Forskere strides og kævles

Hvis Holger Kersten var hovedperson i en ungdomsfilm, ville dette være scenen, hvor han sidder på rektors kontor og stirrer på sine fødder. En snotnæset, men hæderlig skoleelev, der har valgt at sladre om sine kammeraters grove drengestreger. “Det var en svær beslutning”, siger han. “Jeg tænkte: Hvordan vil de andre reagere? De kunne jo se det som et tegn på svaghed”. Et dybt åndedrag, så tilføjer han: “Men jeg overvandt mig selv …”

I vores fortælling fra det virkelige liv er Holger litteraturprofessor og institutleder på et anset tysk universitet. Han sidder på et anti-konflikt-kursus og stirrer på sine fødder. Det samme gør 11 andre forskere. Holger har netop fortalt dem om indædte kampe og ufine metoder på sin arbejdsplads. Det er noget, man helst holder mund om – i Tyskland i hvert fald.

De skriftende akademikere er da heller ikke meget for at afsløre detaljer. De søger hellere tilflugt i snørklede forklaringer om “konflikter forårsaget af komplekse magtstrukturer”. Kun Marianne Betz, nybagt rektor, tør åbne døren på klem til universiteternes rivegilder:

“For nylig skulle jeg fordele lokaler i en nyopført bygning. Jeg blev straks overfaldet af en flok ophidsede professorer, der alle havde meget vigtige anliggender. De skulle absolut have helt bestemte eller meget store rum”. Før Marianne fik set sig om, blev hun midtpunkt i et aldeles uakademisk hundeslagsmål.

Lederskab ildeset
Episoden er kun en blandt mange, som kursusleder Rainer Osterhorn noterer sig. Han bruger dem til at vise deltagerne, at de ikke er alene med deres oplevelser. At disse faktisk er betegnende for dagligdagen i lærdommens hellige haller. “Der hersker en bidsk omgangstone mellem forskere, især når der tales fordeling af midler”, siger Osterhorn. “Bag kulisserne bliver der manipuleret, snydt og indgået hemmelige aftaler”.

Den tyske psykolog har coachet erhvervsledere i 20 år og har nu udvidet sin kundegruppe til også at omfatte ledende akademikere. “Måden, virksomheder og universiteter drives på, minder jo i stigende grad om hinanden”, konstaterer han. Osterhorn har dog måttet sande, at akademikernes arbejdsverden er en krudttønde af særegenheder. Og de får kursuslederen til at føle sig som første dag på jobbet:

“Bologna-processen, etableringen af tyske eliteuniversiteter og kampen for at lokke de bedste studerende til lægger et enormt markedspres på de højere læreanstalter. I normale virksomheder vil presset udefra få kolleger til at rykke sammen. Det er mærkeligt nok ikke tilfældet på læreanstalterne. Tværtimod. Professorerne forfølger konsekvent deres egne mål, hvor ingen får lov at kigge dem i kortene”, siger Rainer Osterhorn.

“Deres arbejde består jo normalt af meget individuelle og til tider kunstneriske processer”, ræsonnerer Marianne Betz. “Det kan godt føre til en vis grad af egoisme og excentrisk adfærd, der står i kontrast til behovet for korpsånd”.

Holger Kersten kender typen: “På mit universitet er det endda, som om forskerne ser omstruktureringer og forøget konkurrence som en invitation til at føre krig mod hinanden. De prøver desperat at overtrumfe rivaler, så de kan få flere midler. I den forbindelse går de ikke af vejen for at smede alliancer med kolleger og mobbe modstandere”.

“De danner stater i staten”, udbryder Rainer Osterhorn forbløffet. I sit hidtidige arbejde har han ikke oplevet noget lignende. “I erhvervslivet har du altid magtinstanser – overordnede – der griber ind og løser de her konflikter. På universiteterne hersker der en eklatant mangel på konsekvent lederskab. Fænomenet er tilmed kulturelt og institutionelt forankret – lederskab er simpelthen ildeset”. 

Intellektuelle er også mennesker
“Vi er jo udgået fra en universitetskultur, hvor det var upassende at gå ind for et hierarki”, forklarer Holger Kersten. “Siden 1968 har vi været bevidste om at være uformelle. Fraværet af ledelse er nærmest blevet fremelsket”. Tankesættet har med tiden grundfæstet sig i læreanstalternes arbejdsmekanismer. Men det giver åbenbart bagslag, når universiteterne skal til at fungere som virksomheder.

“På fakulteterne har du professorer, der føler sig helt jævnbyrdige med deres overordnede”, siger Marianne Betz. Som ny rektor kæmper hun dagligt med kolleger, der ikke anerkender hende som en art erhvervsleder. Holger Kersten klager over lignende kampe:

“Jeg kan intet stille op mod kolleger, der udviser dårlig adfærd. Som institutleder har jeg ingen magtmidler – ud over disciplinærundersøgelser mod regulære tjenesteforseelser. Men de er komplicerede og tit virkningsløse. Og da de ansatte er tjenestemænd, kan jeg ikke engang true med at fyre dem”.

Nye tiltag skal give tyske rektorer og dekaner større beføjelser til at disciplinere rebelske professorer. Spørgsmålet er bare, om de vil blive brugt. ”Jeg tror ikke på stærkere styring ovenfra”, siger Holger Kersten. “Dekanernes stilling går på omgang, og derfor frygter mange konsekvensen af upopulære beslutninger. Før eller siden ryger de tilbage i en almindelig professorstilling og vil dermed være frit bytte for hævntørstige kolleger”.

Måske er den prås også gået op for Deutscher Hochschulverband, forbundet af højere tyske læreanstalter. I hvert fald er det dem, der har sendt Rainer Osterhorn ud for at tage brodden af forskernes stridigheder – på diplomatisk snarere end strukturel vis. På anti-konflikt-kurserne lærer de ledende forskere at identificere årsagerne til problemerne og at tackle dem med klog forhandlingsledelse.

“Kunsten var at erkende, at jeg havde massive problemer på mit institut. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle løse dem”, siger Holger Kersten efter kurset. Han tøver et øjeblik, så tilføjer han: “Problemerne blev længe tiet ihjel – også fordi vi akademikere troede, vi var hævet over den slags stridigheder”. Rainer Osterhorn kan ikke lade være med at smile: “Intellektuelle er jo også kun mennesker. At indrømme det over for sig selv er en styrke – ingen svaghed”.