Dansk Magisterforening

Vi går gerne ned i løn

Af Martin Ejlertsen
Del artikel:

Krisen får nu indflydelse på lønsedlen. I hvert fald er danske lønmodtagere nu parate til at gå ned i løn for at beholde deres job. Det viser en ny undersøgelse, som analyseinstituttet Zapera har lavet for Ugebrevet A4. Her svarer 58 procent af de adspurgte danske lønmodtagere ja til det generelle spørgsmål, om de synes, det er i orden, at lønmodtagere går ned i løn for at redde arbejdspladser i Danmark. Lidt over halvdelen af de adspurgte med arbejde – nemlig 54 procent – er desuden parate til selv at gå mindst fem procent ned i løn for at undgå en fyring.

Spørgsmålene til 1.002 lønmodtagere viser, at der er en lille overvægt af lønmodtagere i det private, som er parate til at gå ned i løn, men også lønmodtagere i det offentlige er generelt velvillige over for en lønnedgang, hvis alternativet er en fyring.

Formand for DM Privat, Frederik Dehlholm, tror ikke på, at lønnedgang løser problemerne for de virksomheder, der er ramt af krisen.

“Normalt løser den slags tiltag intet, viser rigtig mange erfaringer. Når lønmodtagere er gået ned i løn, sker der ofte det, at det alligevel senere ender med fyringer, eller at den økonomiske håndsrækning til ledelsen alene ender hos kreditorer og banker og i sidste ende på direktionsgangen”, siger Frederik Dehlholm, der mener, det er vigtigt at være opmærksom på, at mange virksomheder bruger den generelle krise som undskyldning for fyringer og lønnedgang.

Han kan godt se, at udsagnene i undersøgelsen om at gå ned i løn for at spare sig selv eller sine kolleger for en fyringsseddel kan være et udtryk for solidaritet. Men vælger lønmodtagere at sige ja til denne løsning, ville det kræve totalt indblik i regnskaberne, hvilket man sjældent får. Derudover kræver det en realistisk genopretningsplan for, hvordan virksomheden vil indhente det midlertidige lønefterslæb og klare sig på sigt. Virksomheden kan formentlig lige så godt låne penge til en midlertidig håndsrækning i stedet for at sætte de ansatte ned i løn, mener Frederik Dehlholm.

Arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet Flemming Ibsen mener, at krisen har revet tæppet væk under de danske lønmodtagere efter længere tids højkonjunktur, og det afspejler sig i undersøgelsens svar.

“Hver dag har sin massefyring, og der er ingen gode nyheder eller udsigt til alternativ beskæftigelse. I den situation tænker den enkelte på at redde, hvad reddes kan, og er villig til selv at give et bidrag”, siger Flemming Ibsen til Ugebrevet A4.

Han mener heller ikke, at lønnedgang er den rette løsning. Derimod er udviklingen ifølge ham et udtryk for, at den danske flexicurity-model ikke længere fungerer, fordi den ikke indeholder en lønfleksibilitet, når konjunkturerne går nedad, og det vil undergrave hele overenskomstsystemet. Han foreslår derfor et markant løft for dagpengesystemet og oprustning på voksen- og efteruddannelsesfronten.

}