi kan udnytte de muligheder, der åbner sig, når den nye nationalpark – Kongernes Nordsjælland – bliver en realitet.

}